Dagbog

d. 8de November.

Jeg var i Gaar ude paa Landet, i en By, der hedder Ilum. Byen ligger skjult mellem tre store nøgne Jordbølger, saa man ser den ikke, før man staar lige over den.

Naar den skjuler sig, er det maaske ret fornuftigt af den. Der er ikke meget at se ved den. Et Gadekær, tre nye Gaarde, to gamle og en Række Huse – det er det hele.

Det var da ogsaa nærmest Kirken og Kirkegaarden, jeg var taget ud at sé til.

Denne ligger næsten en Fjerdingvej fra Byen, ensomt paa Toppen af en Bakke, der skyder sig ud i Fjorden som et højt Næs. Blot en smal Ryg forbinder Stedet med det øvrige Land, og kun fattigt Græs og vejrblæste Tjørne dækker Næssets Sand.

Til daglig ligger den gamle Stenkirke derfor ganske uforstyrret. Kun den gamle skindmagre Klokker, der gaar under Navnet "Døden", kommer hver Morgen og Aften langsomt vandrende herop fra Byen med sine lange Knokkelarme lagt dybsindigt overkors paa Ryggen, for at ryste nogle skrækkelige Toner ud over Rævene, der lusker omkring her mellem Tjørnene, over to Faar, der græsser ved Kirkegaardsmuren, og nu og da over en enlig Fiskermand, der ligger med sin Baad inde under de stejle Skrænter og drager Agn.

Om Søndagen derimod, især paa de store Festdage, bliver her Liv.

Saa mylrer det paa alle Vejene her omkring med Fodgængere i Gaasegang og rask rullende Køretøjer. Fiskerfamilier kommer sejlende over Fjorden i Baade og lægger til ved Strandens store Sten, hvorfra Mændene bærer Kvinderne i Land paa deres Arme. Og mens "Døden" faar Klokkerne til at svinge, saa hele Taarnet summer derved, samler hele Menigheden sig med andagtsfuld Hosten og Harken og Snøften inde i den klamme Kirke, hvor der om Vinteren kan blive saa koldt at Vandet fryser i Døbefonden, og Præsten staar med Sivsko og store Bælgvanter paa Prædikestolen.

Præsten er en herlig Mand og en fortrinlig Prædikant. Kun ligesom knaser han Fanden mellem Tænderne i hver tredje Sætning, og naar han siger "Gud", laver han et langstrakt Ansigt, som om han havde et haardkogt Æg i Munden. Men bliver han rigtig vred, slaar han i Pulten med et saadant Rabalder, at selv Sct. Peder – der sammen med de andre Apostle findes udskaaret i Træ paa Prædikestolens Side – en Gang tabte baade Næse og Mund af Forskrækkelse.

Paa Vejen op til Kirken mødte jeg en gammel Mand.

Jeg kendte ham fra ældre Tid og blev unægteligt noget forbavset ved at se ham, fordi jeg syntes at have hørt, at han havde hængt sig.

Saa stor var min Forbavselse, at jeg i Selvforglemmelse gaar lige hen imod ham og fortæller ham, hvad jeg mente at have hørt.

Da slog han Hænderne sammen og brast ud i en saa hjærtelig Latter, at han sank halvt i Knæ derunder.

"Det er da Løgn vel? Troede De virkelig, jeg havde hængt mig? – Ha, ha, ha! – Den er god! Den er storartet! Den maa jeg s'gu hjem og fortælle Mutter! Ha, ha, ha! – Nu har jeg hørt meget i mine Dage – men den er s'gu den bedste! – ––"

Jeg følte mig unægteligt lidt flov, men kunde alligevel ikke lade være med at smile, da den Gamle under vedvarende Latteranfald hurtigt stavrede hjemad for at fortælle om sin Oplevelse.

Solen gik just ned. Oppe fra Kirken begyndte "Døden" at klemte.

Urbanus.