Dagbog
Vildt [udkast]
Dagbog.
18de September.
Kære Ven!
Jeg takker dig for din venlige Indbydelse. Men jeg kan ikke modtage den. Under andre Omstændigheder skal jeg med Glæde dumpe ned i din hyggelige Højenloftsstue med den vide Udsigt til Fjorden og Skovene; men under de nuværende maa du have mig undskyldt. Jeg gaar nemlig ikke mere paa Jagt.
"Hvorledes?" vil du sikkert udbryde. "Ikke mere paa Jagt! Og det er dig, som har forherliget Jagtlivets Glæder som Gudernes bedste Gave! Dig, der – unægtelig i lidt hæse Vers – har besunget Hønens Dødspiben, Rævens fantastiske Rallen, de rygende Blodspor i Sneen, Jægernes festlige Hjemkomst og de stegte Hjortenyrer!"
Dette er altsammen sandt; men jeg har i saa Henseende i den Grad forandret mig, at jeg nu næsten ræddes ved Synet af en Bøsse; jeg blegner ved Lugten af Krudt og kan formelig væmmes ved at være Vidne til en hjemvendende Jægers brutale Appetit.
Maaske er det kun en Overgang. Foreløbig har jeg i hvert Fald hængt min Bosse hen som en Slags omskabt Overlevering fra det forhistoriske Menneske.
Grunden til denne min Afsky er en Tildragelse, en Oplevelse, hvis blodige Uhygge straks paany melder sig for mig, saasnart jeg hører Knaldet af et Skud – og som skriver sig netop fra det samme Sted, hvorfra jeg i sin Tid tilstillede dig de omtalte stolte Skildringer af mine Triumfer.
Jeg skal fortælle dig denne Oplevelse, og jeg skal – for mulig lettere at fængsle din Opmærksomhed – give den en novellistisk Form, uden dog hverken at lægge til eller trække fra paa den nøgterne Sandheds Bekostning. Jeg slipper da ogsaa for alle Kommentarer, idet jeg haaber, at min Fortælling vil kunne tale for sig selv – og for mig.
Altsaa vil du i de følgende Dage, naar du læser "Børs-Tidende", under Rubriken "Dagbog" finde Forklaringen paa mit Afslag. Jeg vil betro dig, dersom du vil love mig ikke at røbe Hemmeligheden til nogen, at min Skildring netop er den, hvis Offenliggørelse Bladet forleden bebudede under Titlen:
"Vildt."
Urbanus.
1
19de September.
Jeg boede en Tid lang i et lille Krosted ved Bredden af en Fjord.
Stedet laa ganske ene, omgivet af høje Bakker og vidtstrakte Skove, der som et bredt og dystert Bælte skilte det fra det øvrige Land.
Landet hinsides Fjorden derimod var fladt og skovløst, gennemkrydset af Veje og oversaaet med Landsbyer, Kirker og Udflyttergaarde. En lang, smal og lav Landtunge – et gammelt Stenrev – skød sig fra Kysten over imod Krostedet, og denne Omstændighed havde bestemt dettes ensomme Beliggenhed.
Fra Kroen var der nemlig Færgefart over Fjorden, der paa dette Sted pludselig indsnævredes saa meget, at et Raab kunde høres over den. Folk hinsides fra, der vilde føres over, stillede sig ud paa Revets yderste Spids og udstødte her tre Skrig, hvorpaa de satte sig ned paa en af de store Sten med Haanden taalmodigt under Kinden for at vente.
Langt om længe blev saa en lille grønmalet Baad løsgjort derinde fra en Pindebro under Kroen, og en høj Gubbe med en bred Præstehat og et magert Ansigt fuldt af hvide Skægstubbe – eller en ung, atletisk bygget Mand med Straahat og et lille rundt, rødkruset Hoved kom sindigt og taktfast roende over Vandet, mens et lille, skrutrygget Fruentimmer med et indbundet Hoved og tynde Ben under stumpede Skørter stillede sig ud paa Trappestenen foran Krostuedøren og skyggede med en Haand over Øjnene for at se, hvem der kom.
Under rolige Forhold var det kun et Par Minutters Sag at ro fra Bred til Bred. Men naar Strømmen i Snævringen var strid – og det var den i Almindelighed – kunde det tage baade ét og to Kvarter at kæmpe Baaden gennem Løbet; ja under Uvejr maatte ofte baade den Gamle og den Unge sætte sig til Aarerne, og endda kneb det tidt nok haardt at naa den modsatte Kyst.
Under disse Omstændigheder var Opholdet ingenlunde altid behageligt for de Ventende, der undertiden maatte staa i timevis derovre paa den øde Landtunge, før de kunde slippe over. Adskillige Folk hinsides fra kunde fortælle om lidet lystige Æventyr, de i Regn Snestorm havde oplevet her.
Af denne Grund var Trafiken i Almindelighed heller ikke stor. Kun de færreste vovede at skyde denne Snarvej og foretrak at følge den trygge Amtschaussé, der svang sig i en stor Bue udenom den brede, fladvandede Vig, hvormed Fjorden inde i Landet endte.
Der kunde derfor, især om Vinteren, ofte gaa flere Dage, uden at Stilheden omkring det lille Krosted brødes af de bekendte tre Anskrig og paafølgende Virksomhed ved Baaden; og selv om Sommeren, naar Bønderne havde for travlt i Markerne til at gøre Byrejser, var det fortrinsvis vandrende Haandværkssvende, der lod sig færge over for at veksle deres Kobberskillinger med en Pægl eller to, hvorpaa de enten straks fortsætte deres Vandring eller for de tiloversblevne Styvere tingede sig Natteleje paa et Knippe Halm inde i Loen.
Andre Slags drikkende Gæster kendtes her ikke. Kroen laa for afsides til, at Omegnens egne Beboere til daglig kunde søge den, og i det hele var denne Færgning med tilhørende Krohold mindre at betragte som en Forret end som en Forpligtelse, der fulgte med Fæstet af den til Ejendommen hørende Jordlod, hvoraf Familjen da ogsaa hovedsagelig levede.
Af samme Grund bestod den hele Husstand forude de allerede nævnte tre Personer – Fader, Moder og Søn – kun af en eneste Tjenestepige. Og hele den højt bedagede Stuelænge, hvor Mos og Løg voksede tommetykt paa Taget, indeholdt – foruden det lille kalkede Loftskammer, som jeg beboede – kun et eneste Opholdsrum, der paa én Gang tjente til "Siddestue", Sovekammer og Skænkebod.
Af Husets Beboere var Fader og Søn begge alvorlige og faamælte Personer, der med samvittighedsfuld Sindighed forrettede Arbejdet i Mark og Lade som to Mennesker, der ellers ikke havde noget med hinanden at gøre, uden at der sikkert derfor nogensinde var vekslet et ondt Ord imellem dem. Selv ved Maaltiderne sad de tavse og langede til Fadet sammen med den ligesaa indadvendte Tjenestepige – en lille tyk Trold, der tog Del i Markarbejdet som en Karl og spiste som tre Tærskere, men af hvis Mund jeg i Løbet af to Maaneder bogstavelig ikke hørte en Lyd.
Det var den lille rundryggede Kone, der førte Ordet og Styret i dette Hus. Skønt hun allerede var godt til Aars og led af en Øjensyge, hvorfor hun altid gik med Hovedet indbundet og bestandig holdt Haanden op til Panden, naar hun skulde se paa Folk – og skønt hun desuden var saa stakaandet, at det peb og hvæsede i Brystet paa hende "som i et Orgelværk", var hun stundesløs paa Færde tidlig og silde, kogte i Køkkenet, holdt Øje med Arbejdet i Marken, indkasserede nøjeregnende Færgepengene, skar Fedtebrød og skænkede Brændevin for Vagabonderne, ja samlede endog Smulerne op efter dem fra Bænk og Gulv – kort sagt: var i det hele "Uroen" i dette regelmæssige Urværk, der Aar for Aar gik samme støtte Gang og punktlig udmaalte Tiden som Arbejde, Maaltid eller Søvn.
Saaledes var da de Natur-Omgivelser og de Mennesker, mellem hvilke jeg skulde opleve mit lærerige Æventyr.
2
21de September.
Jeg var oprindelig kommen til Kroen for at sejle. Foruden den lille Færgejolle havde Kromanden nemlig en større, hvidmalet Sejlbaad, som af uopklarede Grunde var bleven døbt med Navnet "Svinet".
Med denne laa jeg da de lange Sommerdage og plaskede om – dels ude ved Fjordmundingen, hvor jeg undertiden gjorde Landgang paa en lille Kvæg-Ø, med hvis eneste menneskelige Beboer, en gammel Hyrde i en Straahytte, jeg snart blev helt fortrolig – dels inde i den flade, af Skove omkransede Vig, hvormed Fjorden inde i Landet endte.
Her var der især vidunderligt efter Solnedgang, naar Himlen stod citrongul bag Skovrandens sorte, takkede Silhuet, og Vandet laa som en Perlemorsflade, bestænket med Guld af Nattens frembrydende Stjærner. Man havde en Fornemmelse, som om man befandt sig paa en Indsø. Fra Skovene lød Finkernes vemodige Godnat, Svaler strøg stumme hen over Vandskorpen, og fra denne steg fine Dampe, der satte sig som Taarer i Ens Øjenhaar og Skæg.
Rundt om i Vigen svømmede smaa Holme, hvor man kunde stige i Land og stege Kartofler eller koge Kaffe og bag efter underholde sig med Synet af de mange forskellige Slags Efterladenskaber, man her kunde finde mellem Sten og Tjørn: Skeletter af Fugle, forladte Reder, tomme Flasker, en gammel Straahat og – undertiden – nogle taknemmelige Linjer paa et Stykke Papir fra et Par Elskende, der her havde fundet uforstyrret Ly for deres Kærlighed.
Alligevel – i Længden blev det lidt kedeligt at sejle om her i Ensomhed og uden Beskæftigelse, og jeg begyndte da at gaa paa Frieri til den store Kristian, Kromandens Søn, der hver Dag efter Midaften tog ud paa Fiskeri.
Jeg havde undertiden selv taget Snører med i Baaden og tilbragt en halv Dags Tid med at stirre paa de vuggende Flaad, i Haab om, at en eller anden Skalle eller Aborre skulde forbarme sig over mig. Men de dumme Dyr viste ikke mindste Nysgerrighed overfor al min lækre Madding; kun de smaa Hundestejler flokkede sig i Stimer omkring den og aad den ugenernt bort rundt om den morderiske Krog. Først da jeg otte Dage i Træk var vendt tomhændet hjem, og efter at jeg havde anbragt en lille Formue i de mest snedigt udtænkte Fiskeriredskaber, betroede Kristian mig grinende, at man her ikke kunde fiske med Snøre.
Jeg blev vred, fordi man ikke havde sagt mig dette før, og forskrækket herover tilbød han mig nu i sin Godmodighed selv, at vi fremtidig kunde drage ud i Fællesskab.
Nu begyndte et nyt Liv for mig. Hver Morgen Klokken fire og hver Eftermiddag Klokken seks tog vi med "Svinet" ud og røgtede et Bundgarn, som Kristian havde staaende helt ude ved Fjordmundingen, og hver Aften efter Solnedgang satte vi fem Hundrede Aalekroge paa et Næringsgarn tværs over Løbet ud for Færgerevet.
Kristian gav mig Undervisning i alt. Han viste mig, hvorledes jeg skulle sætte Maddingen paa Krogene saaledes, at den holdt sig levende saa længe som muligt; lærte mig at fastholde Aalene ved et bestemt Greb omkring dem med Langfingeren og at bedøve dem ved et Slag mod Baadens Kant. Han, der hjemme gik tavs og indesluttet, blev i det hele herude paa Søen livlig og underholdende. Naar vi sad der paa Toften i vore islandske Trøjer, med vore smaa Varmere under Næsen, bedækket med Fiskeskæl og med Ormeslim paa Fingrene, mens Stjærnerne tændtes eller sluktes over vore Hoveder, indviede han mig i alle Fiskeriets Mysterier, fortalte mig om Blegvande, om Sildeglimt, om Aalenes Vandringer, og Mjærder og meget andet. Jeg følte mig i Løbet af faa Dage næsten alvidende. Det var, som om en hel ny Verden – Havets uendelige Dybder aabenbarede sig for mig.
Det var et herligt Liv, og jo mere jeg hengav mig dertil, des mere betoges jeg af dets Friskhed. Tilsidst begyndte jeg paa egen Haand at udlægge Ruser efter Kristians Anvisning og sætte Garn; og om Middagen gik jeg lykkestraalende i Vand til op over Livet og strøg Sandheste med Gliv.
Saaledes forløb Tiden, indtil de mørke Nætter faldt ind.
3
23de September.
Da de mørke Nætter begyndte, lagde vi os om Aftenen efter ti over i Bugten udenfor Færgerevet for at stange Aal ved Blus – "blusse for Aal". Dette sker derved, at man oppe i Baadens Mast hænger en Lygte under en stor, stærkt buet Blikskærm, der samler alt Lyset over en enkelt Plet af Vandet umiddelbart ved Baaden saaledes, at man tydeligt ser Bunden ligesom gennem en Kikkert. Stangerne staar oprejst i Baaden, og mens denne ganske langsomt føres frem gennem Vandet, følger de skarpt med Øjnene enhver Bevægelse nede paa Bunden og hugger til med Geren, saasnart de aner en Aal under Dyndet. Thi kun hvor Bunden er blød og tangbevokset, nytter det at søge, og det gælder om at være fortrolig med de Pladser – snart under lavt Vand, snart mere dybtliggende – som Aalen paa de forskellige Aarstider plejer at foretrække.
Der skal i det hele baade et paalideligt Øje og en kyndig Haand til at drive denne Art Fangst med Udbytte – dels fordi det som oftest kun er ved ganske smaa Bevægelser, at Aalene røber deres Tilstedeværelse; dels fordi en Uøvet paa Grund af Lysbrydningen altid rammer ved Siden af det Sted, han har sigtet efter med Lysteren. Tillige skal alt gaa saa stille af som muligt; og denne tvunge Tavshed, Nattens dybe Mørke og den idelige, agtpaagivende Stirren ned i denne fremmede, undersøiske Verden, der langsomt glider En forbi med sit slumrende Liv og sine Tangskove, frembringer uvilkaarligt en Spænding, som er ejendommeligt betagende. Nu og da kommer – hidlokket af Lysskæret – en eller anden Smaafisk svansende, stirrer omkring, bevæger Munden, som om den snakkede med sig selv, og forsvinder derpaa igen i Mørket.
Særlig interessant blev nu denne Nattefangst her, fordi – foruden vort – endnu et halvt hundrede andre Aaleblus skinnede over Bugten. Der var Baade helt ude fra Havstranden, og naar de henimod Midnat alle var samlede, frembød disse mange røde Lyssøjler i det blanke Vand et pragtfuldt Skue. Selv var jeg ganske stolt af at være Deltager i dette natlige Stævnemøde. Ikke mindst, naar henimod Klokken to de fleste Baadlag sluttede sig sammen for i Fællesskab af nyde Nattenadveren, følte jeg mig betaget af det Liv, der her udfoldede sig. I de krydsende Lygteskær, omgivet af den bælgmørke Nat, sad de skæggede Fiskere med Fedtebrødet i den ene Haand, medens de med den anden roligt ragede om i Kuben, hvor de slimede Aal vred sig omkrig hinanden med Tarmene ude af Livet. Jeg sad ved Siden af Kristian, og mens Brændevinsflasken gik rundt, hørte jeg paa alle Slags mærkelige Historier om, hvad der kan hænde Folk pa Søen. Især var der en stor Fisker med ildrødt Bukkeskæg, der havde oplevet det utroligste i Retning af at have hørt underlige Lyde paa Havet og faaet Lig af Søfolk i sit Næt. Og skønt Kristian efter hver af hans Historier saa' ned til mig med et Smil, ligesom for at fortælle mig, at jeg ikke skulde tro paa dem, gjorde de alligevel under disse Forhold et Indtryk paa mig, som jeg havde vanskeligt ved at afryste. – Efter en halv Timestids Forløb skiltes saa Baadskaren i en Slags halvdrukken Lystighed for igen at tage fat paa Arbejdet.
Imidlertid ophørte dette Baadstævne med første maaneklare Nat; Fiskerne drog ud paa Havet til Sildedræt, og da Kristian havde faaet Bundgarnet lagt paa Land, var jeg atter ganske ledig. De ørkesløse Farter med "Svinet" havde ganske tabt Tillokkelsen for mig, og i min Raadvildhed tænkte jeg for Alvor paa at drage afsted med en af Sildefiskerne, da jeg ganske tilfældigt fandt Kristians gamle rustne Jagtbøsse i en Krog af Stalden.
Da Kristian kom hjem og saa' mig stå og pudse ivrigt paa Bøssen, smilte han paa sin sædvanlige lidt ironiske Maade og sagde:
"Vil De paa Jagt?"
"Ja."
"Kan De skyde?"
"Det lærer jeg vel nok."
"Men det er ikke Jagttid endnu."
Det havde jeg ikke tænkt paa. Alligevel gik jeg de følgende Dage og øvede mig for Tidsfordriv ved at skyde efter Spurvene i Haven, ja i min Utaalmodighed sendte jeg endog en Aften et ulovligt Skud Hagl efter en Harekilling, der kom løbende over Rugstubben. Mest opholdt jeg mig dog ude foran Skovkanten, hvor jeg morede mig med at plaffe Stærene, der i store Flokke svingede sig fra Top til Top. Regelmæssigt ledsagedes jeg her af tre Katte, der havde opsnuset mit blodige Forehavende og hurtigt opsnappede de Fugle, der drattede ned for mine Skud.
Endelig faldt Jagttiden ind.
4
24de September.
Paa denne Tid saa' jeg for første Gang den Person, hvis Bekendtskab skulde faa en saa afgørende Indflydelse paa mig.
Kristian og jeg kom ude fra den lille Kvæg-Ø i Fjordmundingen, hvor vi om Eftermiddagen havde drevet omkring og skudt efter det Smaavildt, som dér fandtes. Da nemlig Greven havde Jagtretten over alt Land i vid Omkreds, og da det især var strængelig forbudt at vise sig i Skovene med Bøsse, maatte vi tage til Takke med, hvad vi kunde finde paa Holmene eller nappe os til paa Fjorden. Dette var i Almindelighed ikke meget, og heller ikke ved denne Lejlighed vendte vi tilbage med større Udbytte end et Par magre Graaænder, nogle Rødben og Skindet af en Sælhund, som den gamle Hyrde paa Øen en Dag havde fundet liggende død paa Stranden.
Det var henimod Aften, da vi med stiv Bør styrede "Svinet" ind igennem Færgeløbet.
Pludselig slog Kristian sig med en for ham usædvanlig Livlighed paa Laaret og udbrød:
"Katten riv' mig … dér har vi Andreas!"
"Hvor?!" spurgte jeg ivrig og rejste mig halvt op.
"Kan De ikke se – han staar dér i Døren."
Virkelig saa' jeg nu en fremmed Mandsperson staa derhenne sammen med Kromanden, og ved Synet af ham blev jeg ganske underlig til Mode.
Andreas – eller Andreas Hals, som han egenlig hed – havde nemlig, skønt jeg aldrig før havde set ham, allerede spillet en vis Rolle i min Fantasi. Kristian havde ofte talt om ham til mig og altid med den dybeste Beundring, blandet med en besynderlig Hemmelighedsfuldhed, som jeg i Begyndelsen ikke forstod. Han havde først ikke kunnet forstaa, at jeg ikke havde hørt Andreas omtale før, i hvilken Anledning han en Tid nævnte hans Navn med en vis Forbeholdenhed. Men senere blev han uudtømmelig i Lovprisning af hans Færdighed, Mod og Snarraadighed. Regelmæssigt, naar jeg paa vore Jagtudflugter roste ham for et lykket Skud – Kristian var en ualmindelig sikker Skytte – sagde han: "Naada! Nej, saa skulde De se Andreas! – han fejler aldrig et Skud, om det saa er en Dobbelering." I det hele fik jeg det Indtryk, at Kristian ansaa sin Ven for en Person, der var udstyret med alle menneskelige Fuldkommenheder.
Men samtidig bibragte hele hans forblommede Maade at omtale Vennens Bedrifter paa mig efterhaanden den Formodning, at den gode Andreas' egenlige Haandtering var Krybskytteri. Kristian nævnte aldrig Ordet, og selv forstod jeg, at det ikke maatte siges højt, da Andreas øjensynlig havde sit Tilhold i Kroen, naar han hjemsøgte Skovene dér omkring.
Da jeg en Dag alligevel ikke kunde dy mig for at bringe Sagen paa Bane, blinkede Kristian snedigt med sit ene lille lyseblaa Øje og sagde:
"Hvor kan De tro det. De véd nok ikke, at Skovfogden hvert Nat gaar med ladt Bøsse gennem Skoven."
"Aa!" – mente jeg – "Naar man er saa snedig, som Deres Ven lader til at være, kan man vel nok hytte sit Skind. Og et fedt Dyr er jo en god Steg."
Kristian saa' op i Himlen og lo.
– – Idet vi steg i Land ved Broen, kom Andreas slentrende hen imod os. Jeg formelig slugte ham med Øjnene; men jeg skal ikke nægte, det første Indtryk var en dyb Skuffelse.
Jeg havde efter alle Kristians Beretninger forestillet mig ham som en Slags Vildmand, en haandfast Karl, en sjællandsk Røver i Kulsvierstil – og jeg saa en lille fregnet og blegnæbet Fyr med en pibende Pjatte-Stemme og et Par tynde, slatne Spæde- [her mangler en side fra avisen]
5
26de September.
Fra denne Dag kom Andreas Hals hver Aften til Færgekroen, og med ham fulgte for mig et nyt, spændende Liv.
Hvorfra han kom, og hvortil han gik, var det mig ikke muligt at efterspore. I Kroen foregav de en fuldstændig Uvidenhed derom. Det hed sig blot, at han besøgte dem "for gammelt Venskabs Skyld". Navnlig var den lille Krokone meget ivrig for at bortlede enhver Mistanke ved lange Fortællinger om en Moster, som Andreas skulde have inde i Byen, men som han ikke kunde lide, hvilket skulde være Grunden til, at han opholdt sig saa meget i Kroen.
Andreas selv viste ikke nær saa stor Forsigtighed. Vel saa' jeg ham aldrig med Bøsse eller andre Jagtrekvisiter; men ved hans Klæder hang altid en umiskendelig Lugt som af Vildtsved, og hans Negle havde ofte røde Rande af Blod. Desuden mærkede jeg mig efterhaanden, at Tiden for hans hemmelighedsfulde Bortgang eller Ankomst altid stod i en vis Forbindelse med Maanens Op- eller Nedgang. Saalænge det kvældnede, brød han tidligt op, og bestandig inden det blev lyst; men da Nyet var blev tændt, indfandt han sig først sent paa Aftenen, ja til sidst først langt ud paa Natten, naar det var blevet maanemørkt. Da hørte jeg ham fra min Seng banke paa Ruden til Kristian og efter en kort Parlamenteren at blive lukket ind.
Hidtil havde Kromanden, Kristian og jeg fordrevet de begyndende lange Aftener ved en fredelig Gammelmands-Sjavs med otte Kort og Makker. Nu, da Andreas blev vor Fjerdemand, gik vi over til den vilde Ny-Sjavs med fire Kort og to Købere, hvilket var det eneste Spil, Andreas vilde være med til; og samtidig steg Bêten fra én Øre for tabt Spil og to for Jan til præcis de tidobbelte, da Andreas ikke vilde spille om Kobber. Den gamle Kromand brummede vel regelmæssigt lidt dertil; men det var tydeligt nok, at man var vant til i enhver Henseende at føje sig efter Andreas, og – som alle Berømtheder – taalte denne øjensynligt heller ikke godt Modsigelse.
Kristian sagde aldrig noget. Han forholdt sig temmelig ligegyldig overfor det Hele, og var overhovedet for godmodig til at blande sig i Tvistigheder.
For mit eget Vedkommende optog Andreas' Nærværelse mig saa meget, at jeg havde ondt ved at vedligeholde Interessen for Spillet. I den overspændte Tilstand, hvori hele dette uvante Friluftsliv og disse idelige Beretninger om Jagt og Blod og Mord havde hensat mig, indsnuste jeg begærligt Vildtduften fra hans Klæder og fulgte agtpaagivende enhver af hans Bevægelser og enhver Trækning i hans blege, underlig halvtillukkede Ansigt, som om de kunde røbe for mig hele det hemmelighedsfulde Liv, i hvis Enkeltheder jeg brændte efter at blive indviet.
Andreas selv sad i Almindelighed temmelig stille, altid i en og samme Stilling med Fødderne overkors helt oppe under Sædet og ludende Skuldre – netop som jeg tænkte mig ham siddende de lange Nætter under Buskene i Skovene, lyttende til hver Raslen i Løvet og Glammet fra Skovfogdens Sporhunde. Han var klædt i en sort Skindvest, havde lodden Hue paa Hovedet og et stort strikket Tørklæde viklet tre Gange om Halsen, hvilke Beklædningsgenstande han end ikke aflagde herinde i Stuen – som om han havde vænnet sig til altid at være rejsefærdig, for ved mindste Vink at kunne forsvinde.
Imidlertid bryggede Krokonen Toddy til os af Brændevin og varmt Øl, mens Sørine – den tykke Tjenestepige – sad og halvsov henne i Krogen bag en Rok. Naar Uret slog ni, rejste hun sig, satte Rokken bort og begyndte uden videre at klæde sig af. Først, da hun næsten var afklædt, krøb hun i den ene af Alkoverne og trak Forhænget blufærdigt for, hvorefter man saa' en hvid Arm, saa tyk som et Laar lade først en Vadmelsklokke og dernæst et Par lange blaa Strømper falde ned paa Gulvet.
Et halvt Minut efter hørte man hendes dybe Snorken.
En Tid efter rejste saa ogsaa Andreas sig.
"Naa – man skulde vel se at komme hjem i sin Bet," sagde han og smilte i det samme polisk hen til Krofolkene.
Disse saa' lidt forlegne ned mod Gulvet og skævede derpaa hen til mig.
Jeg sagde Godnat og gik hastigt op paa mit Loftskammer. Med bankende Hjærte stillede jeg mig hen ved Vinduet, og ofte stod jeg dér den halve Nat og spejdede og lyttede ud mod de tavse Skove.
6
27de September.
En Aften sad vi som sædvanlig ved vor Sjavs. Udenfor brølede en vild Vestenstorm, og Regn og Hagl og hele Isstumper slog mod Ruderne med et saadant Rabalder, at vi undertiden næppe kunde høre vor egen Tale. Det peb og fløjtede som med tusende forskellige Stemmer gennem Skorstenen rundt om Husets Hjørner, gennem Sprækker og over Taget; og nu og da tog Stormen hele Huset i Favn og gennemrystede det, saa det ligesom klagede sig og stønnede under det.
I tre Døgn havde dette Uvejr hærget Egnen og handlet ilde med Skovenes gulnende Løv, der var hvirvlet rundt i Luften som tætte Skarer af forskræmte Fugle og undertiden ganske havde formørket den. Stammer var knækkede, og Grenene havde knaget, saa det havde været ganske uhyggeligt blot at nærme sig Skoven, og ude fra Fjorden, der stod hvid af Skum, var Flokke af Maager og Vildgæs kastet ind paa Land.
Det var allerede blevet sent paa Aftenen. Sørine var forlængst krøbet op i sin Alkove. Lampen over vore Hoveder begyndte at lyse mat. Selv Krokonen var imod al Sædvane faldet i Blund i et Shawl henne i Krogen ved Ovnen, hvis Ild var gaaet ud.
Vi havde drukket tæt af den sædvanlige Brændevinstoddy, og Andreas spillede desaarsag om muligt endnu vildere, end han plejede. Selv om han ikke havde en eneste Knægt, endsige nogen sort Dame, tog han Spillet ud af Hænderne paa os andre; og det mærkelige var, at han alligevel næsten altid vandt, hvad der gjorde den gamle Kromand ganske rasende.
En Gang sad han i Baghaanden med Ruder Knægt og to Fedekort. Kristian, som havde Forhaanden, havde meldt første Gang, jeg anden Gang, og Kromanden tredje, altsaa i Klør. Nu kunde man sige sig selv, at naar den forsigtige Kromand meldte tredje Gang, havde han mindst de to sorte Damer, en Knægt og et sikkert Fedekort. Alligevel lagde Andreas Haanden paa de to Købekort, hvad der betød, at han spillede paa dem, han havde. Og hvorledes det nu end gik til, saa vandt han ogsaa denne Gang paa de to sidste Stik.
Den ellers saa urokkelig rolige Kromand formelig sitrede af Raseri. Han beskyldte Andreas for at have snydt, ja begyndte endog – trods Kristians formanende Øjekast – temmelig utilsløret at hentyde til hans natlige Tyvehaandværk.
Andreas svarede ikke, men blev bleg, og sendte den Gamle et lurende Blik under de halvt tillukkede Laag.
Saa fortsatte vi Spillet i Tavshed.
Pludselig løftede Andreas Hovedet.
"Tys!" udbrød han. "Hører I ikke?"
"Hvad er der?" sagde vi alle, halvt forskrækkede.
"Kan I ikke høre? … Der er nogen, der raaber."
Gennem Stormens Sus og Fløjten og Brølen hørte vi virkelig nu en Menneskestemme skrige enstonigt og uopholdeligt.
"Det er derovre fra Revet," sagde Kristian. "Det er en, der vil færges over."
"Paa denne Tid! Og i dette Vejr!" udbrød den Gamle.
Vi lagde alle paa en Gang Kortene og rejste os op.
"Skaf en Lygte," raabte Kromanden. "Hvad kan det være?"
Kristian fik Lygten tændt; med Besvær fik vi andre Yderdøren presset op imod Stormen, der stod lige paa Huset, og nu hørte vi ganske tydeligt Raabet derovre fra, som Vinden bar imod os. Det lød helt uhyggeligt, som kom det fra et Menneske i Vaande. Natten var begsort, kun Fraaden paa det oprørte Vand saas nu og da blinke, og Regnen ligesom kastedes ned spandevis.
"Hvad kan det være?" spurgte jeg ganske beængstet.
"Jeg tænker, det er én, der vil hente Jordemo'er," sagde Kristian stille. "Det er hændt før. naar deres egen har været væk, og der er kommet noget paa!"
"Aa Skidt, ikke andet! sagde Andreas. "Lad ham saa staa og skraale – det er jo desuden ikke muligt for et Menneske at komme over nu. Man kan jo ikke se en Haand for sig, og Maanen kommer ikke op før om et Par Timer. Lad os saa bare gaa ind til Kortene."
Kristian stod og saa ud i Mørket, hvorfra Raabene kom. Stormen havde slukket Lygten, men i Skæret fra Stuevinduet saa' jeg ham bide sig raadvild i Overskægget.
"Hvad siger du, Fa'er?" spurgte han saa.
Den gamle saa' op imod Himlen – Stormen redte hans hvide Haar ud i Luften som en Hestemanke – rystede paa Hovedet og sagde:
"Det nytter ikke. Vi faar ikke Baaden igjennem."
"Aa – tag Lygten Fa'er – det er dog fælt, saa han skriger. Der maa være noget alvorligt paa Færde. Jeg tror alligevel, jeg vil forsøge paa at komme over. Det maa dog vel kunne lade sig gøre."
Han gik ned imod Søen, og lidt efter hørte vi ham rumstere i Baaden.
"Har du Oljetøj med?" raabte den Gamle.
"Ja." svaredes der dernede fra.
"Hold godt i Nord, Kristian."
Men Kristian var allerede ude paa Søen og hørte ikke længer Faderens Stemme, skønt denne satte begge Hænder som en Raaber for Munden og brugte sine Lungers fulde Kraft. Derimod hørte vi endnu en Stund tydeligt, hvorledes han kæmpede sig frem mod Søerne mod sejge Aaretag, der fik Toldene til at skrige, og en Gang raabte han ind imod os:
"Sving Lygten, Fa'er!"
Den Gamle begyndte da at svinge med Lygten, som Andreas imidlertid atter havde faaet tændt inde i Huset. Øjeblikkelig forstummede da Skrigene derovre fra Revet, hvor Manden nu forstod, at han var bleven hørt.
7
28de September.
I over et Kvarter stod vi i Døren og ventede paa, at Kristian skulde vende tilbage. Men vi hørte intet uden Sus og Hvinen og Plasken. Stormen havde til Held i Øjeblikket lagt sig en Smule, men til Gengæld væltede Regnen des frygteligere ned. Det var en fuldstændig Syndflod.
"Han har vel Øsekar med, haaber jeg – for han faar Baaden fuld, Drengen," sagde Kromanden.
"Hvad Fanden vilde han ogsaa paa den Galej for", sagde Andreas foragteligt og skuttede sig. "Det er jo ingen Maner at raabe Folk op ved Nattetid, fordi en Mær skal kælve. Han skulde bare ha'e ladet ham staa derovre og skrige sig Lungen ud af Halsen, saa fik Kællingen vel nok mjavet af sig imens. Hvor kan han desuden tro, at han kan faa nogen Madamme med sig i dette Vejr."
Efter disse raske Ord fandt ogsaa jeg, at den gode Kristian havde baaret sig dumt ad, og at han i det Hele var lidt for enfoldig.
Endelig bar Vinden atter Lyden af Aarer ind imod os, og lidt efter tørnede Baaden med et Brag mod Broen, hvorhen vi derpaa skyndte os med Kapper over Hovedet.
"Kom du over, Kristian?" raabte den gamle ned.
"Ja".
"Er det efter Jordemo'er?"
"Ja."
"Hvem er det?"
"Jeg kender ham ikke".
Kromanden vendte Lygteskæret ned mod Bagstavnen af Baaden, og her saa vi nu en lille bleg Fyr sidde sammenkrøben som en druknet Mus.
"Sikken Rad!" sagde Andreas.
"Er det galt fat derovre?" spurgte Kromanden. "Er du fra Stevenholt?"
Den fremmede nikkede og krøb nu op ad Trappen.
"Saa haster det, kan jeg forstaa? Ved du, hvor Madam Svendsen boer?"
Den fremmede rystede paa Hovedet.
"Nej", næsten hviskede han.
"Ja Gud véd, om du faar hende med. Men du kan jo altid forsøge", vedblev den Gamle og gav ham nu omstændelig Besked om, hvad Vej kan skulde følge – først gennem Skoven og derpaa næsten en halv Mil ind i Landet.
Imidlertid tog vi andre Fyren nærmere i Øjesyn. Han saa ynkelig ud. Han havde paa Hovedet en gammel itureven Hat, der sad ham helt ned over Øjnene. Hans tynde slunkne Krop var indhyllet i en tynd, alt for lang Frakke, bag hvilken man i Halsen ikke kunde se noget Linned, og paa Fødderne havde han en Sko og en Støvle, fra hvilke Tæerne stak ud. Vandet drev af ham lige fra Hatteskyggen til de opflossede Benklæder; han rystede af Kulde, og om Munden, der var bred som en Flab, var han ganske blaa: hans smaa sorte Øjne løb forvildet om som et jagets Dyrs, og han syntes kun halvt at høre efter, hvad Kromanden forklarede ham, idet hans opskræmte Tanker aabenbart endnu færdedes derovre, hvorfra han kom..
Kromanden ynkedes over ham og sagde:
"Du fryser. Kom ind og tag dig lidt varmt – det kan du vel nok give dig Stunder til!"
Men Fyren hviskede "Nej Tak" og skyndte sig strax bort.
"Ja, saa skal vi vel sidde oppe efter dig", raabte den Gamle efter ham ud i Mørket.
"Ja Tak – ja Tak", svaredes der – og vi hørte ham allerede ikke mere.
"Det var da en mærkelig Fyr", sagde vi alle næsten samtidig, idet vi gik tilbage til Kroen.
8
1ste Oktober.
Nu var der ikke andet at gøre: vi maatte forberede os paa at sidde oppe den halve Nat for at være den underlige Fyr behjælpelig, naar han kom tilbage med eller uden Jordemoderen.
Der hjalp derfor ingen kære Mo'er – den snorkende Sørine maatete purres op og lige for vore Øjne krybe ud igen af Alkoven for at være Krokonen behjælpelig med at koge Kaffe og dække Nadverbord paany.
Mens vi spiste og da Kromo'er atter havde faaet brygget nogle store varme Brændevinstoddyer, faldt Talen ret naturligt paa de forskellige notable eller mystiske Personer, der i Aarenes Løb var blevne færgede over Fjorden. Kromanden havde en lang Praksis at hente Eksempler fra, idet han i snart fyrretyve Aar havde besørget Færgefarten her, og han fortalte om de to berømte Onsved-Mordere, som han en Dag havde sejlet over uden at ane, hvem de var; om den unge Frøken paa Rugnæs, der en Stormnat – netop som denne – var flygtet med Huslæreren paa Slottet, iført Røgterens Klæder, saa Kromanden, der var bleven kaldt op af Sengen ved deres Raaben, ikke havde kendt hende, men paa Overfarten budt hende en Skraa til at varme sig paa.
Herfra gik vi over til at tale om de hemmelighedsfulde og uhyggelige Begivenheder, der i det hele knyttede sig til Egnen, og navnlig om det blodige Røveruvæsen, der endnu for indtil en Snes Aar siden blev drevet i Skovene her. Blandt andet fortalte Kromanden følgende:
En Vinternat med sort Himmel og Ruskregn kom en Proprietærer kørende inde fra Købstaden. Han havde været inde med Fedesvin, og hans store Lædertegnebog var desaarsag vel spækket med gode Pengesedler. Da han kom i Nærheden af Skoven, som han skulde igennem, saa' han ved Vejkanten en gammel Kælling, der hinkede frem gennem Pløren ved Hjælp af en tyk Støttestav og med Skørtet slaaet over Hovedet. Da han kørte hende forbi, stønnede hun saa hjærteskærende, at Proprietæren ynkedes over hende. Han standsede derfor sine Heste og spurgte, om hun vilede køre med. Med Besvær kravlede hun op i Vognen og fik Plads ved Siden af ham paa Agebrættet.
"Hvor kommer I fra saa silde paa Natten, Mo'erlille?" spurgte han, idet de nu kørte ind i Skoven.
Hun svarede kun med en fornyet Stønnen, og det var, som om hun sank mere og mere sammen over sin Stok.
"Hvor skal I da hen?" spurgte han videre.
Men hun rystede paa Hovedet og pegte paa sit Øre for at tilkendegive, at hun var døv.
Dette gjorde imidlertid Proprietæren mistænksom, og da de naaede en Lysning i Skoven, tog han sin Passager nærmere i Øjesyn. Han lagde da straks Mærke til, at Hænderne, hvormed denne vedblivende holdt krampagtig om sin Stav, var underlig store og grove, som tilhørte de ikke en Kvinde, endsige en gammel udtæret Kælling, der vaklede paa Gravens Rand, og ved at se nærmere til opdagede han da ogsaa under Skørtet og de mange Tørklæder, hvormed Hovedet var indbundet – et stort, rødt Fuldskæg.
Aha! tænkte han. En Bandit altsaa!
Proprietæren var en Mand, der ikke tabte Hovedet i en snever Vending. Han standsede pludselig sine Heste og raabte ind i Øret paa Fyren:
"Aa, Mo'erlille! Jeg tabte min Pisk. Kan I ikke kravle ned efter den. Jeg tør ikke gaa fra Hestene … det er et Par unge Labaner, som I ser. Pisken ligger bare to Skridt herfra, og jeg skal nok hjælpe Jer op igen".
Banditten sad lidt, som om han betænkte sig. Tilsidst kravlede han dog under fornyet Stønnen ned af Vognen, og ikke saasnart saare havde hans Haand sluppet den, før Proprietæren lod Pisken – som han imidlertid havde holdt skjult – hvine hen over Ørene paa Hestene, saa disse med et Ryk for afsted med Vognen.
Da Banditten mærkede, at han var holdt for Nar, opløftede han først et Skrig og udstødte derpaa med en Fløjte en gennemtrængende Piben.
Ja saa, der er flere! tænkte Proprietæren hed om Ørene og piskede af al Magt paa sine vildt opskræmte Dyr.
Han var netop kommet til Skovens mørkeste og skumleste Punkt, et Granholdt, hvor høje Brinker til den ene Side og tæt, uigennemtrængeligt Grankrat til den anden snevrede Vejen ind, saa næsten alt Lys blev lukket ude fra den.
Han forstod, at det maatte være dér, det paatænkte Overfald skulde have fundet Sted, og i det samme hørte han ogsaa til den ene Side Lyden af Folk, som brød sig Vej gennem Krattet: Kviste, der knækkede, Siv, der raslede, og bag ved sig: den vedholdende, gennemtrængende Piben, der fik Hestene til at skælve som skræmte Hjorte.
Pludselig sprang en Mand, der aabenbart havde ligget skjult i Vejgrøften, med et vildt Skrig frem for at gribe Hestene i Bidslerne. Men han kom for langt ind paa Vejen – Vognstangen ramte ham lige i Brystet. Han udstødte et Brøl og rullede derpaa stum ned igen i Grøften som et Pindsvin.
"Skyd! Skyd! For Satan!" hørte Proprietæren nu en hæs, forpustet Stemme ikke tyve Skridt bag ved Vognen.
"Jeg har tabt Fænghætten."
"Aa, for Djævelen, saa skulde da – –"
Imidlertid havde en anden faaet fat i Bagsmækken af Vognen og søgte, trods dennes rasende Fart, at entre op. En Knippel havde han i Forvejen kastet op i Vognbunden, og han havde allerede det ene Knæ over Bagsmækkens Kant.
Proprietæren blegnede. Han kunde ikke slippe Tøjlerne med en Haand – – – – – – – – – – – – – – – –
Saa langt var Kromanden kommen i sin Fortælling, da vi pludselig hørte Vaabenklirren og Lyden af en Rytter udenfor Vinduerne. I det samme blev der raabt ind til os.
Vi fór alle i Vejret, og Andreas blegnede og krøb straks ind under Sofaen, mens vi andre gik ud til Døren og lukkede op. I Skæret fra Vinduerne holdt en Gendarmunderofficer paa en dampende Hest og med Kraven op om Ørene.
"Er det Kroen her?" spurgte han.
"Ja."
"Politimelding til Kromanden, – er han der?"
"Ja – det er mig."
"Godt. Jeg skal bede Dem om at fastholde enhver mistænkelig Person, der i Nat eller i Morgen lader sig færge over Fjorden. Forstaar De? Mestertyven er brudt ud derovre fra Tinghuset, og det er rimeligt, at han vil prøve at komme denne Vej."
"Mestertyven? – Hvordan ser han ud?"
"Det er en lille Person med et stort Ar tværs over Ansigtet – –"
"For Fanden! Saa er det jo ham, vi færgede over for en halv Time siden."
"Hvad for noget? Har De færget nogen over i Aften? Saa er det ham! Saa er han altsaa i Skovene her. Der er allerede sat Vagt rundt om paa alle Vejene, saa han kan ikke slippe ud. Sognefogden er ude med en Styrke paa Chausséen. – Sørg De nu for, at Fyren ikke kommer over igen, saa skal vi nok fange ham. De maa holde Vagt ved alle Baadene her, ellers stikker han i Søen for os igen. Er der Mandskab her?"
"Ja, vi er fire Mand."
"Godt. Saa kan I vel nok holde Stranden besat, indtil I faar Hjælp. Naar det saa bliver lyst, holder vi Klapjagt paa ham. Men brug Øjnene godt – for det er en Satan til at smutte væk. Og har I noget Vaaben, saa tag det med."
"Maa vi skyde!" raabte Andreas, der var kommen frem, da han hørte, hvad Sagen gjaldt. Hans Ansigt fik pludselig Liv.
"Ja, dersom han sætter sig til Modværge. Og han trækker gærne Knive, den Fyr! – Men jeg maa afsted. Nu har I altsaa forstaaet det? Jeg kommer igen om en Timestid, naar det lysner." – –
9
2den Oktober.
Den næste Dag var "Klapjagten" i fuld Gang. Fra alle Omegnens Landsbyer var der udsendt Mandskab til at holde Vagt, og mens Folkene stod opstillet paa Post langs med Udkanten af Skoven, gennemsøgtes denne af fire svært bevæbnede Gendarmer og Egnens Politibetjent – dog endnu til Kl. fem om Eftermiddagen uden Resultat.
At Flygtningen ikke desmindre virkelig opholdt sig i Skoven var hævet over enhver Tvivl. Blandt andet havde en intet anende Bondekone, der om Morgenen var kommen gennem Bøgekrattet, sét en Mandsperson, svarende præcis til det opgivne Signalement, luske om derinde; og ogsaa paa anden Maade havde hun kunnet eftervise hans Spor.
Tilsidst bestemtes det at forøge Mandskabets Styrke, og derpaa at lade det bevæge sig langsomt ind igennem Skoven hen imod Fjorden, omhyggeligt ransagende enhver Busk og enhver Trækrone for derved at indsnævre Kredsen omkring den forfulgte. Ved denne Fremgangsmaade kunde han umuligt slippe os af Hænde, og det hele fik derved ogsaa mere Karakteren af den spændende Vildtjagt, vi alle havde spidset Næsen efter.
Andreas og jeg havde valgt en ensom Post under nogle vaade Buske lige ved Fjordbredden og omringet af et tæt Krat, hvortil Flygtningen – efter Andreas' Beregning – tilsidst vilde ty hen, naar "Klapper"-Kæden havde omsluttet ham. Her vilde sandsynligvis altsaa Hovedslaget komme til at staa, og paa femte Time sad vi stille paa Lur, med haggelladte Bøsser og spidsede Øren, lyttende efter hver mindste mistænkelige Bevægelse inde i Krattet.
Undertiden kom en af Gendarmerne eller Politibetjenten listende hen til os langs Strandkanten for at give os Besked om Klapper-Kædens Bevægelser eller forhøre sig, om vi havde set eller hørt noget. Naar vi hviskende havde afgivet vor Rapport, fjærnede han sig atter med en Opfordring til os om at passe rigtig godt paa. Det hele havde et ganske feltmæssigt Præg, der tiltalte mig særdeles.
Andreas sad i sin sædvanlige Stilling med Benene oppe under sig. Naar alt var stille omkring os, røg han Tobak og smaasnakkede med halv Stemme – altid om sig selv, som berømte Folk plejer, og allermest om sin Bøsse, som han kalde "Munter" og som han pludselig havde faaet mellem Hænder – Gud véd hvorfra? – da vi forlod Kroen. Han lagde her paa Tomandshaand slet ikke Skjul paa sin Haandtering, men fortalte med uendelig Selvfølelse om alle sine Æventyr og alle de Puds, han havde spillet Skovfogderne baade her og anden Steds.
Hvor jeg misundte ham! Og hvor jeg beundrede al hans Viden og disse Sanser, som dette Fribytterliv havde skærpet indtil det fænomenale. Naar han pludselig standsede sin Tale og lyttede, hørte han hundrede Lyde, som mit Øre slet ikke kunde opfange. Naar han strakte sig under Buskene, kunde han – trods Taagen, der hang mellem Grenene – se dybt ind i Tykningen og fortælle, hvad det var, der rørte sig derinde. Han kendte hver Fugl paa dens Sang og kunde lugte Rævene paa mere end hundrede Skridts Afstand.
– – – Det var allerede ved at skumre, da vi pludselig hørte Raab og Larm inde fra Skoven. Uden et Ord tog vi til vore Bøsser og rejste os. I flere Minutter stod vi aandeløse, parate til enhver Modtagelse, mens Raabene bestandigt nærmede sig. Det var tydeligt, de havde endelig faaet Spor paa Fyren og var i Færd med at sætte efter ham.
Det varede da heller ikke længe, før vi hørte det bryde og brage inde i Krattet. Andreas spændte Hanen og smilte uhyggeligt.
"Skal vi skyde?" spurgte jeg. Mit Hjærte bankede voldsomt, og mine Hænder skælvede.
"Ja vist! Dersom han gør Modstand, – det hørte De jo. Men i Benene, forstaar sig!"
"Men gaar det an?"
"Tys!"
Høje Skrig og Raab lød pludselig ganske nær ved os. Og den Ophidselse, hvori Spændingen havde bragt mig, kastede jeg Bøssen til Kinden. Der bølgede som en rød Taage for mine Øjne. Ved det første Glimt af det frembrydende Vildt vilde jeg fyre. Jeg vilde høre Knald, se Blod – –
Lige foran saa jeg nu en Skikkelse komme løbende. Jeg havde allerede Fingren paa Aftrækkeren, da Andreas greb mig i Armen og udbrød:
"Er De gal, Mand! Hvad er det, De gør? Det er jo Gendarmen."
"Lad mig skyde!" raabte jeg ganske ude af mig selv.
I det samme slog Andreas mig Bøssen ud af Haanden. Skuddet gik af og ramte nogle Træstammer lige i vor Nærhed.
"Jeg tror, Fanden plager Dem," hørte jeg akkurat Andreas sige. Hvad der ellers skete i de paafølgende Sekunder, vidste jeg ikke siden. Alt løb rundt for mine Øjne, og da jeg kom til Besindelse, følte jeg selv, at jeg var meget bleg og havde et forvildet Blik. Jeg rystede stærkt og havde en underlig Kuldefornemmelse over hele Legemet.
"Har jeg skudt nogen?" hviskede jeg, idet en ubeskrivelig Rædsel betog mig.
"Nej, for Fanden – men hvordan er det, De bærer Dem ad. Kom, vi maa afsted. De har faaet fat i ham derinde!"
Jeg vaklede viljeløst efter ham og befandt mig snart i en Klynge højrøstede og ophidsede Mennesker, som stod i Kreds omkring den indfangede Flygtning, der laa bunden og bastet paa Jorden – skrækkelig tilredt, ligblaa i Ansigtet, med det jagede Vildts vildt stirrende Øjne og en dyb Flænge fra Mundingen op i den ene Kind.
Ved Synet af Blodet, der løb ham ned over Ansigtet, gik der en Gysning igennem mig. Jeg følte en uendelig Lede, en kvalmende Afsky og Rædsel for mig selv, for mit Liv og for disse ophidsede Mennesker, der stod her som i en Sejrsrus og tilraabte det ulykkelige Offer alle Slags smudsige Forhaanelser. Og i denne Raahed havde jeg deltaget! Til denne dyriske Glæde havde jeg – Skridt for Skridt – ladet mig forlede.
Jeg vendte om og gik hjem, pakkede min Kuffert og rejste. Senere blev min Bøsse, som man havde fundet i Skoven, sendt efter mig. Jeg lod den bringe op paa Loftet – og har ikke villet se den siden.
Urbanus
