Fra Byen

Paa Vinkjælderen.

Naar Spillelærer og kgl. Kapelmusikus Viktor Jensen efter endt Theaterforestilling og otte Timers uafbrudt Undervisning i de forskjelligste Bydele gik hjem til den fjerde Bagsal ude i Nørrebrokvarteret, som han med et eget bittert Smil kaldte sin "lune lille Rede", og hvor otte jamrende Børn samt en Ragekniv af en Kone ogsaa ofte kunde gjøre ham det hedt nok, steg han paa Vejen regelmæssig ned i en bekjendt Vinstue, der laa ham paa Strøget, for dér med et Øjebliks Ro at døve sine angrebne Nerver og ligesom hente Modet til at vende tilbage til det Stridens og Kummerens Hjem, han aldrig nærmede sig uden en stille Gysen.

Hans Gang herned var og havde i mange Aar været saa konstant og sikker, at Kjælderens øvrige Stamgjæster slet ikke længer mærkede det, naar hans lange, magre, duknakkede Skikkelse, med slubrende Galoscher og Paraplyen under Armen, gled ned igjennem Døren.

Lydløs hængte han sin gamle graa Cylinderhat paa den beskedneste Plads i den lange Knagerække, lagde omhyggeligt sit tærnede Halstørklæde over den og satte sig stille hen i sin fjærne Krog, halvt skjult af Tønderne, hvor Opvarteren strax bragte ham den reglementerede halve Toddy samt en af Aftenaviserne.

Denne sidste benyttede han imidlertid ikke saa meget til at læse i, men anbragte den hemmeligt paa Bordpladen under sin Albue for at beskytte Frakkeærmet.

I lignende Hensigt undersøgte han altid ængstelig Stolen, inden han satte sig. Men var han kommen til Sæde, lagde han omhyggeligt Frakkeskjøderne hen over sine blankslidte Knæ og stak Støvlerne ind under sig, som for at skjule for Verden, hvordan Livet kan tage selv paa en "anden Violin" i et kongeligt Kapel.

I denne Stilling, nippende til Drikken og til den stærke, sorte Cigar, han forsigtig holdt mellem to af sine lange, senede Spillelærerfingre, hensank han snart – glemmende alt – i stille, drømmende Nyden.

Aldrig nogen Sinde havde han blandet sig med de støjende Gjæster; selv Opvarteren havde næppe hørt ham mæle et Ord. Men ligesom baaret og lullet ind af de andres muntre Stemmer og Rummets vindunstmættede Luft løftedes han i et Øjebliks lyksalig Bedøvelse op over Livets Kval og sine egne triste Tanker.

Paa Slaget elleve slikkede han de sidste Draaber af sit Glas, og rejste sig – lidt ør af den stærke Tobak, han aldrig ret kunde taale – for med Hatten over Øjnene at slubre hjem over den blæsende Bro til Jammeren i den "lune lille Rede". –

En Aften, han efter Sædvane kom ned i Kjælderen, indtraf det sjældne Tilfælde, at han fandt sit Bord optaget.

Det vil sige: selve den Stol, paa hvilken han ved saa mange Aars Brug havde vundet en vis Hævd, stod naturligvis som sædvanlig og ventede ham. Men paa den modsatte Side af det lille firkantede Bord, næsten skjult af en mægtig Tønde, sad en besynderligt udseende Skikkelse og halvsov over et Glas Portvin.

Saa vidt det i det knappe Lys kunde bemærkes, var Personen en lille, meget tyk og ganske skallet Mand, hvis Klædedragt og hele Ydre tydede paa, at Livet heller ikke over ham var faret med sin lempeligste Haand. Uden at lade sig forstyrre af Larmen omkring ham, syntes han ganske hensunken i Betragtninger. Det store, opdunstede Hoved hang sørgmodigt ned paa Brystet; Hænderne stemte kraftesløst mod de svulmende fede Knæ, over hvilke et rødt Lommetørklæde laa udbredt, som for at opfange Hovedet, i Fald dette af lutter Sørgmodighed skulde falde helt fra Halsen.

Kun hvert femte Minut rejste han det langsomt for at tage sig en Pris, som han paa en underlig sukkende Maade snuste op i sine store Næsebor, og hvis halve Part han tabte ned over Vest og Frakkeopslag.

Kapelmusikus Viktor Jensen undersøgte ham med et halvt sky, halvt fortrædeligt Blik, inden han satte sig paa sin sædvanlige Plads. Men, fængslet af egne Tanker, glemte han efterhaanden helt hans Tilstedeværelse, og hengav sig snart uforstyrret og fuldstændigt til sin stille Bedøvelse.

Da var det, at den fremmede pludselig drog et stort Suk og med en næsten grædende Stemme raabte ud i Rummet:

"Opvarter! – et Glas Portvin!"

Opvarteren bragte strax det forlangte, men tilføjede paa en fortrolig dæmpet Maade, idet han satte Glasset paa Bordet:

"Hr. Bondesen – det er det sjette!"

Ved disse Ord gik der et mærkeligt Sæt gjennem Musikerens lange drømmende Skikkelse. Langsomt, med optrukne Øjenbryn, vendte han sig om imod den fremmede og saa op og ned ad ham med et opmærksomt Blik. Til sidst stak han ubemærket Haanden ned i Baglommen efter Brillefutteralet, og med de bevæbnede Øjne begyndte han en fornyet Undersøgelse, mens en levende Uro bestandig stærkere afspejlede sig i hans Ansigt.

Endelig kunde han ikke dy sig længere. Han rejste sig halvt op fra Stolen og sagde meget bevæget:

276 "Undskyld, min Herre! Jeg hører, Deres ærede Navn er Bondesen."

Den tiltalte løftede langsomt, uden særlig Forundring, Hovedet og saa begrædelig paa ham.

"Det er mit Navn, ja."

"Om Forladelse, at jeg er saa paatrængende, men … Peter Bondesen, om jeg tør være saa fri at spørge?"

"Fuldkomment rigtigt, min kjære Herre! … Med Forlov, hvem har jeg den Fornøjelse at tale med?"

Der gik et Glimt hen over Musikerens Ansigt.

"Tilgiv – men – men saa er vi vist gamle Venner, vi to."

"Gamle Venner," sukkede den anden tungt. – "Det er meget venligt af Dem, men jeg har aldrig haft hverken gamle eller nye Venner, min Herre!"

"Da tager jeg sikkert næppe fejl … Mit Navn er Jensen. Husker De ikke? Deres gamle Klassekammerat?"

"Hvorledes? . . . Jensen? . . . Viggo Jensen?"

"Ja, Viktor Jensen … Men kjender du mig ikke?"

"Gode Gud – er det – er det .... Opvarter, to Glas Portvin!" fik Bondesen endelig Luft, og det var ikke langt fra, at de to Vrag, der her efter fyrretyve Aars Omskiftelser igjen saa uventet mødtes, paa staaende Fod var faldet i hinandens Arme.

Det vilde være sket, dersom der ikke i det første Øjebliks Gjensynsglæde fra begge Sider havde blandet sig en vis Forlegenhed over den Tilstand, hvori de efter saa mange Aars Forløb paa ny maatte vise sig for hinanden. Men da de først havde fattet hinandens Hænder, trykkede de dem med dobbelt Rørelse, og mødtes i et Blik, som ingen Ord behøvede.

"Ja, kjære Barndomsven, saaledes tænkte vi os det ikke den Gang," sagde Bondesen blot med sin bævrende Stemme, idet han atter sank ned i Stolen.

Men endnu længe efter, at den første Forbavselse havde sat sig, og de var flyttet sammen for – hver paa sin Maade – at fortælle deres Livs Skæbner, greb de atter og atter hinandens Hænder, som om de i dette Møde havde gjenfundet noget af deres tabte Lykke.

Især var Musikeren stadig meget bevæget. Efterhaanden som de i Erindringen kaldte Barndommens lyse, lykkelige Dage tilbage, sank der som en stille Højtid ned over ham, og hans Øjne duggedes.

Træk for Træk tog de frem fra Mindernes Gjemme. Men hvad den ene kunde huske, havde den anden glemt; og der var – sidst som først – egentlig kun et eneste Punkt, hvor deres Erindring endnu mødtes i Forstaaelse og Klarhed: deres svundne Ungdomsdrømme.

Navnlig syntes Bondesens store Hoved ogsaa i indvendig Forstand at have været Gjenstand for en fuldstændig Rasering. Men hans Liv lod ogsaa til i sjælden Grad at være en Kjæde af Ulykke og Forsmædelse. Paa alle Punkter og paa alle Haande Maader var han bleven bedraget, bestjaalet og gaaet under Øjnene. Til sidst var selv hans Kone løbet bort med Kassen og en frankfurtsk Probenreuter1, og hver Gang han kom paa dette Æmne hensank han fuldstændig i trøstesløs Fortvivlelse.

Ogsaa Musikeren faldt til sidst hen i tankefuld Tavshed. Han sad foroverbøjet og saa paaskjøns hen ad Gulvet, men med en underlig Glans i Øjnene, som om en stor Beslutning var ved at modnes hos ham.

Nu og da rejste han urolig Hovedet op mod Uret, der stærkt nærmede sig de elleve, tørte sig over Panden og rødmede svagt.

Endelig sagde han, uden at se op, med dæmpet Højtidelighed:

"Bondesen – skal vi drikke vore Ungdomsdrømmes Skaal?"

"Ja, lad os drikke!" fór denne op, ligesom med en Kraftanstrængelse rystende Sorgerne af sig. – "Opvarter! to Glas . . ."

Men Musikeren lagde Haanden paa hans Arm og vendte sig mod den tililende Opvarter.

"En Flaske Champagne," sagde han, idet han atter ligesom rødmede svagt.

"Hvorledes? – En Flaske Champagne?" spurgte Opvarteren og saa forbavset fra den ene til den anden.

Han nikkede. Og da Bondesen ogsaa ligesom vilde gjøre Indvendinger, lagde han atter Haanden paa hans Arm og sagde, som i hemmelig Extase:

"Kjære Ven – i Aften vil vi leve vor Ungdom om igjen."

Alligevel var de lange, senede Spillelærerfingre ikke fri for at skjælve en Smule, da han lidt efter halede den hæklede Pung op af Buxelommerne og af et lille, omhyggelig sammenlagt Stykke hvidt Papir fremtog et Guldstykke, der var den første Henlæggelse til det kommende Halvaars Husleje.

Men da Regningen var afgjort, stak han atter hurtig Pungen i Lommen, som for ikke ved dens Slunkenhed at mindes, hvad han nu vilde glemme. Og allerede efter det tredje Glas syntes alt nuværende som svundet bort fra hans Erindring for Glæden over den tabte, men gjenfundne Barndomsven.

Til sidst hævede han sit perlende Glas, og sagde, efter lidt Betænkning, med en egen vemodig Munterhed:

"Bondesen – véd du, hvad jeg allerførst tænkte paa, da jeg hørte dit Navn?"

"Nej, kjære Ven – sig det!"

"Ja, nu vil du le – men det var et Bal hos Kjøbmand Thygesen – husker du? – Thygesen paa Torvet?"

"Men det forekommer mig, kjære Ven – hed han ikke Olufsen?"

"Nej, nej – Olufsen var i Hestestræde – paa Hjørnet, du véd."

"Hestestræde? ... ak ja, ja – hvor man dog kan glemme! – Men hvad var, du sa',– et Bal?"

277 "Ja, husker du ikke ved Juletid – du var med. Det var det første Bal, jeg havde Handsker. Jeg var fjorten Aar og gjorde – ja, hvor det dog lyder underligt! – stormende Lykke, stormende Lykke hos de smaa Skjønheder. Men især var der én … jeg ser hende endnu tydelig staa i Kvadrillen med sine højhælede Sko og Haarpiskene med de røde Sløjfer ned ad Ryggen – det var min første Kjærlighed."

"Ak ja – Kjærlighed!" sukkede Bondesen med himmelvendte Øjne og Hænderne foldede over sin tykke Mave.

"Men véd du, hvem hun var?"

"Nej."

"Din Søster."

"Min Søster?"

"Ja."

"Nej, kjære Ven, du maa have mig det forladt. Denne Gang er det virkelig din Hukommelse, der slaar fejl."

"Vist ikke nej – det var Pauline – der senere blev gift med Hansen."

"Hvad for noget? Med Hansen! Den Tyveknægt! Han snød mig – Gud forlade ham hans Synd? – for tyve Tønder Rug og havde endda Frækhed nok til bag efter at ....

"Men du gode Gud, Bondesen – din Søster var jo . . ."

"Men du gode Gud, Jensen – jeg har aldrig haft nogen Søster – aldrig – uden min Tvillingsøster, som døde to Timer efter Fødselen, og hende har der da ingen Grund været til at forelske sig i."

"Her maa finde en Misforstaaelse Sted," sagde Musikeren pludselig urolig – "du er jo Peter Bondesen, ikke sandt?"

"Peter Anton Fredrik Bondesen, ja."

"Søn af Slagtermester Bondesen i Ringsted?"

"Ringsted? Kjære Ven, hvad snakker du om Ringsted. Jeg har aldrig været i den By. Min Fa'r var ærlig handlende i Skjelskør, hvor ogsaa jeg haaber med Guds Hjælp at skulle lægge mine Bén med alles Agtelse."

"Undskyld, min Herre!" sagde Musikeren ligbleg. "Men – men saa maa det hele være en Fejltagelse. Saa – saa kjender vi jo slet ikke hinanden. Jeg beder Dem tilgive, at jeg har opholdt Dem … det . . . det . . ."

Han bukkede stift, fik i en Fart sit Tøj paa, og var ude af Døren. Og mens den anden rolig tømte Resten af Flasken, slubrede han ilsomt, og med Hovedet dukket ned i Frakkekraven, hjem langs de mørke Husrækker.

Idet han kom over den blæsende Bro, fik hans Fingre fat i et lille omhyggelig sammenlagt Stykke Papir, som han – sandsynligvis i Tankeløshed – havde puttet i Lommen. Han vilde ikke se det, men lod det flyve bort med Vinden. –

 
[1] Probenreuter: (ty.) handelsrejsende. tilbage