Den fremmede klode – studier i Henrik Pontoppidans De Dødes Rige

Speciale fremlagt den 14-7-2005 ved Eberhard-Karls-Universität Tübingen for at opnå den akademiske grad ”Magister Artium”.

Af Sylvia Marquardt

"Henrik Pontoppidan: Synet på det mandlige og det kvindelige" lød titlen på det kursus på Syddansk Universitet i Odense hos Lise Præstgaard Andersen, hvor jeg i 2002 for første gang kom i berøring med forfatteren Henrik Pontoppidan. Snart blev jeg fascineret af hans værker, hans særegne måde at fortælle på. Med en karakteristisk åbenhed giver den afkald på enkle løsninger, og derfor står Pontoppidan som betydelig og aktuel forfatter endnu den dag i dag.

Efter at jeg var begyndt at granske sekundærlitteraturen om Pontoppidan, lagde jeg mærke til at det ikke er tilstrækkeligt kun at betragte Pontoppidans værker som ”maskerede selvbiografier”^'1. Nogle enkelte af forskere har alligevel givet efter for fristelsen til at 'destillere' ét entydigt udsagn ud af hvert værk, idet de ledte efter én eneste figur, de kunne præsentere som digterens talerør alene^'2. Jeg har forsøgt at undgå denne fristelse, og de biografiske detaljer spiller derfor ikke den største rolle i mit speciale. I lige så ringe en grad agter jeg at fælde en moralsk dom, hverken over Henrik Pontoppidan selv eller over hans romaners figurer – som det tit har været tilfældet, især med hensyn til den kvindelige protagonist Jytte Abildgård i De Dødes Rige.

Derimod læser jeg De Dødes Rige som en litterær tekst, der kan tjene som "nøglen til rekonstruktionen af en epokes egen mentalitet“¹; en mentalitet, som er et sæt af kollektive forestillinger, tanker og iagttagelsesmønstre. Set fra denne synsvinkel bliver litteraturen betragtet som "Symbolsystem" og "Sozialsystem“ ligeligt². Kultur gælder heri som "det af menneskerne skabte hele kompleks af forestillinger, tankeformer, følemåder, værdier og betydninger“, som finder sit udtryk i "Symbolsystemen"³. Litteraturen i en bestemt epoke bliver derved i Per Thomas Andersens ord til "et sentralt kulturuttrykk der viktige deler av den offentlige samtalen foregikk."⁴

I min betragtning af romanen har jeg forsøgt på at arbejde med begge de omtalte ’systemer’.

Jer ser altså emnet fra en kulturvidenskabelig synsvinkel, idet jeg forsøger at bestemme de forskellige ’diskurser’, som romanen skriver sig ind i.

Hvilke faktorer er der, der bidrager til at figurerne i De Dødes Rige synes, deres verden er en fremmed klode? Mit speciale er et forsøg på at svare på dette spørgsmål. Litteratur forstår jeg som fortættet virkelighed – som "en helt særegen form for menneskelig tilegnelse og fortolkning af virkeligheden"⁵. Jeg vil nødigt 'afpresse' teksten en betydning: Fascinationen ved at beskæftige sig med Henrik Pontoppidans værker ligger i, at figurerne får meget ’rum’ – fortælleren møder sine personer med stor respekt. Denne respekt har jeg forsøgt at gengælde i min behandling af De Dødes Rige.

Dispositionen er følgende:

1. De Dødes Rige’s publicering – overblik over de forskellige udgaver

2. Henrik Pontoppidans stilling indenfor litteraturhistorien.

Her gør jeg rede for at Pontoppidan ikke så entydigt kan henregnes til hverken Det moderne Gennembrud eller til Modernismen – i det mindste i deres snævreste definitioner: I et større perspektiv og sammenlignet med andre europæiske forfattere i samme periode kan Pontoppidan snarere opfattes som en omvæltningsperiodes forfatter mellem flere litterære strømninger, hvad der kan mærkes på hans værkers sprog og indhold.

3. Danmark i 1900-tallet: Et lille land under stor omvæltning

Handler om de forandringer, som Danmark kom til at gå igennem efter den tysk-danske krig fra år 1864.

De første 3 kapitler kredser altså om De Dødes Riges historiske kontekst. Med disse 3 kapitler har jeg afgrænset de diskurser der er afgørende for selve tekstanalysen: (4) storbyen, (5) opgøret med ’det danske’; (6) ’gender’/ (køns-) -emnet og (7) spørgsmålet efter krisens løsning. Sammenknytningen af disse punkter sker først og fremmest gennem tekstanalysen, idet tekstens "literaricitet" trækkes ligesom den røde tråd gennem hele specialet.

4. Storby og litteraturen

5. Den ambivalente stilling af 'Danmark'

6. Kvindelige figurer – mandlige figurer. Stereotyper og deres modsigelser

7. De Dødes Rige som 'Literatur der letzten Dinge'. Utopi og samfund på Favsingholm

I kapitel 4, der undersøger De Dødes Rige med hensyn til aspektet ’storby-litteratur’, bliver det tydeligt at romanen ikke er en afgjort storbyroman. For det første udspiller handlingen sig kun delvist i byen, for det andet ligger vægten et andet sted: De Dødes Rige fokuserer snarere på den følelse af fremmedhed, som menneskene i efterkrigstiden er udsatte for, og det gør romanen idet den fremhæver modsætningen mellem storby som fremtidens og fremmedgjorthedens symbol og landet som hjemstavns og fortidens symbol. Storbyen skaber et vakuum, der skal fyldes med helt nye betydninger.⁶ Men det er et projekt, der ikke lykkes for nogen af romanens figurer. Så her har vi en første antydning af et svar på spørgsmålet, hvorfor figurerne føler sig fremmede. Hvad denne fremmedhedsfølelse i detaljer består i, uddybes i det følgende kapitel, som beskæftiger sig med spørgsmålet om den danske identitet. Modsat andre afhandlinger argumenter jeg for at personernes fejlslag i romanen ikke – eller i hvert fald ikke udelukkende – skyldes specifikke danske tidsforhold, men at der er individuelle årsager i hvert enkelte tilfælde. Også den udbredte undergangsstemmning fra dengang skildres i romanen som en global stemning, der ikke kun rammer Danmark. Romanen markerer altså – modsat størstedelen af den Moderne Gennembruds litteratur – personernes forlis som et individuelt, frem for alt som et psykologisk problem, og derfor er det kun konsekvent, at tekstanalysen i det følgende kapitel vender sig mod de forskellige modeller på rolleadfærd – især med hensyn til stereotyper på kønsroller.

Med Jürgen Straubs teori om identitetsdannelse som grundlag⁷ afslører analysen, at romanens figurer er blevet hængende i en 'adolescenskrise', og at de ikke formår at tilpasse sig nye udfordringer. Også hvis de godt er klare over at de gamle mønstre for adfærd ikke længere passer, lykkes det ikke for protagonisterne at udkaste nogle nye. Derved bliver romanens protagonister til individuelle repræsentanter for (samfundets) omvæltninger, som også Danmark var udsat for i anden halvdel af det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede.

Jeg stemmer delvis overens med Per Thomas Andersen, som i sin afhandling om Dekadanse i nordisk litteratur 1880-1900 har analyseret værker af Herman Bang, Ola Hansson, Arne Gaborg og Tryggve Andersen. Ifølge ham ligger årsager til fin-de-siècle-stemningen på et højere plan uden for et socio-økonomisk 'felt'. Per Thomas Andersen betragter fænomenet 'dekadence' snarere som "problem med metafysiske impliksjoner", med dets centrale spørgsmål: "Hvordan leve uten verdier?"⁸ Med dens motiver som passivitet, manglende kommunikationsevne og livstræthed reagerer litteraturen på tabet af de kærneværdier, som indtil da havde givet mening og konstitueret virkeligheden:

Dekadanselitteraturen fremstiller nivelleringen av verdier som nivellering av personligheten, det vil si som personlighetsoppløsning […]. Kulturens og samfunnets verdier går til grunne gjennom mennesker som går til grunne. ⁹

Jeg er dog af den opfattelse (se ovenfor), at de to 'felter' – det socio-økonomiske, historiske og det såkaldt metafysiske – betinger hinanden.

Men i litteraturen af den her omtalte periode hersker der ikke kun pessimisme, og den forventede verdensundergang udebliver i slutningen i De Dødes Rige. Det er grunden til at specialets sidste kapitel analyserer de udkast til et nyt samfund som romanen præsenterer med hensyn til aspekterne 'utopi' og 'Endzeitliteratur'.

Jeg bruger i dette kapitel begrebet 'säkulare apokalyptische Literatur', idet jeg overfører definitionen fra den oprindelige religiøse litteratur til den 'verdslige' litteratur. Det viser sig, at begrebet bliver højst frugtbart for en tekstanalyse af De Dødes Rige. Men modsat de religiøse tekster er romanen selvfølgelig ikke at opfatte som en åbenbaringens skrift, der viser vejen til fremtiden; den samfundsutopi, der bliver skildret i Favsingholms samfund, indtager en særlig uafgjort, ligesom svævende position og bliver derved en opfordring til selve læseren at videreføre projektet.

Natur-utopien på Favsingholm virker måske skrøbelig. Men dens alternative udkast af et nyt samfund, en ny definition på forholdet mellem mennesket og naturen – eller en tilbagevenden til samme – er typisk for litteraturen 'der Moderne' og samtidig en udfordring der stadig er aktuel.

For spændingsfeltet, der udfolder sig i De Dødes Rige – mellem den totale individuelle frihed på den ene side og afhængigheden af både økonomiske tvang, af offentligt sanktionerede rolleadfærd og af (politisk) indflydelsesrige, mægtige institutioner – og alt dette på baggrunden af et selvødelæggende potentiale i menneskeheden – dette spændingsfelt har ikke i dag tabt sin relevans.