Pontoppidans Lykke-Per

Af Anette Skov Hansen

Indledning

Da jeg første gang stiftede bekendtskab med Henrik Pontoppidans forfatterskab, var det gennem romanen Lykke-Per (1898-1904) og på et tidspunkt noget før, jeg begyndte at læse litteratur. Den gjorde et umådeligt stort indtryk, og jeg kunne og kan stadig se, hvordan romanen, dens persongalleri og deres skæbner har fået indpas i den drypstenshule, der udgør min referenceramme. Således er det indimellem Per, andre gange Jakobe, Pastor Blomberg eller Ingers aflejring, der hjælper mig til at placere en oplevelse og dervedskabe syntese i mit liv og dets tilskikkelser.

Bekendtskabet sluttede ikke med Lykke-Per; jeg fik læst de andre store romaner: Det forjættede Land (1891-1898) og De dødes Rige (1912-1916), og på universitetet læste jeg andre af hans mindre værker. Derved fik jeg en fornemmelse af et forfatterskab, hvoraf Lykke-Per blot er en del. Jeg kunne se konkretiteten i den første fases sociale indignation, og hvordan den efter Fra Hytterne (1887) ændrer sig til en mere abstrakt med en introvert drejning for i den tredje fase, der indledes med De dødes Rige, at blive mytisk motiveret. Jeg kunne dog også iagttage, hvordan den introverte drejning ikke betyder en total bortvenden sig fra det omgivende samfund, men bliver et af de spor, der mere eller mindre tydeligt løber parallelt forfatterskabet igennem.

Intentionen med nærværende opgave er at belyse Henrik Pontoppidans forfatterskab. Med udgangspunkt i fælles temaer som f.eks. natur- og fattigdomsyn vil de forskellige værker blive inddraget, dog med særligt hensyn til Lykke-Per, som behandles særligt og underlægges en egentlig vurdering sidst i opgaven. Formålet med dette særligt studerede område er derfor at dokumentere en orienteringsevne i og forståelse for forfatterskabet som helhed.

Metoden er delvist biografisk, da jeg har læst Pontoppidans erindringer, breve og journalistik; der vil kun i begrænset omfang blive gjort direkte brug af den biografiske viden, men jeg anser det dog for essentielt for et særligt studeret område med den omtalte intention. Derudover bekender jeg mig ikke til en overordnet litteraturanalytisk metode, men gør brug af en bred vifte af traditionelle tolkningsredskaber.

Ud fra et ønske om at bevare den oprindelige ortografi citerer jeg fra ældre værker eller fra værker, hvor redaktøren har afholdt sig fra at modernisere den oprindelige stavemåde. P.gr.a. den pladsmæssige begrænsning for denne type opgave, har det ikke været realistisk at lave resumeer af de enkelte værker. Udgangspunktet er derfor også overordnet tematisk, og derfor inddrages de enkelte tekster partielt dokumenterende. Jeg har dog i et vist omfang forsøgt at tage højde for, at de mindre værkers handlingsgang ikke er præsente for læseren, mens såvel handlingsgang som persongalleri i de store romaner forudsættes bekendt.

Fortællestil

Sprog

Henrik Pontoppidan (herefter Pontoppidan) beskæftigede sig intenst med sprog- og fortællestil. Hans sprog er meget neutralt, og det virker som om, at han forsøger at lade stilen som selvstændig faktor helt forsvinde. Det betyder ikke, at der ikke gøres brug af f.eks. sammenligninger og metaforer, men de er simple og ikke overraskende:

En tæt Taage havde lagt sig indover Byen, hvis spredte Lygter klippede med Øjnene som én der er i færd med at vaagne.¹

Den modsatte bestræbelse har Pontoppidan ikke meget til overs for. Der ironiseres over sådanne sproglige ciselører, og man glemmer sent det bidende i, at man kan dø "under Udarbejdelsen af en Eftersætning".^{2 '1} Det lyrisk avancerede er for Pontoppidan skaberi, der kun er at foragte i forhold til en kunst, der vil ud med et vigtigt og virkelighedsrelateret budskab. Sammen med "middelalder" og "seminarist" er "lyrisk" da også et gennemgående skældsord i den pontoppidanske terminologi. I bestræbelsen herpå blev de store russere forbilleder. I erindringerne fortælles, at

de med deres ganske ukunstlede Sprog og hele folkelige Fortællemaade aabnede vore Øjne for, at det ikke var stilistiske Finesser og sproglig Akrobatik, som frembragte det lødige Kunstværk, men den magtfulde Udformning af et Emne til en organisk Helhed ³

En anden inspirationskilde er Det gamle Testamente, som altid havde "været et Skrift, der tiltrak mig ved sit kærnefulde, billedrige Sprog"⁴. Et af ham selv erklæret forbillede er Carit Etlar^'2 og når Agnete i Spøgelser (1888) sniger sig ud af en vogn til den side, hvor der ingen mennesker står, for at slippe uset bort og lykkes med det, har man syn for sagn. Dette er imidlertid en meget tidlig publikation, og sådanne farcens usandsynligheder er nok en påvirkning, han senere ikke var videre stolt af; i hvert fald er Spøgelser den roman – foruden Mimoser (1886) – han forbød genoptrykt. Det er derimod det djærve og uspolerede ved Carit Etlar, der vedbliver at fascinere.

Idealet for den pontoppidanske klarhed er almuens fortællestil, der med indledningen "Der var engang en mand, der hed …" sætter indholdet over det lyrisk ornamenterede formfokus. Mens symbolisterne havde det stik modsatte projekt, nedhøvles sproget hos Pontoppidan til det enkle sprog, der holder sig fri af det tidstypiske og på hans tid "moderne". Derved åbnes for en tidsløshed, som netop karakteriserer de pontoppidanske værker, der uden stort besvær kan læses i dag.

Pontoppidans fortælleteknik er en kombination af replik og beretning, hvor den sidste dominerer, og hvor den første aldrig trækkes til replikindividualisme, for de taler alle, som forfatteren skriver.^'3 Sproget et kendetegnet ved mange komposita og sammensatte adverbier og konjunktioner; et gennemgående eksemel er "dersom" for "hvis". Et sted har jeg læst det spidsfindige udtryk pontoppidansk, og Vilhelm Andersen kalder stilen en "arbejdsprosa", der er kendetegnet ved at bevæge sig fremad i samme tempo uanset intensitetsgrad. Det er en foredragsstemme, der hverken er personligt glad eller rædselsslagen, men sindigt refererende for at overlade alt andet til læseren. Fortælleren er oftest alvidende og olympisk skuende:

Der var særlig een af Gæsterne, – en enlig siddende Herre, som Per forresten endnu ikke havde faaet Øje paa.^'4

Ind imellem flirtes dog med dialekt; "Bettemandens" tale til Søren Smed i De Dødes Rige er det bedste eksempel af ikke ret mange^'5. Her har brugen af dialekt det højere formål at vise os, at djævelen taler som Søren, fordi han udspringer af ham.

Sproget differentieres dog for visse personers vedkommende ud i en jovial jargon. Når John Hagen i De Dødes Rige vil blæse en et stykke "og det ikke med munden"⁵, eller når Thorkild alias Isbjørnen (1887) ideligt udspyer sit latrinære "Nu har jeg mine Bukser fulde!"⁶, er det eksempler herpå. Journalisten ABD fra førstnævnte værk har en lignende jargon, når han taler ikke om fækalier, men spiritus og derfor trænger "til lidt Centralvarme i Kroppen"⁷. Eksemplerne er ikke uden humor og Pontoppidan afholdte sig ikke fra at gøre lidt grin med sine personer via deres sprog. Det ukunstlede sprog forblev dog et redskab i bestræbelsen på at give den nøgterne beretning, og de små sproglige diskurser har ikke sociallingvistisk sigte.

Kryptoromantiker

Pontoppidan bekender sig uforbeholdent til en enkel fortællestil, men er samtidig en stilmæssig kamæleon. I Det Forjættede Land (1891-95, herefter DFL) har Emanuel holdt sin første tale, og bagefter bevæger forsamlingen sig ned til "Gryden", hvor der synges en aftensang, en Ingemann-pastiche, der husvalende opfordrer:

Nej, bank kun trøstig paa Himlens Borg,
Guds engle smaa den oplader;
de tager din Byrde, din Angst, din Sorg
og fører dig ind for Gud Fader⁸

Et mere alment kendt eksempel er det digt, han skrev i anledning af genforeningen i 1920, hvor personifikationen – her af Sønderjylland – i en tabt kongedatter, er en ærkeromantisk trope. I fortællingerne "Vildt" (Natur, 1890) og Den gamle Adam (1894) latterliggøres det romantiske mere direkte. Her er et eksempel fra førstnævnte:

Det skulde i det hele have været vanskeligt at finde et Sted, der egnede sig bedre til det uforstyrrede Friluftssværmeri, hvortil jeg havde besluttet at hengive mig et Par Maaneders Tid. Her var samlet alt, hvad et romantisk anlagt Ynglingehjærte kunde begære. Til den ene Side: den aabne, lyse Fjordmunding, opfyldt af en Samling smaa grønne, ganske ubeboede Holme, fra hvis Bredder man om Aftenen kunde se Solen gaa i Bad langt ude i Havet. Til den anden Side…⁹

Og her fra den sidste:

…nej stop lidt! I vore Dage begynder man anstændigvis med en Naturbeskrivelse¹⁰

I al den litteratur, Pontoppidan som barn stødte på, har han mødt en romantisk naturforståelse; i flere af hans egne skrifter får man den fornemmelse, at den romantiske stil nærmest ubevidst er gledet ham i pennen, hvorefter det har været desto mere påtrængende for ham at tilbagevise den gennem ironien, en distancerende eventyrramme, jf. nedenfor, eller perifer geografisk placering (Isbjørnen). Det var inden for matematikken, han i sin skoletid kunne gøre sig bemærket, og studierne på Polyteknisk Læreanstalt har ligeledes været befordrende for en nøgtern naturbetragtning funderet på videnskab. Tilstedeværelsen af såvel en romantisk som en videnskabelig naturopfattelse har været en forudsætning for forfatterskabets divergerende naturmanifestationer.

Mandig følsomhed

Man kunne frygte, at det beskrevne sproglige ideal af enkel klarhed og nøgtern iagttagelse har en distancerende virkning. Men Pontoppidan er ikke kold; værkerne - og særligt Lykke-Per - ejer en psykologisk forståelse og indfølingsevne, der i teksterne kommer til udtryk som en følsomhed, der lige præcis aldrig forfalder til det sentimentale. Poul Levin benævner præcist denne balancegang som en "mandig følsomhed". Knokkelmanden fra novellesamlingen Fra Hytterne er et godt eksempel herpå. Novellen handler om et ægtepar, der via arbejdsomhed og kærlighed opbygger et jordisk paradis i deres "Boelstedet", som endelig krones med fødslen af datteren Eulalia. Men så får konen kræft, og inden den traditionelle pontoppidanske afslutning, hvor kristendommen og Guds nåde lige får et par ridser med forfatterpennen, gengives konens sidste bekymring:

Jeg har glemt at sige dig, at Eulalias røde Hoser … de nye, du ved … de ligger ovenpaa Lagnerne i Dragkisten … De maa ikke vaskes i Sodalud – at du husker det.¹¹

Det er utroligt, at han slipper afsted med det!

Eventyr

I 90´erne resulterer det sjælelige gennembrud og nyromantikken i, at eventyr, sagn og myter bliver legale rammer for nye litterære frembringelser. Hos Pontoppidan ser vi det i samlingen Krøniker (1890) og Lykke-Per´s eventyrmatrice med den friske knøs, der i kraft af sit mod og sin naturlige kløgt bryder troldens magt og vinder de royale goder, er udtryk for det samme. I De Dødes Rige gennemskrives miljødeterminismen med det djævelske som motiv i Søren Smed og hans pagt med "Bette-manden", hvor det symboliseres ved det forhold, at sol og vind aldrig bider på Sørens hud, og derfor er han altid bleg. Noget lignende ses i Den kongelige Gæst (1908), på hvem spiritus ikke har nogen virkning, oghvis besøg får djævelske følger for det lille ægtepar.

Kender man H.C. Andersens version af Lykke-Peer (1870), må den pontoppidanske version ses som en reaktion mod Andersens romantiske. Der er flere forhold, der tyder på, at Pontoppidan ikke havde handlingsforløbet i almindelighed og udgangssituationen i særdeleshed gennemtænkt og fastlagt ved påbegyndelsen af sit værk. Pers, eventyrheltens, endeligt er dog tro mod sin tid: hvor den andersenske helt må dø for at fastholde livets højdepunkt, er den pontoppidanske en individualistisk hjemgangslykke uden verdens laurbær og applaus. En anden pendant til den andersenske Lykke-Per er Hugo Martens i Hans Kvast og Melusine (1907), som netop opnår at blive den fejrede kunstner, men gør det på et grundlag af en slet karakter, snyd og bedrag.

Det pontoppidanske tvesyn

Betegnelsen "Det pontoppidanske tvesyn" stammer fra Vilhelm Andersen. Det opstår, fordi det altid har været yderst vanskeligt at finde pontoppidanske alter ego´er i hans værker, for de samme personer er udstyret med såvel sym- som antipatier. Den alvidende fortællers kommentarer kan dog være meget kontante. Når det om Pastor Blomberg hedder, "at han tog enhver Modsigelse som Tegn på Vrangvilje og ondt Sind", er det ubetvivleligt et usympatisk træk, men det er tydeligt, at Pontoppidan har gjort sig umage med at sætte sig ind i hans teknik-pessimisme, og når Blomberg plæderer for en mere direkte omgang med naturen og en mere afslappet med tiden, sker det med en oprigtighed, som retoucherer pastorens ellers usympatiske profil. Pontoppidan kendte desuden selv naturens balsamiske effekt. I erindringerne fortæller han om, hvordan han deltager i en fest for J. Chr. Hostrup i anledning af hans problemdrama Eva (1880, premiere 1881), men arrangementet indgyder Pontoppidan lede, og han tager toget til Hillerød, hvorfra han fortsætter den sidste mil (7,5 km) hjem til fods. Da oplever han, at

Aldrig havde Naturen talt saa fortroligt, saa indtrængende til mig som i denne stille Nat (…) Her, min Søn, har du hjemme, - syntes den at sige alvorsfuldt manende. Den Lykke, du forgæves har søgt saa mange Steder, finder du alene hos mig.¹²

Som jeg tidligere viste, har Pontoppidan forudsætninger for at opleve og forstå naturen på måder, der er hinandens modsætninger. Det gælder naturen, men samme tilgang har han til ægteskab, kærlighed, religion, børneopdragelse, familie og kunst for blot at nævne de mest evidente emner. Han har en indfølingsevne og sproglig kompetence, der ville tage guldmedalje i enhver argumentationsdyst!

Tvesynet praktiseres gennem den alvidende fortællers afsløringer af karaktermæssige brist og styrker, som nuanceres i personernes egne replikker. For læseren betyder det i praksis, at man møder karakterer, der repræsenterer diametralt modsatrettede synspunkter, men alle indgyder én om end ikke sympati, så forståelse. Per er kardinaleksemplet på den følelseskolde knudemand, som man holder af. I den forbindelse er den bredt anlagte epik en taknemlig genre, idet den giver rum for en udvikling, der igen kan virke befordrende på tvesynet. En person som Inger bevæger sig fra at være en bornert, naiv og ureflekteret discipel af sin far til at blive en ansvarsbevidst og moden kvinde, der dog stadig – og det er altafgørende for personens integritet og derfor det forfattermæssigt svære – er funderet på sit ophav.

Der præsenteres selvfølgelig også personer, som definitivt er stemplet og udleveret til latteren, men det er oftest bipersoner. Generalkonsul Kolding og hans kone er sundhedsapostlene i De Dødes Rige; først var de tilhængere af det Wellerske system, men udgiver nu deres eget blad "Lys og luft", som proklamerer "En Tilbagevenden til Elementerne – kun ad den vej løses det store Velfærdsproblem: Kraft, Sundhed, Livsglæde og Harmoni for den hele Menneskehed ved de simpleste og naturligste Midler". Han har nogle numre af et andet blad på sig, som han uddeler til sine bekendte; dets forside "var prydet med et stort Billede af Generalkonsulinden. Den lille, højskuldrede Dame var fremstillet i en Slags græsk Gevandt og i en tænksom Stilling med et profetisk henrevet Udtryk og dertil i en Belysning, som om der ovenfra faldt et himmelsk Straaleskær ned over hendes Ansigt og de blottede Skuldre". Generalkonsulen anbefaler nu "Morgen og Aften et fire Minutters koldt Fodbad. Et Par Gange i Løbet af Dagen Aandedrætsøvelser med paafølgende Ben- og Armstrækninger", og kan om virkningerne fortælle: "Appetitten vaagner, Søvnen bliver dyb og drømmeløs, Pulsslaget fuldt og kraftigt som paa en Tyveaarig. Og De skulde se en Afføring! Her gives ingen formildende omstændigheder og synet er ikke tvedelt, men endimensionelt udleverende.

Tvesynet er dog et af de mest fascinerende træk ved forfatterskabet, som af samme grund vedbliver at være vedkommende, og hvis bekendtskab derfor igen og igen kan fornys.

Når et værk afsluttes ved, at valoriseringens bolde kastes op i luften fremfor definitivt at være placeret med blotlagte plusser og minusser, er det en æstetik, som ikke alle bifalder. Præsten og højskolemanden Oscar Geismar kalder på baggrund af den manglende entydige vurdering Lykke-Per for "gold æstecisme". Han fremhæver Adam Homo som den positive modpol, fordi den i sin overbevisning om, at religionen er det sande, kan give en entydig dom og vurdering af hovedpersonen. At Lykke-Per som et resultat af århundredskiftets individualisme præsenterer både livs- og jegnydelsen i forskellige afskygninger og på bekostning af det religiøse, får Geismar til at overse, at Jakobe faktisk realiserer, ja materialiserer det "skønhedens og renhedens forjættede land" , som han afslutningsvis håber, at udviklingen "med Guds hjælp" vil lede frem til. Men at det kan gøres uden hinsidighedens appendix er ikke en mulighed, der er indeholdt i hans univers. Netop i sådan en anmeldelse bliver det tydeligt, hvad tvesynets egentlige funktion er – på paradoksal vis demonstrerer Geismar det netop ved at fastholde sit snæversyn og klandre andre for ikke at kunne det samme.

Fascinationen af f.eks. Per bunder netop i hans karakter, idet han både kan benævnes helt og skurk. Fremfor fordringsløst at få en helstøbt karakter overgivet, trækkes læseren selv ind som dømmende instans, og her bliver den gentagne konsultation med værket en nødvendighed. Tvesynet er en smertelig erkendelse af, at dette at begå sig i verden er en yderst kompliceret opgave, fordi det er en balancegang og ikke en entydig bekenden sig til sort eller hvid. En ekstrem person som Niels Thorsen fra Mands Himmerig (1927) er et eksempel på den kompromisløse mand, der ikke magter denne balancegang, og derfor spiller han fallit på det familiære område. Hans modpol er vennen Klemens Junge, der i sin sønderjyske patriotisme ejer oprørsviljen, men samtidig formår at pleje en familie. Et parallelt par ses i Det forjættede Land, hvor Emanuel er ekstremisten, som har den pragmatiske pastor Rüdesheimer som modstykke. Entydigheden er forbundet med det ekstreme og kan være en hoppen over, hvor gærdet er lavest, fordi den er en overtaget helhedsudlægning og ikke en mosaik af personligt overvejede spørgsmål. Pontoppidan foregriber med sit tvesyn det postmoderne, der opløser de store fortællinger og gør det at tage stilling til en foranderlig, men legalt foranderlig proces.

Kravet om tvesynet og den idelige opposition, som kendetegner Pontoppidan´s forfatterskab og journalistik, er beslægtet med forestillingen om resignationen som en konstant frister. Det giver han udtryk for i en artikel, hvor han skriver:

Den der ikke vil sé sit Talent forsumpe, maa selv sørge for at undergrave en Avtoritet, maa stadig forskærtse sit gode Navn hos Publikum, ødelægge sin vundne Position, ubarmhjertigt afryste Venner og Beundrere, maa ligesom hvert Øjeblik paany begynde paa bar Bund for igen ved egen Kraft at vinde frem til fornyet Sejr for sig selv og sin Sag. ( Enetaler, s. 51)

Ironi og humor

Trods det delvist tolerante tvesyn, er ironien også en fast komponent i de pontoppidanske værker. Indimellem trækkes den over i det sarkastiske og tenderer således det revyagtige, noget burlesk grotesk, som f.eks. Hugo Martens i Hans Kvast og Melusine (1907). Flere af personerne meddeler sig som tidligere nævnt i en jovial jargon, der forlener forfatterskabets nøgterne arbejdsprosa med varme. Små subtiliteter som at give litteraten Balling æselører og spydigt bemærke, at borgerskabets kvinder spiser på den "korrekte Maade med fastklemte Albuer og bløde Haandled".

Andre gange har disse finesser en symbolsk merværdi, f.eks. Johannes Sidenius grønne skærm, der helt bogstaveligt fastholder ham i sin snævre vinkel på virkeligheden. Da Per omvendes på Kærsholm, er det lige så stor en amputation af hans personlighed som imperatorlivsstilen var det, og det vises os i en historisk opfølgende passage, der fortæller, hvordan de barfodede prædikanter fortrængte vikingerne. Landskabet, Per befinder sig i under sin hengivelse til det religiøse, og som for ham i den situation fremstår som den rene idyl, afsløres som "fedtglinsende" – et symbol på, at Per her syder i sit eget fedt! I Hans Kvast og Melusine har fætteren Philip Martens søster en faible for Hugo, men det urimelige i en sådan sympati symboliseres ved, at "Den eneste virkelige Interesse, han havde kunnet spore hos hende, var for Luftballoner".

I Lykke-Per skabes en ironisk distance ved Pers konstante penduleren mellem modsatrettede livssyn. Man forstår, at der ligger en nødvendighed i denne gentagne bevægelse, men det gør Per ikke, og derfor må man tage afstand, da han endnu en gang kaster sig over imperatorstilen og erobringsviljen. Men det er alene overmodet og den religiøse hjemfalden, som de kommer til udtryk i det ydre, der ironiseres over, mens hans anfægtelser behandles seriøst. Dialektikken synes psykoanalytisk inspireret, som også Klaus P. Mortensen har påvist. Det er tydeligt at se, hvordan to poler er repræsenteret i Per, og hvordan hans udvikling langsomt giver mere og mere vægt til hjemmets religiøse pol for til sidst at lade den dominere; det sker netop som hans store oprør mod hjemmet, ingeniørprojektet, bliver realiserbart ved forlovelsesgildet for ham og Jakobe. Således trækkes to verdensudlægninger sideløbende frem til en krydsning, hvor den ene får dominans, fordi den anden muliggøres. Det er en form, der kan trække paralleller til detektivromanen. Tydeligere bliver dette træk i Borgmester Hoeck og Hustru (1905, tidl. "Livets Kilde" (1902)) og Thora van Deken (tidl. Lille Rødhætte (1900/1922 ), hvor indledningen beskriver den situation, som værkerne slutter med, hvorefter indicium føjes til indicium i en afslørende, men naturalismetro miljødeterministisk forklaring af, hvorfor det gik, som det gjorde. I Det store Spøgelse (1902/1907) ses noget lignende, da den danske "tusmørke-mentalitet" indledningsvist beskrives for derpå at blive praktiseret af hovedpersonen i novellen.

Folkekarakteren

Brandes´ frihedsidé

Da Georg Brandes i 1871 indledte sine forelæsninger om hovedstrømningerne i den europæiske litteratur, var det ikke kun en kritik af den hidtidige litterære udtryksform, han forsøgte at formidle; han søgte tillige at bane vejen for en mere omfattende ændring af samfundet. Brandes´ mantra lød "Frihed!" – og det var den politiske frihed gennem demokratiet, den seksuelle frihed gennem den frie kærlighed og den kunstneriske frihed gennem retten til at trække problemer frem til debat. Gårdmandsfamilierne på landet havde N.F.S. Grundtvig, højskolen og skolelærerlitteraturen, husmændene havde mere end nok at gøre med at skaffe det daglige brød, og godsejerne og embedsmændene barrikaderede sig i Højre, hvor de skærmede de konservative kardinaldyder som hjemmets lyksalighed, nationens sammenhold og ægteskabtes uopløselighed mod det brandesianske skyts. Det var således byen, der blev eksponent for en udvikling hen imod en ateistisk livsforståelse, en teknisk naturvidenskabelig ekspansion, en kapitalistisk samfundsøkonomi og en intellektuel indfaldsvinkel på det hele. Det var en generel frisættelse af individet, Brandes advokerede for, og den første modtagelse var positiv, men op gennem 80´erne mindskedes opbakningen. Store personligheder som Holger Drachmann og Karl Gjellerup faldt fra, og i 90´erne var den litterære udvikling tro mod sin dialektiske bevægelse, da en nyromantik og "det sjælelige gennembrud" lanceredes.

Mikro- spejler makrokosmos

I Lykke-Per ser vi en mikrokosmisk afspejling af den idéhistoriske polarisering, som Brandes åbnede for. Da Pontoppidan i 1917 modtog Nobelprisen i litteratur skrev han i sit vita:

Jeg har søgt at give et sammenhængende Billede af Nutidens Danmark gennem Skildringer af Menneskesind og Menneskeskæbner, hvori Tidens sociale, religiøse og politiske Brydninger afspejler sig.¹³

Personligt er Pontoppidan rundet af et præstehjem, men med en interesse for den tekniske udvikling og de nye, frisættende ideer om menneskets suverænitet spejler han en overindividuel historisk konflikt. Det er et ønske om at forstå, hvordan så smukke ideer kunne degenerere, der giver stof til figuren Per. Men konflikten er ikke tidsbestemt, for Pers smukke, men triste skæbne, er ikke kun betinget af, at hans tid var en brydningstid. I De Dødes Rige er personerne rendyrkede bymennesker, der problemfrit indoptager de brandesianske ideer og derfor ikke har mén efter den religiøse udskrabning. Men også de lider nederlag, og de gør det i en forkrampet individualitet og intellektualisme, der fratager livet dets umiddelbarhed. Post festum er det derfor stadig pessimistiske toner, der beskriver samfundstilstanden og menneskene. Torben Dihmer fælder sin dom således:

Jeg tror (…) at vi befinder os paa en Dødssejler, som en skøn dag gaar tilbunds med os allesammen. Og det kan ingen menneskelig Magt forhindre.¹⁴

Den nye tids repræsentanter i Lykke-Per viser sig – efterhånden som også Per får øjnene op for udviklingens menneskelige omkostninger – at have spegede motiver: bladmanden Dyhring er en laps drænet for idealisme, men drevet af forfængelighed, finansfyrsten Max Bernhardt er i virkeligheden hævngerrig i forhold til det samfund, der forhindrede hans juridiske karriere p.gr.a hans jødiske herkomst, og kunstnerisk er det Povl Berger, der er toneangivende med en bagudrettet religiøs livsforståelse. Kun med Jakobe kommer der en anden slags benzin på de nye tankers motor: hendes konfessionsløse skolehjem er den eneste virkeliggjorte idealisme, fordi motivet alene var at gøre det gode for det godes skyld. Iøjnefaldende er det dog, at det er en kvinde, der skal magte dette projekt, men det sker vel netop fordi det modsatte køn er lettere at følge idealistisk til dørs. Noget tilsvarende gælder børnene, som kan indpodes forventninger i forhold til en fjern fremtid. I alle de tre store romaner får børnene lov at pege fremad og udover de skildrede voksenpersoners betingelser.

Pressen og bladmiljøet bliver symbolsk repræsentant for den nye tid. I De Dødes Rige ser vi, hvordan præsten Mads Vestrup groft udnyttes, og hvordan en afstumpet type som ABD personificerer dette miljø. Der bygges videre herpå i Mands Himmerig, hvor de idealistiske penne er afløst af levebrødsjournalister, hvis organ styres af skadefryden, og hvis vigtigste funktion er gabestokkens. I Hans Kvast og Melusine ignoreres en tilsyneladende vigtig videnskabsmand som Philip Martens, fordi han forholder sig afvisende over for dette miljø og informationsbombardementet generelt. Modstykket hertil gives tusindfoldigt i De Dødes Rige, hvor det at vide detaljeret besked om den hele verden gennem konsultationen af et hav af aviser gøres til grin i Direktør Zaun. Også i Det ideale Hjem lyder en kritisk røst over

alle disse Folk, der i elleve Maaneder havde kukeluret mellem femetages Murstensstabler, [og nu sad] med Ansigtet begravet i Tryksværten uden at have et Blik tilovers for den Natur, hvorefter de saa længe havde "sukket".¹⁵

Den forøgede interesse for den ydre verden praktiseres hos Pontoppidan ofte på bekostning af den indre, og således indtræffer en åndelig invalidering, der i Mands Himmerig symboliseres ved, at teatret med det klassiske repertoire går fallit, fordi folk i stedet valfarter til "det nye Sportspalads", der kan samle "tyve Tusinde Tilskuere til en Boksekamp mellem en Ølkusk og en Neger". I disse situationer befinder folk sig ofte i grupper, men i modsætning til den enkelte, er massen dømt til at degenerere. Under opførelsen af Hugos nyreligiøse come-back forklares denne psykologiske mekanisme, da publikum sad stille og andægtige som ved en Gudstjeneste, og lod sig opløfte og bevæge af Hugos fremhyklede Følelser (Hans Kvast og Melusine, s. 135), hvor

Det musik- og kritikelskende Koncertpublikum [endelig] havde (..) overgivet sig; og saasnart de andre Tilstedeværende vejrede, at der laa en Sukces i Luften, anstrengte de sig for at gøre den sensationel.¹⁶

Samfundsgrupperinger og individualisme

Pontoppidan skildrer alle grupper i det danske samfund, og tvesynet tro findes der negative såvel som positive personer i dem alle. Han beskriver grundtvigianere, der lukker øjnene for alt, der kan forpurre det engang vedtagne, som oftest er en lyserød tankekristendom uden praktisk konsekvens. F.eks. kan Fru Gylling i Sandinge Menighed (1883) ikke få sit ellers demokratiske menneskesyn til at fungere i praksis, når det gælder et "blandingsægteskab" for sin egen søn. Et andet eksempel på den forlorent flødelegerede grundtvigianisme er hofjægermesterinden, om hvem det fortælles, at hendes "kristelige Broderskabsfølelse endnu ikke strakte sig til hendes egne Undergivne".

Pontoppidan skildrer husmændene og deres barske liv, mest prægnant i Fra Hytterne og de småstykker, der udsendes inden. Den jævne mand har Pontoppidan flere gange i sit liv haft en direkte forbindelse med, hvad der giver ham en god forudsætning for at skildre ham. I erindringerne fortæller Pontoppidan, hvordan han som dreng en overgang fik lejlighed til at strejfe om i havnens begivenhedsrige miljø; derudover tilbragte han meget tid sammen med en arbejdsmand, der en del af året var beskæftiget med at hugge brænde op til barndomshjemmets mange kakkelovne. Pontoppidan havde tidligt øje for, at social status ikke nødvendigvis er en fordel i forhold til alt. Engang inviteredes han med hjem til denne arbejdsmand og hans familie; om besøget fortæller han:

Han havde siddet med et af Børnene paa Skødet og leget med det, havde dikke-dikket det med sin Fingerstump, saa Barnet havde skreget af Glæde. Noget saadant var aldrig hændet mig selv. Trods Børnenes lappede Tøj og hele Stuens Fattigdom havde jeg ikke været langt fra at misunde dem dette Hjem og denne Far og ønske mig i deres Sted.¹⁷

En parallel situation gives i fiktionen, hvor træskomagerfamiliens forhold til deres børn fascinerer Per:

Blot i den Maade, hvorpaa Manden i Samtalens Løb tog et af Børnene op paa sit Skød og tørrede det under Næsen med sin Finger, var der en fremmedartet, højtidelig Blidhed, som slet ikke virkede latterlig.¹⁸

I 1879 dropper Pontoppidan ingeniørstudiet og underviser i stedet i to omgange på storebroderen Morten Pontoppidans højskole. I stedet for med sine undervisningskolleger foretrækker han at tilbringe sin fritid med stedets bønder, husmænd og fiskere. Han følte trang til at skildre og dermed gøre opmærksom på den uretfærdighed, som fandtes kun få hundrede meter fra højskolen, men som grundtvigianerne lod hånt om. Med Fra Hytterne får vi den første indgående skildring af husmandsfattigdommen fra en indigneret synsvinkel. Sophus Schandorph og C.A. Thyregod, Karl Skjøtte, Anton Nielsen og Mads Hansen havde med forsigtige nielsenske afvigelser skolelærerlitteraturens didaktisk idylliserende synsvinkel på stoffet. Som senere hos Johan Skjoldborg er Fra Hytterne skildringer af rugbrødshumbler, 14 timers arbejdsdag og brændevinsdelirier, men allerede i denne samling findes også en fortælling, hvis åg er et andet. Jeg tænker på "Knokkelmanden", hvis handlingsgang jeg allerede har beskrevet. Allerede her er der altså øje for det åg, hvis tyngde kommer af kærlighed, sindets uudgrundelighed og skæbnens uransagelighed, og det er dette åg, der kommer til at dominere i resten af forfatterskabet.

Byarbejdere er den eneste gruppe, som er underrepræsenteret i forfatterskabet; med naturalismens krav om et indgående kendskab til det skildrede miljø forblev denne samfundsgruppe uden for rækkevidde. Den eneste arbejder, jeg kan komme i tanke om, er Karl Svendsen i Mands Himmerig. Til gengæld optræder klassen af by- og landarbejdere som fremtidens redning for mandslingen i "Ilum Galgebakke", hvor netop de elendige levevilkår kan være udløsende faktor i forhold til en samfundsomvæltning:

(…) her staar Valget. Her er Ofret! … Spark Ungerne nøgne ud af Rederne, saa snart de er store nok til at stjæle. Lær dem at sulte, at fryse og lide al menneskelig Elendighed. Fyld deres Hjerter med Had og Bespottelse! Lad dem vokse op i Drukkenskab og liderligt Levned. Lad dem søge deres Fader i Fængslerne, deres Moder mellem Skøgerne. Det er Prisen, siger jeg! Her er Kravet! Alt andet er Mundsvejr og tomme Trusler. Lad dem høre op en Gang! … Leve Krapylet!¹⁹

30 år senere er denne forventning blevet skuffet, og også arbejderklassen er degenereret. Niels Thorsen må konstatere, da han et flygtigt øjeblik overvejer at skrive i arbejdernes organ, fordi de andre lukkes for ham, at

Desuden var der jo allerede indenfor Socialdemokratiet den samme Trængsel af Snyltere og Slughalse som i de andre Partier. At sidde bred og stor og magelig i en Kontorstol med en dampende Cigar i Munden og en Telefon for Øret, - det var nu også bleven Fremtidsdrømmen for mange unge Folk af Arbejder-klassen.²⁰

Præsterne og de radikale er de sidste af de grupper, hvoraf ingen går ram forbi. At vi er i individualitetens storhedstid vises ved, at gruppen som identitetsgiver afvises; det symboliseres ved, at der aldrig er luft nok, når mennesker forsamles i stor stil.

Autenticitet

Kravet til individet om altid at komme omkring sig selv og ikke uden videre overtage andres udlægninger, er et krav om autenticitet. Og autenticiteten er løsenet for Pontoppidan, der uafhængig af religiøs overbevisning eller socialt tilhørsforhold supplerer den evindeligt oppositionelle holdning med en uforbeholden accept, hvis en sådan er til stede. Når pastor Blomberg spiddes, skyldes det hans letkøbte verdensudlægning, der er drænet for overvejelser og anfægtelser og derfor en springen over, hvor gærdet er lavest. Når hans kollega Fjaltring forlenes med sympati trods hans mørke middelalderkristendom, skyldes det hans oprigtige tvivl og hans udmattende kampe med indre som ydre dæmoner. Når Per kan søge pejlemærker i litteraturen uden at blive latterliggjort, skyldes det, at han er en læsende natur, der i overensstemmelse med sin individualitet kan indoptage viden via det litterære. Anderledes forholder det sig med en bondedreng i Det ideale Hjem (1900), som helt uden om sine individuelle forudsætninger søger litteraturen; hans lærdom om "Saakrates" resulterer derfor i selvfølelse, fordi omgangen med den er overfladisk og altid kun vil fernisere. En gruppe i en tilsvarende situation er parvenuerne, opkomlingene, de nyrige, hvis opførsel ikke harmonerer med den nyvundne status. De er kaffeimportører eller pølsefabrikanter; Søholm fra De Dødes Rige er et godt eksempel på denne latterliggørelse.

"Livsanskuelse" er et andet pontoppidansk skældsord, der netop bruges om det, der erhverves let og derfor forbliver overfladisk. I en artikel fra 1897 skriver han med vanlig ironi:

det gik op for mig, at det at have en Livsanskuelse, det er at kunde med let og sorgløst Sind bære 250 Pund Fedt paa sine Knogler – det er at kunde stjæle en Mands Skjorter, uden derfor at tabe sin Sjæls glade Ligevægt; det er at føle sig moden til Tugthuset og samtidig værdig til Himlen; det er at tage 60 Procent og dog hver Aften at kunde folde sine Hænder og i fuld Oprigtighed nedbede Himlens Velsignelse over den ganske Menneskehed.²¹

Det modsatte er at erhverve sig noget gennem og med "fjaltringske" kampe og omkostninger; om denne fordring siger Philip Martens i Hans Kvast og Melusine:

Det falder dem ikke ind, at ogsaa vort indre Menneske har en lovbestemt Drægtighedstid, som taalmodigt maa gaaes tilende, dersom der ikke skal komme Misfødsler og Fuskerværk ud af det.²²

I den pontoppidanske terminologi hedder dette at have et kald, personificeret i Otto Kall, der optræder i skuespillet Asgaardsrejen (1906) såvel som i Mands Himmerig. Det samme kan man sige om Niels Thorsen, Jørgen Hallager fra Nattevagt (1894), mandslingen fra "Ilum Galgebakke" og den ældre Per, men desværre betyder kaldet ikke succes i gængs forstand; i stedet mister de deres familier og bliver vanvittige, alkoholiserede eller ensomme.

Den pontoppidanske fortrøstning

Oppositionens nødvendige utopi

Hvis man gør sig klart, at det forfatterskab, som man har arbejdet sig igennem, er tænkt og nedfældet gennem et helt liv, bliver det åbenbart, hvor trøstesløs en rolle en oppositionel forfatter som Pontoppidan har haft, for det er jo hele tiden en kamp. Tage Skou-Hansen sammenligner ham med Nietzsche, som "brød sammen i vanvid under lignende betingelser". Det kan måske forklare den udgang på De Dødes Rige, som fik mig til at spærre øjnene op, første gang jeg læste den. Anden gang havde jeg en større helhedsfornemmelse af forfatterskabet og kunne forstå, hvorfor utopien måtte forsøges som tankemæssigt eksperiment. De Dødes Rige munder ud i en reaktionær naturtilstand af et musisk og medicinløst samfund med tidlige morgenstunder og en kærlighed og lidenskab som afløser for hengivelsen og oprøret. Det forjættede land, som Emanuel lider nederlag ved at kæmpe for, er lige ved at svare til det naturevangelium, der bliver løsningen i Pontoppidan´s sidste store roman. Utopien var blevet en nødvendig komponent i den livslange oppositionelle forfattergerning.

En ny fattigdom

De radikale er i Pontoppidan´s forfatterskab kendetegnet ved at være socialt og materielt velbjærgede. Derved befinder de sig i en position, der har tilbagelagt den elendighed, som blev beskrevet i Fra Hytterne. Det viser sig imidlertid, at den materielle tilfredsstillelse ikke nødvendigvis er en forudsætning for det vellykkede liv.

I De Dødes Rige har den materielle overflod betydet et tidsoverskud til f.eks. intellektuel aktivitet, men denne intellektualisering af livet medfører i særligt Jyttes tilfælde en angst for det. I forhold til kærligheden er hun optaget af myten om Eros, der blev fortalt hende som barn; ifølge den støbes man først helt, når man har fundet sin anden halvdel, og derfor er hun ideligt optaget af, om denne eller hin er lige præcis hendes manglende halvdel og forpurrer derved kærligheden. Hendes barndomsveninde Meta, der har gjort sig bemærket ved at være klassens dummeste pige, magter uden problemer ægteskabet. Hun magter tillige at føde det ene barn efter det andet, mens Jytte er rædselsslagen ved at skulle tage ansvar for et lille nyt væsen i denne verden, der synes alt for fordringsfuld og således gør hende livsuduelig:

Hun følte sig saa inderlig træt af det alt sammen, havde kun det eneste Ønske at kunne sove sig bort fra den hele Tilværelse.²³

Som jeg tidligere var inde på, slås en anden elendighed end den socialt og materielt betingede allerede an i Fra Hytterne, nemlig med novellen "Knokkelmanden". Det er karakteristisk for de puklende husmandsfamilier, at de ikke har tid eller overskud til at reflektere over en dybere mening med livet. Mads Vestrups kone Stine er i begyndelsen af De Dødes Rige en bemidlet præstekone, der har alt for meget tid til at gå og spekulere; det resulterer i, at hun indbilder sig, at mandens svaghed for andre kvinder har udmøntet sig i konkret utroskab, og det ender med, at hun skriver smædebreve til sig selv fra disse kvinder. Efter at Mads Vestrup kommer til byen som vandrepræst og pengene bliver færre, og dermed den daglige kamp for udkommet aktuel, lukkes Stine ind i livet igen gennem bekymringer for tørv og utætte vinduer.

Der gives en religiøs variant, som skomagerparret på Bøstrup mark i Lykke-Per bliver eksponent for. Deres ønske om vanheld og forfølgelse med mantraet "Bespis mig, o Herre, med Taarebrød og giv mig bredfuldt Maal af Taarer at drikke" kan tolkes som en angst for fristelsen, som kommer med penge og dermed middagsselskaber og prangende stuer. Det er en fornemmelse af, at en hverdag fyldt op med bekymringer for brød og brændsel er en problemfri hverdag for så vidt, at en hård erhvervelse af de basale hverdagskrav begrænser det meningsgivende område til det umiddelbart kaperbare. Der gives dog også materielt prøvede mennesker, for hvem disse vilkår har en modsat virkning, eksempelvis Boels mor, Sorte-Lone, i Sandinge Menighed, som er drænet for fortrøstning og opfyldt af had. Den grundtvigianske præst med sit udhulede næstekærlighedsevangelium

vilde ikke vide, at der ogsaa i Hadet og Trodsen kunde være en livsopholdende Magt, der bar endog de Byrder, hvorunder Kærligheden segnede.²⁴

Det er hendes type, som mandslingen i "Ilum Galgebakke" sætter sin lid til.

Parlamentarismen indførtes i 1901, og i årene 1912-16 skriver Pontoppidan De Dødes Rige, hvor også denne landvinding degenererer. Torben Dihmer afslører, at "befrielsesværket" for menneskenes vedkommende er resulteret "i en sørgelig Skare af vore Samtidige, der af lutter Livsforslugenhed har faaet Tilværelsen forkert i Halsen". Thorkild Drehlings ord i Nattevagt (1894) havde stadig aktualitet 30 år senere:

Jeg tror f.Eks., at du – og jeg selv og saa mange i vore Dage – i høj Grad har overvurderet baade Fattigdommens Byrde og de goder, som den saakaldte Frihed vil kunne forskaffe Menneskeheden. (…) jeg har lært at tro paa en Lykke, for hvilken jeg med Glæde bortgav den mest uindskrænkede Frihed, den kongelige Velstand, ja selv det daglige Brød. Og jeg tror.. ja, jeg veed, at man i Livet kan møde Sorger og Skuffelser, der nager værre – langt værre – end baade Sult og Kulde. (…) Gaa ned ad en Gade og betragt de Ansigter, du der møder. For hvert et, der er mærket af Næringssorg, Tvang eller anden ydre Vold, vil du finde ti, ja tyve, hvori du kan læse som i en aaben Bog om den tusindartede Kummer, der hærger Menneskene, uden Hensyn til Rang og Stand, ja, som maaske føles allerstærkest af dem, hvem Livet tilsyneladende har været mest gavmild imod… Kærlighedssorger, Forældrebekymringer, Ensomhedsfølelse, Livslede, Frygten for Døden, Frygten for Livet... ²⁵

Selverhvervelsen

I Pontoppidan´s forfatterskab ligger således en tidlig bevidsthed om, at brød på bordet ikke lover lykke til. Allerede i Spøgelser (1888) formuleres det eksplicit af skovfogeden, der i virkeligheden er godsejerens søn:

Troer De ikke, Frøken, at der findes det, der er værre end at sulte, eller bitrere end at fryse – og som maaske netop disse Folk mere end andre er forskaanet for? ²⁶

Den borgerlige overklasse intellektualiserer sig ud på et radikalt overdrev, men også andre slags mennesker, f.eks. de gamle i De Dødes Rige tilbageviser den politiske idé, at velfærd per automatik er lykkeskabende. Efter at have realiseret sit moderne og komfortabelt tryghedsgivende alderdomshjem, kan Torben Dihmer konkludere, at det er en "Jordhytte og (…) en Kaalhave, der er vort tabte Paradis".

De gamle var ikke tilfredse, men brokkede sig. Dermed aktualiseres igen det pontoppidanske krav om selverhvervelse, for de gamle har ikke selv kæmpet for denne velfærd. Hvis parret i Knokkelmanden havde fået muligheden, er der ingen tvivl om, at de ville have være lykkelige i deres velfærd, men netop fordi de selv havde kæmpet for den. Milde himmel, hvis Pontoppidan havde oplevet vore dages velfærdssamfund!

Denne problematik gør sig også gældende på et nationalt plan. I "Ilum Galgebakke" harcellerer mandslingen over den måde, hvorpå det danske folk tackler de provisoriske overgreb. At Estrup enevældigt udskriver love, er reelt et diktatur, men mens franskmændene brænder Tuilerierne af, sender danskerne adresser formuleret i underdanige vendinger, og diktaturets håndlangere kan færdes uforfærdet rundt i landet, cigarrygende og guldgaloneret. Det ses i Den første Gendarm, hvor denne kan ride rundt i landet uden fare. Nok kan stemningen i den enkelte landsby opildnes, og man forbereder sig på at reagere, men ved synet af den flotte uniform er der alligevel ingen, der kan handle – lige undtagen "Kresten Skrædders lille arrige Pudel-Bjæffert". Niels Thorsen bærer ikke for ingenting et efternavn med en stamme, der alluderer til den nordiske mytologis krigsgud; hans forklaring på den danske sendrægtighed er, at det netop aldrig har måttet kæmpe for sin frihed:

naar Trællesindet herhjemme er saa uudryddeligt, saa er det, fordi det aldrig har rejst sig i Vildskab til Daad. Det er Fortiden, der nu hævner sig paa os. Den Folkefrihed, som andre Nationer tilkæmpede sig under Strømme af Blod, kom vi sovende til som Smedens Ane til sine Tvillinger. Ikke engang Amputationen i 64 gjorde os rigtig vaagne. Vi klynked lidt, og trøstede os for øvrigt med, at det kunde være gaaet meget værre.²⁷

Han fortæller videre om en scene, han overværede på en banegård, hvor "en indkaldt Soldat, en sjællandsk Bondekarl, stor og stærk" sidder med sine forældre og afventer afgang:

Konen var et stort Fruentimmer med et Omfang som et Vognhjul, og Munden stod ikke stille paa hende.Hun snakkede op om, hvor skrækkeligt det vilde være, dersom saadan et pænt ungt Menneske som hendes Søn skulde komme i Krig og miste Livet eller blive skudt til Krøbling. Jeg stod lidt og saae paa den unge Mand, der var saa bleg om Næbet, som om han allerede havde faaet en Kugle i Livet. Jeg tænker paa Tysklands, Frankrigs og Belgiens begejstrede Ungdom, der i de samme Dage strømmede til Fanerne med deres Mødres og Kæresters Velsignelser. Og jeg sagde til mig selv: Finis Daniæ.²⁸

Vuggegaver er af det onde, for ejendommen til noget er én ligegyldig, hvis ikke man har kæmpet for det. Religiøst gives modstykket i pastor Blomberg, der har gjort "Religionen til en Markedsvare"; hans modsætning er Fjaltring, som kender omkostningerne ved den personlige erhvervelse og derfor ikke bebrejder folk, "at de søge til de Boder, hvor de køber Afladen billigst".

Det er typisk for Pontoppidan, at han bruger krudtet på den manglende danske modstand fremfor mod den uretfærdighed, der gør modstand påkrævet. Han går så langt som til at efterspørge endnu et provisorium, for "Vi Danske (…) [kunne] saamænd godt (…) trænge til igen at faa Frisindet og Selvfølelsen og Indignationen optugtet (…) under et nyt Knippelregimente".

Transoptræden

Flere steder i forfatterskabet optræder navnet Drehling. I Sandinge Menighed optræder Agnete Drehling, som tiltænkes Lene Gyllings søn i stedet for husmandsdatteren Boel, som han forelsker sig i. I Nattevagt finder vi Thorkild Drehling og i Mimoser (1886) er den troløse ægtemand og godsejer Anton også bærer af dette navn. På samme måde optræder Lene Gylling ikke kun i Sandinge Menighed, men dukker også op i Det forjættede Land. Kasper Kapper var den sleske urmagersvend i Sandinge Menighed, og i andet bind af Folkelivsskildringer (1889) indgår titlen Kasper Kapper for i 1890 at blive fulgt op med fortællingen "Kasper Kappers Endeligt". Pastor Momme optræder i såvel "En Kærlighedshistorie" i Landsbybilleder (1883) som Sandinge Menighed og Det forjættede Land. Otto Kall og Ragna Nordby beskrives i Asgaardsrejen, hvor de er onkel og niece, og hvor hun ender med at forlade sit hjem for at følge den rebelske onkel, som hun beundrende plejer indtil hans død. Herefter bliver hun journalist og besnærer med sin politiske idealisme Niels Thorsen, da hun optræder i Mands Himmerig. Det er også i Mands Himmerig, at vi præsenteres for Gabriel Vadum, som bestemmer sig for at sige verden farvel i en buddhistisk venden ryggen til, men slutteligt også hvordan han igen bliver via-a-vis med den gennem forholdet til en jævn kvinde; forholdets videre forløb hører vi om i Et Kærlighedseventyr (1918). Hugo Martens optræder i såvel Hans Kvast og Melusine som i De Dødes Rige.

De genkommende navne understreger den helhedsfornemmelse, man får ved at arbejde sig gennem hele forfatterskabet. Pontoppidan har fulgt op på karakterer, som han ikke følte var fulgt helt til dørs. Derudover er det en esoterisk kode til læsere, der er velbevandret i hans skrifter, for det er ikke altid, at det virker specielt presserende, at netop denne eller hin person genoptræder. I videre forstand understreger denne transoptræden de tematiske problemstillingers almengyldighed.

Naturbegrebet

Natursyn

Hos Pontoppidan opereres med naturen som modsætning til kulturen. Naturen er flora og fauna, som når Per afviser kunstnerne, fordi "de drev det samme hysteriske Afguderi med Naturen som Præsterne med det Hinsides". Vi så tidligere, hvordan Pontoppidan selv fandt lise i naturen, men hvor det forsøges af hans personer, bliver det ofte en kilde til ironisering.

Naturen forstået som det enkelte menneskes særlige sind eller sjæl er en anden betydning, som begrebet får hos Pontoppidan Ingrid i Et kærlighedseventyr må "kæmpe med (…) sin ganske naturlige Længsel efter (…) [sine] Børn". Udover den instinktive natur, opereres med en menneskenatur, der udfolder sig på miljømæssige og nedarvede betingelser.

Den konkrete natur er hos Pontoppidan tryghedsgivende eller ødelæggende, og får i disse funktioner henholdsvis kvindelige eller mandige egenskaber. Isbjørnen er en fabel om en original præst, der i Grønland finder et lykkeligt alternativ til en verden, hvor menneskene har de tyranner, de fortjener. Men den arktiske natur romantiseres på det groveste. Dette bjerglandskab er udstyret med moderlige eller om man vil kvindelige attributter:

Der, hvor Landet højnede sig, og Fjældene – nøgne og sorte – traadte ud i det isopfyldte Hav, bøjede en Fjordarm sig ind mellem to skyhøje Klippebarme og trængte sig dybt ind i Klippelandet.²⁹

Ligesom mulden i Det forjættede Land fungerer som frugtbarhedsymbol såvel som den repræsenterer det underjordiske mørke uden horisont, kan man læse "Klippebarme" som et oxymoron. Andre steder i forfatterskabet er den dobbeltvirkende natur mere eksplicit udtrykt, f.eks. i Ung Elskov med den ironiske undertitel "Idyl". Denne novelle indledes med en stemningsskabende sammenligning af naturen med en "dovent smilende Kvinde i sin Elskers Arm" for på næste side at blive brudt af "Uglens hæslige Skrig". I Vildt motiverer naturen til såvel seksualdrift som dræberinstinkt, hvad der får fortælleren til at flygte tilbage til kulturen og den civiliserede håndtering af disse.

Særligt skoven fungerer som ramme for en frisættelse af drifter. Det er her, at alle mord og voldtægter begås: I Stækkede Vinger (1881) forføres Ane af Søren i en skov, og hun forsøger senere at tage hævn ved at dræbe ham samme sted. I Ung Elskov er det ligeledes i skoven, at Jesper forsøger at voldtage sin kæreste Martha, hvorfor hun efterfølgende dræber ham samme sted. IVildt er det en lidt blødere udgave, idet fortælleren fatter interesse for en ung fiskerkone og opildnet af sit nye bekendtskab med den pågående Andreas følger efter hende med hovedet fuldt af forførelsesplaner; senere er det her, at han affyrer spontane skud mod en formodet forbryder. Og i Lykke-Per drømmer drengen Peter Andreas om "en dejlig Kvinde, en ranet Prinsesse, der nu skulde være ham til Vilje deroppe i hans Bjælkehus langt inde i Skovene".

Naturen i form af drifter og lidenskab er et tema, der behandles mange steder i det pontoppidanske forfatterskab. I Ung Elskov er lidenskaben ikke forudsætningen for lykkeligt og varigt samliv; bogen beskriver derimod et fornuftsægteskab, som tilsyneladende er lykkeligt. Denne fortælling er oprindeligt fra Landsbybilleder (1883), hvori fornuftsægeskabshistorien findes, men den er efterlods indarbejdet i novellen og var ikke en del af den oprindelige udgave af Ung Elskov. I 1889 skriver Pontoppidan om "Dobbeltmordet på Tåsinge" , hvor netop den "bestialske" lidenskab mellem mand og kvinde tages i forsvar. Det er oplagt at trække en parallel til Pontoppidan´s eget liv, idet han i 1885 endnu ikke har mødt sin anden kone Antoinette Kofoed. Det er samme motiv, der får Jytte i De Dødes Rige til at vælge den laksefarveklædte charlatan Karsten From for den ærværdige Torben Dihmer. Fornuftsægteskabet får – det oppositionelle tro – dog heller ikke lov at gå ram forbi. I Ung Elskov betvivles Grethe og Bette-Mads´ lykke, og trivialiteten er en lurende fare, som skrives ud i Den kongelige Gæst og Mimoser.

Det store spørgsmål, som drejes under tvesynets insisterende lup er, om kærligheden lykkes gennem det komplementære eller det kongeniale. Dette diskuterer Ragnhild Tønnesen og Emanuel i Det forjættede Land. Embedsslægtens fortabte søn Emanuel Hansted har giftet sig med den simple bondepige Hansine, hvad der får Ragnhild til at fundere:

(…) det har vendt lidt op og ned paa mine Anskuelser om Ægteskab og Familjelykke, - de har aabenbart været noget gammeldags. (…) Jeg har ganske simpelt troet, at hvad man kalder ægteskabelig Lykke betinges af det, som vore Bedsteforældre med et noget svulstigt Udtryk benævnede "Hjerternes Harmoni", og som vi i vore Dage vilde kalde noget som Nervesympati. (…) Men Arten og Graden af vore Nervers Modtagelighed (…) er Resultatet af vor Opdragelse, af vor Omgang, vor Beskæftigelse, vor Læsning … ja ikke alene af vor egen, men af vore Forældres, vore Bedsteforældres og alle vore Forfædres op i mange Led …³⁰

og Emanuel til at replicere:

Fortræffeligt (..) Jeg forstaar nu, at Betingelsen for, at et Menneske skal blive fuldkommen lykkeligt med et andet, er den, at dette Menneske er ham lig paa alle Punkter; det vil sige, at det maa have haft samme Opdragelse og samme Omgang, og desuden helst samme Fader, samme Moder, samme Søskende og samme Forfædre op i mange Led… med andre Ord, at det maa være ham selv! Ja, deri har De Ret, Frøken Tønnesen! Selvkærligheden, Egoismen, det er sikkert efter den moderne "konservative" Livsanskuelse den eneste varige og paalidelige Kærlighed. Det mener ogsaa jeg! (Det forjættede Land, s. 311)

Om sit møde med Antoinette Kofoed skriver Pontoppidan:

Jeg forstod, at hun – som jeg selv i sin Tid – altid havde været Husets urolige Aand og med Forsæt kæmpede sig fri af Familjetraditionerne. Var det maaske Følelsen af en vis Samhørighed paa dette Punkt, der allerede i Blokhus saa mærkeligt havde ført til en halvkammeratlig Forstaaelse imellem os?³¹

Det er således slægtskabet, der tiltrækker. Det samme var afgørende for, at Jytte indledte et forhold til Karsten From, idet hun reagerer på hans vajsenhusopvækst og dermed en ensomhed, som hun kender fra sig selv. Jakobe overvindes først rigtigt, efter hun har set, hvad Per er oppe imod i broderen Eberhardts skikkelse, da det vækker minder om den uretfærdighed, hun pga. sin jødiske herkomst har oplevet og stadig kæmper mod at genopleve. Også på temaet kærlighed/ægteskab lægges altså et tvesyn.

Brandes' natur skulle imødekommes på alle fronter, hvad der må kollidere med et ægteskab, der er konstitueret på evig troskab. Pontoppidan´s bidrag til sædelighedsfejden var romanen Mimoser, hvor et sidespring får unødvendigt tragiske følger for et ellers lykkeligt ægteskab. I Det ideale Hjem udfolder Adam Malling sin matriarkalske samfundsteori i den indlagte afhandling med samme titel som romanen. Her argumenterer han for en frisættelse af seksualdriften, idet forældrene alene skal mødes for at være sammen intimt, mens børneopdragelse bliver et anliggende, som varetages af den ene parts egen familie. Hvis forældrenes samvær bliver trivielt, har de ingen forpligtelser til at bevare forbindelsen. Man skal med andre ord ikke mixe generne udover seksualakten. Karakteristisk for Adam er imidlertid, at han i størstedelen af sit liv ikke har kendt til eller levet med sit fædrene ophav, hvorved han ophæver en faderbinding, som ikke eksisterer. Per derimod skal lægge snittet i eget kød, og det er naturligvis en helt anden opgave.

I Et Kærlighedseventyr (1918) forlades mand og børn for den store lidenskab. I 1930 får vi endnu et eksempel på den pontoppidanske redigeringsiver, da denne roman skrives om på en måde, der i højere grad problematiserer Brandes. Hvor den forsmåede ægtemand i førsteudgaven forholdsvist hurtigt dør og derved ophæver det offer, som Ingrid måtte bringe ved at give afkald på sine børn, lever han i andenudgaven videre og forbliver en modstander i forhold til det lidenskabsbaserede forhold; nu er det i stedet Ingrid, der dør pga. skyldfølelse og samvittighedskvaler. Mens Pontoppidan i artiklen om Elvira Madigan og Sixten Sparre forsvarede lidenskaben som legal impuls, problematiseres den igen i 1930 – at holdningerne igen og igen skal vindes, er sandelig en fordring, han selv imødekommer.

De tilsyneladende vellykkede par i forfatterskabet er Grethe og Bette-Mads i fornuftsægteskabet i Ung Elskov, og det er Sidenius-ægteparret, hvor moderen er indstillet på at ofre sig for mand og børn, men gør det på baggrund af en genuin kærlighed funderet på gensidig respekt og beundring. Vadum og Ingrid i Et Kærlighedseventyr udgør i førsteudgaven et lidenskabsfunderet vellykket par og lykkelige er også De Dødes Rige´s Keld og Grethe, der gennemfører et oprør mod de familiære traditioners tvang ved at insistere på hinanden, men de gør det i deres musiske paradis – som stadig fremstår som et utopisk tankeeksperiment, og som kun føres frem til sin indledning, mens vi ikke får noget at vide om dets videre forløb. Salomonægteparret må også karakteriseres som lykkelige, men de er det på baggrund af fornuft. Lea Salomon har én gang oplevet den passionerede kærlighed, hvad der har gjort hendes højre hånd til fredet område; nu anser hun egen og børnenes tryghed for det vigtigste. John Hagen og hans pensionatkone i De Dødes Rige er ligeledes udtryk for et vellykket forhold funderet på fordringsløs kærlighed i det små. Således lader kærligheden sig realisere på vidt forskellige betingelser, da flere muligheder gennemskrives til kroning. Det er tvesynet i funktion – der gives ingen køreplaner, for opgaven er den enkeltes.

Mænd og kvinder

En stor og vigtig gruppe af mænd i Pontoppidan´s forfatterskab er karakteriseret ved følelseskulde og ødelæggende idealisme; det er figurer som Per, Niels Thorsen, Jørgen Hallager, Enslev, Otto Kall og tildels Emanuel.

Den typisk pontoppidanske kvinde er den opofrende frelsende engel som Lea Salomon, Jakobe, Fru Sidenius, Hansine, Asta (Mands Himmerig), Ursula (Nattevagt) og Mathilde (Hans Kvast og Melusine). Den falske opofrelse findes i Mimoser og harmens i Thora van Deken, hvor den lille rødhætteklædte pige forvandles til en retshaverisk og kold kvinde, efter at hendes fader forødede hele familiens formue og nedværdigede den ultimativt med fogedens komme. Nu ofrer hun social omgang og egen samvittighed for at sikre datterens økonomiske tryghed ved at trumfe egne krav til den afdøde mands testamente igennem. Ragna Nordby er opofrende for en idealistisk politisk idé. Ivan er den ene hane, der hører til i dette selskab.

Også foretagsomheden er en genkommende kvindeegenskab. Tænk på denne fiskerkone i Vildt, der formår at synge, passe sit sytøj og derudover vugge sit barn ved at have forbundet vuggen med en snor til sin storetå! Foretagsomheden er kendetegnende for den mindre bemidlede husmor, men også de fattige embedsfamilier har disse kvinder, eksempelvis mor Sidenius og Pers søster Signe. En socialt velstillet kvinde som Lea Salomon er ligeledes praktisk aktiv, men det kan være den stereotype forestilling om jødisk arbejdssomhed, der er udløsende, for jeg kender ingen andre eksempler.

Efter Brandes frigørelsesprojekt, der som sagt også inkluderede kvindernes emancipation, er forudsætningerne skabt for en ændring af det traditionelle kvindesyn som Pontoppidans tidlige. Forestillingen om en selvstændigt virkende og tænkende kvinde affødte skred i de hidtige forståelsesrammer for de to køn, og op dukker Medusa-skikkelser og femmes fatales. Kvinden som mere positiv betvinger finder sit billede i "Dronningen": Jakobes væsen beskrives som "dronningeagtigt" , og Jytte og Karsten indgår lejlighedsvist i roller, hvor hun er dronning og han hendes page. Desværre kunne det være lidt ubelejligt og forvirrende for rolletroværdigheden, at den tiltrækkende dronning også biologisk var kvinde, for det var ikke videre ophøjet

at skulde faa sit Hjem forvandlet til en Ammestue med Barneskraal og Patteflasker og Lugt af Bleer!… At se Jytte, hans Dronning, vralte afsted med en Figur som en Rokoko-kommode!³²

Kvindefrigørelsen har direkte sneget sig ind i det pontoppidanske forfatterskab enkelte steder. Asta i Mands Himmerig går i Kvindelig Læseforening, der var et af de konkrete resultater af emancipationsbestræbelserne. En mere rabiat udgave gives med lægefruen i Mimoser og den nøgterne af Antons mor samme sted, om hvem man rent ud sagde, "at hun havde haft en Elsker". Hos Pontoppidan er de nye kvindeskikkelser givet i den køligt beregnende og erotisk tillokkende Nanny, men også Jytte er en repræsentant med sin ubevidste tiltrækningskraft og lunefuldhed. Modvægt får de i djærve, stoute, almoderlige og umiddelbare kvinder, der bærer alt, tilgiver alt og håber uendeligt. Den ukomplicerede kraft præsenteres i Meta fra De Dødes Rige; hun styrkes gennem sine fødsler og tager vare på egne og andres børn, og er fysisk uovervindelig. Hendes kraftige fysik – hun bliver ganske enkelt fed – er hos hende et krafttegn, mens fedmen i novellen Ung Elskov for krodatteren Ellen, der føder et forførelsens barn og forfalder i druk, bliver et tegn på opløsning. Brandes kunne ikke bruge husmoderen til noget, men det kunne Pontoppidan, der altid forlener denne type med sympati. Ligesom Ivan blander sig i kvindegruppen, findes der mandige kvinder hos Pontoppidan, eksempelvis Thora van Deken, Lene Gylling og moderen i novellen Hans og Trine fra Fra Hytterne, men alle har de også det tilfælles, at de er uden for parforhold og derfor må de selv agere mænd.

Den almene frisættelse af individet betød en ophævelse af hidtige autoriteter; det skaber et tomrum eller en platform om man vil, ud fra hvilken man nu selv skal definere, hvem man er, hvad der naturligt medførte store identitetskonflikter. De forskellige kvindetyper kan ses som udtryk for de bevidsthedshistoriske brydninger, der trak minerende tråde under individet i almindelighed og kønnene i særdeleshed.

Psykoanalytiske Spor

Omkring århundredskiftet kom de første resultater af Sigmund Freuds arbejder, og en påvirkning heraf kan også spores hos Pontoppidan, særligt forestillingen om det underbevidste og det nye syn på seksualiteten. I forhold til Per og hans barndom beskrives fortrængningsmekanismer:

I Grunden undrede det ham, at han endnu saa levende erindrede sig disse gamle Tildragelser, som dog intetsomhelst betød for ham længer. Han vilde i hvert fald ikke erkende, at Hjemmet og dets triste Minder havde nogen Magt over ham mere. Han var sig bevidst kun undtagelsesvis at have beskæftiget sig med denne Fortid, der i Aarenes Løb var ligesom dukket ned under hans Livs Horisont.³³

I De Dødes Rige kan man se Freuds indflydelse i en beskrivelse som "daglige smaabitte Lagforskydninger". Drømmetydningen som genvej til sjælelivet har sneget sig ind, når der om Per fortælles, at "i vaagen Tilstand havde han i de sidste Maaneder ikke bekymret sig om sin Slægt".

Den forholdsvis direkte omtale af seksualiteten var også noget nyt. Nannys masochistiske tendenser i fascinationen af gulflammede tigre, gladiatorer, og iltre knivstikkende italienske mænd aktiveres for alvor i forhold til hendes mand, da han giver hende et par på hovedet, fordi hun har indgydt Løjtnant Iversen falske forhåbninger med hans selvmord til følge. Det fortælles, at hun "ved den Lejlighed for første Gang var rigtigt vellystfuldt betaget af sin Mand og var herefter igen en Tid hans ydmyge Slavinde, der villigt – og med forøget Erfaring – tjente hans kønslige Udskejelser". Jytte Abildgaard har lignende tendenser og må lette interesseret på øjenbrynet, da onkelen fastslår, at en kvinde som Vilhelmine "skulde have været gift med en stor Hestepranger på 12 Lispund, der engang imellem gav hende nogle gode Høvl af Ridepisken".

Datidens forestillinger om kvinden som farlig har jeg tidligere været inde på. Det var særligt Otto Weininger (1880-1903), der med sin seksualfilosofiske dualisme definerede kvinden som negativitet, inproduktivitet og umoral. I Den kongelige Gæst er kvinden den, der er mest modtagelig for gæstens påvirkninger, men hun kunne undskyldes, tænker hendes mand, "fordi hun var Kvinde, d.v.s. et Væsen med et abnormt Følelsesliv og en deraf flydende, forvirret Tankegang". Manden i Borgmester Hoeck og Hustru er også eksponent for dette kvindesyn.

Ved læsningen af nogle af de præ-freudianske tekster som Vildt og Ung Elskov måtte jeg, tidspunktet taget i betragtning, overraskes og forundres. Det er selvfølgelig vanskeligt at vurdere, om det er tiden, som har udstyret mig med briller med stærke freudianske glas, men når fortælleren i sidstnævnte værk lader den datter, der burde have været hans, hvis ikke lidenskab, mandfolkelist og kvindebrist havde forplumret planerne, når han lader hende "eftersøge alle (..) [sine] Lommer, hvor der jo gerne et eller andet Sted var gemt en lille Raritet, enten lidt Sukkergodt, et Par Svedsker eller lignende" [min kursiv] får det mine lamper til at blinke; desto mere når han slutteligt faktisk får en mistanke om et forhold til den unge pige på halsen og ræsonnerer:

Jeg burde maaske af den Grund have vist mere Forsigtighed, ogsaa overfor Pigebørnene i Skolen. Men jeg havde dog aldrig kunnet tænke mig, at min Kærlighed til Ungdommen, min Opofrelse for den opvoksende Slægt (..) kunde blive misforstaaet.³⁴

Fortælleren i Vildt er en nørd, der mildest talt har problemer med at omgås kvinder. Ligesom i den citerede passage fra Isbjørnen findes der i Vildt scener, hvor omgangen med naturen unægteligt giver visse associationer:

Det var en Skovkløft, hvortil Indgangen dannedes af en halvskjult Rende, der var saa smal, at "Musvaagen" akkurat kunde stages igennem den. Fra denne Rende gled man ind paa Bunden af et dybt og bredt Svælg, dannet af stejle, træbevoksede Skrænter og overhvælvet af mægtige Løvmasser, der ganske skjulte Himlen over ens Hoved.³⁵

I symbolikken kan man slippe afsted med meget; jeg synes i hvet fald, at det er skrappe sager! Almindelige eufemismer forekommer også og kan være ganske underholdende, eksempelvis "naturlige Funktioner" for menstruation eller når John Hagen brokker sig over sin kølige kone, der "viser (…) [ham] en Ligegyldighed, som ingen Mand kan finde sig i". Uden for det seksuelt kropslige område vil jeg give et eksempel fra Ung Elskov, hvor fortælleren kan "mærke paa hendes Aande, at det var længe siden, hun havde spist noget".

Lykke-Per

Den faderlige natur

Som Klaus P. Mortensen har påvist, kan man se Lykke-Per´s komposition som en psykologisk afdækningsproces af et fornægtet ophav. I den dialektiske bevægelse manifesterer dette ophav sig tydeligere og tydeligere for til sidst at måtte imødekommes. Den følgende behandling af Lykke-Per er gjort med afsæt i Mortensen, og matricen for følgende analyse stammer således fra ham. Det videre arbejde med romanen er imidlertid et resultat af mine egne studier.

Indtil Per i København konfronteres med Professor Sandrup fra Den polytekniske Læreanstalt, kan han skelne mellem sit projekt og sit privatliv, men da han i denne lærer møder det reaktionære krav om ikke at fravige den slagne vej, men gøre som alle andre – en indstilling som han kun kender alt for godt fra sit barndomshjem – falder projektets erobringstrang sammen med den erotiske. Per ved, at faderen absolut ikke ville billige hans seksuelle udskejelser, og derfor er disse en bekæmpelse af ham. Det ses imidlertid hurtigt, at Per ikke er i fuld overensstemmelse med sin nye kvindeerobrende tilgang til verden, da disse situationer efterfølges af ubehag, jf hans forhold til Fru Engelhardt. At det forholder sig sådan foregribes allerede med hans raktion, da barndomskæresten Oline bliver for nærgående. Hans skiftende indstilling til, om kønsdriften skal udfordres eller holdes i ave, afspejler sig ved, at han tiltrækkes af skiftevis bly, aseksuelle kvinder og seksuelt udfordrende. Hans pendulbevægelseser således ud:

Fru Engelhardt
Fransisca
Nanny
Jakobe (umiddelbart aseksuel)
Tyske kusine
Bjergbondepigen
Nanny
Inger

Til disse poler knytter sig en proportional naturopfattelse: når hangiver sig hen til de erotiserede kvinder, forstås naturen som elskovsdrift,og så er en "uforfærdet, altforglemmende Hengivelse til Naturen(..) selve Urgrunden i ham (..), selve hans Væsens Urkraft". Athan ikke dækkes helt i denne selvforståelse ses af den funktion,som erotikken skal have for ham, idet det ikke så meget handler om kropsligforløsning som om dens evne til at give "Glemsel for alle Sorger,Tilgivelse for alle Synder". Hans mantra på dette tidspunkt er,at "den, der vilde frem, skulde ikke se tilbage" , d.v.s. han vilglemme sin fortid og dermed sit ophav. I stedet indsætter han naturenved at spørge:

Hvem var det, de havde haft Bud efter? Var det efter ham selv, saadan som Naturen i et af sine lyse, lykkelige Øjeblikke havde skabt ham?³⁶

Men at hans erobringslyst og kraftige fysik ikke skyldes, at moder natur har ladet ham opfostre hos fremmede, bliver tydeligt, da denne fysik viser sig at være svag – barndommens mel- og sødsuppe har haft sin virkning. Per erfarer, at noget kan give sig ud for at være noget andet, end det er, da han oplever Berlin fundamentalt forskelligt før og efter faderens død. Inden afrejsen hjem til begravelsen er Berlin den pulserende, ekspanderende og forjættende storby, der giver plads til menneskets tekniske kunnen, men da han vender tilbage, ser han i stedet byens bagside i storbymenneskets opløste liv uden sammenhæng. En parallel forvandling sker med hans oplevelse af naturen: før var den bar materie, som mennesket skulle og kunne tæmme gennem f.eks. ingeniørens arbejde, men efter rejsen oplever han på en travetur i de østrigske bjerge naturen som mystisk og numinøs. Denne oplevelse peger tilbage til barndommen, hvor han overværede faderen udføre liturgien og derved "undertiden havde kunnet føle sig greben af en forbigaaende Ærefrygtsfornemmelse". Samtidig flankeres oplevelsen i bjergene af en tomhedsfølelse, fordi menneskelivet i en sådan overindividuel sammenhæng nedhøvles til en tilfældig hob atomer på et tilfældigt tidspunkt i en årtusindlang historie. Denne følelse gør en overordnet religiøs forklaring nødvendig, og Per er rede til Kærsholm, hvor han får muligheden for at "føle sit eget Væsen ligesom hensmelte og opgaa i Uendeligheden".

Den moderlige natur

Forlovelsesscenen er et lige så vigtigt vendepunkt som faderens død, da det her bliver tydeligt, at det er indre og ikke ydre omstændigheder, der forhindrer projektets videre udvikling. Da også Oberst Bjerregrav overgiver sig, kan Per nu kun se det som en bekræftelse af sin tidligere selvforståelse som en lykkens pamfilius, men det eneste adjektiv, han nu finder dækkende, er "dæmonisk". "Kristus"-siden har overtaget og dialektikkens poler er nu ude af ligevægt. Hjemmets pol udvikler sig fra at have været forbigående fornemmelser til at blive udslagsgivende for et regulært valg, nemlig at følge moderens kiste og dernæst blive på Kærsholm. Moderens lig skal transporteres fra København til barndomsbyen, og Per overværer, at kisten lastes. Her får han en oplevelse lig den i de østrigske alper: da han ser kisten svæve i luften som en "Sukkerfustage(..)" , understreges menneskets livsvilkår som tomme. Men med moderens opofrende måde at tackle dette vilkår på, åbenbares en anden version af kraftpræstationen, som han nu er nødt til at efterspore.

Tabet af moderen aktiverer et behov, hvis manglende tilfredsstillelse det kan være svært at forstå. Forestil dig, at du fra dine forældres side aldrig havde mødt andet end misbilligelse af alt, hvad du følte dig stærkest tiltrukket af. Hvor visheden om den moderlige kærlighed skulle have siddet i Per, findes kun et gabende hul og det er det, der bringer ham til Kærsholm. Hofjægermesterinden har ikke det fjerneste imod at agere i moders sted, og samtidig bliver det en tilbagevenden til barndommens landskab. Naturen bliver nu "noget, der aandeagtigt omsluttede ham som en moderlig Favn".

Den første uges tid er Per stadig den nøgterne ingeniør, der bekymrer sig om samfundsudvikling og udenlandske anparter i landet, men efterhånden må han give sig hen til det Blombergske Poul Reichhardt-evangelium, hvor man er dus med himlens fugle, og hvor den uberørte natur indpoder livet mening. At denne tilstand er af provisorisk karakter, ses af den tidligere omtalte historiske opfølgning; her fortælles, hvordan vikingerne amputeredes ved at blive afvæbnet af den kristne indvandring. På samme måde bedøves Pers hidtige individualisme, ved at han nu er den part, der modtager livskraft fra naturen; det må føles som en stor befrielse, men kan dog ikke vedblivende tilfredsstille alle de komponenter, han er sammensat af.

Natur og Instinkt

Da Per gifter sig med Inger og slår sig ned på egnen som landmåler, oplever han en ny menneskenatur, som ligner moderens, men som adskiller sig på et afgørende punkt. Moderens forsagelse tjente trods alt et overordnet mål i mand, hus og børn. Det tidligere omtalte skomagerhjem på Bøstrup mark praktiserer en forsagende religion, der beder om trængsel, smerte, vanheld og forfølgelse i ønsket om ideligt at blive mindet om Gud. Den asketiske levevis tiltrækker Per, men "For en saadan brændende Tro, der fortærede selve Blodets Grunddrifter, veg hans naturlige Menneske tilbage". Disse mennesker erobrer ingenting, men tragter efter ulykker, som har det overordnede formål at holde fristelsen stangen. Disse mennesker frygter, hvad Fjaltring prædikede: at den sande tro er karakteriseret ved lige så megen tvivl. Deres autenticitet er imidlertid ikke til at tage fejl af, og det er den, der stemmer Per respektfuldt.

Gennem skomagerhjemmet og gennem læsning af før-kristelige skrifter, forstår Per, at det menneskelige sind i sin urgrund kan indeholde "et Instinkt, der laa udenfor Naturen, og som, hvor det i det hele taget fandtes, tilsidst overvandt denne". Natur forstås traditionelt som noget immanent ligesom instinkt, men her skelnes mellem disse to. Pers "naturlige menneske" viger tilbage for denne verdenstilgang, d.v.s. det naturforsagende frastøder ham, fordi hans natur netop er erobrerkraft og -trang. Men samtidig er der noget i skomagerparrets særlige instinkt for forsagelse, der finder genklang i ham. Pers skæbne er således at være delt mellem to modsatrettede tilbøjeligheder. Pers videre udvikling er en tilvejebringelse af stadig større bevidsthed om denne delthed.

Efterhånden forstår han, at en sådan splittelse umuliggør et normalt liv med kone og børn, og hans erobrertrang får nu et indre sigte i spørgsmålet om, hvorfor han er uduelig i forhold til realiseringen af det almene. Således er naturkraft/livskraft ikke lig med livslyst, der snarere kan sidestilles med evnen til nydelse. Naturkraften er en trang til som individ at finde, forstå og derved erobre sit eget modsat forsagelsens afkald og resignation.

Bevægelsen fra hjemmet med Inger og børn til Aggertangen, hvor han ender som vejassistent, nødvendiggøres gennem følgende situationer: først da han opildnet af den plagierende Steiner rejser til København, hvor han konfronteres med storbyens spekulationer, samfundsbureakrati og overfladiske bekendtskaber, og må indse, at han ikke ejer naturen, der skal til for at kæmpe dér. Dernæst da han står ved statuen af Silen og Dionysosbarnet, hvor ophavets tilstedeværelse i ham bliver klart og måske endnu vigtigere, at det ikke er lig Dionysos´ ophav af glæde og nydelse. Endelig i sønnen Hagbards opførsel over for ham, i hvilken han ser sit eget faderforhold reproduceret. Det hele sættes ind i en meningsfuld sammenhæng, da han bliver i stand til at konvertere hjemmets faste følgesvend, der tidligere manifesterede sig som "Spøgelsesuhyret [han] vilde (…) besejre" til "En indre Magt (…) [et] selvvirkende Styreapparat" lig Augustins begreb "Trahimur", som der refereres til i erindringerne. Det er opdagelsen af en indre kerne, hvis tilgroede og –stoppede kanal skal renses på bekostning af det nu steinerske projekt med de tilgroede jyske vandløb; nu er der frit lejde til at udforske denne kerne, og til det vier han resten af sit liv.

Biologiens og miljøets determinisme

For Per er naturkraften lig med erobrertrang. På dette tidspunkt er det relevant at se på, hvad denne natur er betinget af. Når Pers bolig helt per automatik får et asketisk præg, begrundes det med hans "medfødte og tilvante Sparsommelighed" , hvor medfødt over for tilvant peger på noget biologisk genetisk. Pers afvigen fra den ellers troligt fulgte slægtstavle forklares som et resultat af, at familien flyttede i de år, hvor prægningen af ham var allervigtigst, og derfor var faderen optaget af sit nye embede og moderen af de mindre søskende.

Fortællingen om moderens ungdomsdage skal også medtages i disse betragtninger. På en togrejse er en medpassager til Per en af moderens ungdomsbekendte, og han fortæller Per om en ung livslysten pige, som Per slet ikke kan genkende som sin mor, for hvem livslysten er blevet til en kristen selvforsagelse i et utal af fødsler og den fortsatte omsorg for disse børn. Denne forsagelse går imod Pers naturlige erobringskraft, og derfor får historien ham til at gyse.

Der opereres med faktorer i de ydre tilfældige omstændigheder, i biologien og i den historiske tidsramme. Fra moderen får han livslysten, der viser sig i lysten til f.eks. Inger og familiestiftelse. Fra faderen arver han den asketiske og filosofiske tilbøjelighed. Den sidste bidrager er hans tid, der var en opbrudstid fra en religiøs verdensudlægning henimod en idé om, at mennesket selv skulle erobre og dermed forklare verden. Vilkårerne kombineres nu, da erobrertrangen tager et indre sigte i et behov for at forstå, hvori bidragene bestod, og hvorfor de måtte tackles, som de blev.

Pers endeligt

Der findes mange vurderinger af Lykke-Per´s slutning og Pers endeligt, og mange af dem sætter spørgsmålstegn ved oprigtigheden af den tilstand, som Per slutteligt giver udtryk for at have opnået. Vilhelm Andersen skriver i antologien Omkring Lykke-Per, at også Per "med sin Higen efter Selvet er en Fantast som Emanuel Hansted, et stakkels virkelighedstørstende Menneske". Paul V. Rubow sår i samme sted tvivl om det samme ved at skrive: "Det er ogsaa uvist, om Helten igennem Bogens mange Bind virkelig gør store Fremskridt i Selverkendelse". Klaus P. Mortensen mener, at kritikernes tvivl skyldes, at de forventer en overensstemmelse mellem forfatter/fortæller og hovedperson, og derfor må slutningen forekomme uklar. Derpå afdækker Mortensen en dobbelthed i Pers væsen, som jeg snart vender tilbage til.

Hos mig er der imidlertid ikke tvivl om, at Per har frigjort sig fra det religiøse. Men læser man de indledende bemærkninger om den sideniuske slægt, bliver det klart, at der er tale om en anderledes omfattende hjemgang. Om slægten hedder det, at

den overvejende Del (…) havde været fromme Kirkens Stridsmænd, flere af dem tillige belæste, ja lærde Mænd, teologiske Granskere, der i deres landlige Afsondrethed, under Aarenes graa Ensformighed, havde søgt Erstatning for alle Afsavn i et stille indadvendt Tankeliv, en inderlig Fordybelse i deres egen indre Verden, i hvilken de saa tilsidst fandt Tilværelsens sande Værdier, dens rigeste Lykke, dens egentlige Maal. ³⁷

Man bør bemærke, at "teologisk" kun specielt knytter sig til kristendommen, men ikke nødvendigvis; ordet kommer af det græske theos, der betyder Gud. Når Per slutteligt kan proklamere:

Ære være min Ungdoms store Drømme; saa blev jeg dog en Verdenserobrer alligevel; hvert Menneskes Sjæl er et selvstændigt Universum, hans Død en Verdensundergang i det smaa.³⁸

er det på baggrund af visheden om, at

uden et stort, ja eventyrligt Mod til at ville sig selv i guddommelig Nøgenhed naaer Ingen til virkelig Frigjorthed.³⁹

Han vælger adjektivet "guddommelig", fordi han har opnået kontrol over sig selv og sit liv; i hans verden hersker slutteligt et kosmos, der normalt er forbeholdt guderne. Han er nået til fuld klarhed over sit selvs vilkår og muligheder og mener sig frigjort fra alle tidligere bindinger – og han har gjort det via redskaber, som altid har kendetegnet hans forfædre. Han ofrer sig for Inger og børnenes skyld for derved at undgå, at hans historie gentages.

Det er netop dette bevis på ægtheden af Pers frihed, som Mortensen afviser; hans vægtigste bevis herfor finder han i en af de optegnelser, som Per efterlader sig: Det store Spøgelse. Heri fortælles om en mut dreng, hvis sind faderen forsøger at bøje uden større held. Da drengen en dag endnu en gang forbryder sig, søger han at undgå faderens straf ved at klatre op i et træ. Opildnet af spiritussen fra den netop overståede jagtfrokost, forlanger faderen, at drengen skal komme ned, hvad der blot resulterer i, at han klatrer endnu højere op. Til sidst falder han ned og slås til krøbling. Men netop denne invalidering, der forhindrer drengen i at leve et normalt liv, åbner hans øjne for de simple ting og giver ham tid til at granske, hvorved frigøres en bevidsthed, der opvejer det tabte. Faderen derimod bliver vanvittig af samvittighedskvaler.

Det er oplagt at se optegnelsen som en allegori på romanen. Den menneskeligt forkrøblede, men guddommeligt bevidstgjorte søn kan kun være Per, men den samvittighedsplagede far kan også kun være Per, for ingen anden fader i romanen har samvittighedskvaler. Ifølge Mortensen opstår her en uklarhed, der afslører Vesterhavet som endnu en flugt, fordi han i sønnens øjne alt for tydeligt ser, at han er tvunget til at gentage forholdet mellem sin egen far og ham selv, og det er denne erkendelse, han ikke vil vedkende sig, men flygter fra. Han bliver derved inkarnationen af det splittede menneske, der kan se sig selv udefra; pastor Sidenius var ét med sin person og kunne af samme grund ikke objektivisere sig selv. Ifølge Mortensen er det stadig barndommens trods – og ikke passionen – der slutteligt driver værket.

For mig hænger Per fuldstændigt sammen, og jeg vil gennem en psykologisk læsning tilbagevise Mortensen. En psykologisk læsning kan nemlig forklare den diskrepans, som Rubow og Andersen ikke forstår, og med afsæt i hvilken Mortensen afviser Pers egen version af sit endeligt som genuint. Faderen i optegnelsen mangler totalt forståelsen for sønnens natur, både før og efter ulykken; det samme gælder Johannes Sidenius´ forståelse af Per. Men balstyrigheden og verdsligheden i Dianas drikkelag er afgjort ikke Johannes Sidenius´! Da Per påbegynder afdækningen af sit forhold til familien, tager processen for alvor fart under hans ophold på Kærsholm. Efter at have været fortrængt i alle de mellemliggende år, imødekommes dette projekt af hofjægermesterinden og hendes mand. Hofjægermesteren er med sit temperament og sin drikfældighed netop eksponent for optegnelsens faders egenskaber, som Sidenius ikke var bærer af. Derfor er det psykologisk plausibelt, at de to faderfigurer: Sidenius og hofjægermesteren, blandes sammen.

For Per selv er det mest plagsomme uvisheden om, hvorvidt han handlede for sent. Den manglende forståelse forbliver Sidenius', men den dårlige samvittighed er Pers egen reaktion på en skrækvision om, at han for sent drog konsekvensen. Da han modtager Ingers brev med vidnesbyrd om hendes taknemlighed og Hagbards trivsel, indlemmes det da også i optegnelserne.

At faderens ur hænger på væggen er ligeledes udtryk for, at han ikke længere frygter sin far. Per blev ikke taget af sit fædrene ophav, men tog det på sig i en konsekvent afskrivning af en verden, som han kun kunne indgå ødelæggende i. Per opnår ingen livsduelighed, men han opnår en personlig bevidsthed, der lærer ham at dø og som bringer den kloge Aron Israels ord om den unge Per til aktualitet:

Selv om det f.Eks. ikke skulle lykkes Hr Sidenius at virkeliggøre sine dristige Fantasier… hvad unægtelig er det sandsynligste… saa kan de jo dog blive af den største Betydning for hans personlige Udvikling, hvilket dog… ideelt set… maa siges at være det vigtigste.⁴⁰

Litteraturliste

Primær litteratur

Journalistik:
Pontoppidan, Henrik: Meninger og Holdninger. Af Urbanus´Dagbog, ved Erik H. Madsen, Hovedland 1994.
Pontoppidan, Henrik: Enetaler, red. Johan de Mylius, Aschehoug 1993.

Foredrag:
Pontoppidan, Henrik: Kirken og dens Mænd, 1914/1984.

Erindringer:
Pontoppidan, Henrik: Erindringer [Drengeaar (1933), Hamskifte (1936), Arv og Gæld (1938) og Familjeliv (1940)], 1962.
Pontoppidan, Henrik: Henrik Pontoppidan om sig selv (vita), fra: Les prix Nobel 1914-18, Stockholm 1920.

Skønlitterære værker:
Asgaardsrejen. Et skuespil, 1906.
De Dødes Rige, bd. I-V, Gyldendalske Boghandel, 1912-16.
De Dødes Rige, bd. I-II, Gyldendals Bogklubber, 1912-16/1986.
Det Forjættede Land, 1891-95/1920.
Det ideale Hjem, (red. Poul Behrendt), 1900/1986.
Et Kærlighedseventyr, 1918.
Hans Kvast og Melusine, 1907/1920, sidehenvisningerne gælder optrykket i Gyldendals Tranebøger 1965.
Højsang. Af Magister Globs Papirer, [1896] 1921.
Krøniker, 1890.
Landsbybilleder, 1883.
Lykke-Per, bd. I-III, 1905.
Mands Himmerig, 1927.
Mimoser. Et Familjeliv, 1886.
Nattevagt, [1894] Gyldendals Tranebøger 1972.
Noveller og Skitser I-II, 1922.
Sandinge Menighed, 1883.
Spøgelser. En Historie, 1888.
Stækkede Vinger, 1881.

Sekundær litteratur

Andersen, Poul Carit: Henrik Pontoppidan. En biografi og bibliografi, 1934.
Ahnlund, Knut (red.): Omkring Lykke-Per, 1971.
Behrendt, Poul: indledningen til Det ideale Hjem, 1986.
Grodal, Torben Kragh (bl. a.): Dansk litteraturhistorie, bd.6, Gyldendalske Boghandel, 198??/1990.
Jansen, F.J. Billeskov: Henrik Pontoppidan. Ledetråd for læsere, 1978.
Kofoed, Niels: Henrik Pontoppidan. Anarkismen og demokratiets tragedie, 1986.
Mortensen, Klaus P.: Ironi og Utopi. En bog om Henrik Pontoppidan, 1982.
Pahuus, Mogens: Selvudfoldelse og selvhengivelse. Livssynet hos Henrik Ibsen og Henrik Pontoppidan, Aalborg 1995.
Skjærbæk, Thorkild: Kunst og Budskab, 1970.
Thomsen, Ejnar: Henrik Pontoppidan, Gyldendalske Uglebøger, 1965.
Thomsen, Karl V.: Hold galden flydende, Århus 1957.