Pontoppidan og Kina
31. jan. 2006 skriver professor i Wien Sven Rossel til Flemming Behrendt:
Kære Flemming,
det var fint at träffes i Paris1 omend vi ikke fik snakket rigtigt sammen. Nuvel, jeg har et spørgsmaal til dig, som jeg haaber du kan hjælpe mig med. Jeg er ved at skrive en kort opsats om Kina i dansk litteratur og kunne forestille mig, at du har nogle henvisninger til Pontoppidans forfatterskab. Gider du hjælpe?
Paa forhaand tak.
Sven
22. febr. svarer Behrendt:
Kære Sven,
det er jo et morsomt spørgsmål, og indlægning i database af næsten hele forfatterskabet og en god del af brevene gør det muligt at besvare spørgsmålet detaljeret, omend det måske kniber med den verdenshistorisk vægt af de omtalte steder. Lad os begynde med den mest interessante forekomst, nemlig i Lykke-Per med den første beskrivelse af de jødiske søstre Jakobe og Nannys morbror
Onkel Heinrich, Fru Salomons Broder. Den lille, grimme Mand dannede ikke alene med Hensyn til det ydre en mærkelig Modsætning til Søsteren men var i et og alt et Vidnesbyrd om den Uregelmæssighed, hvormed Egenskaber nedarves i de jødiske Slægter. Hr. Delft var Ungkarl og kaldte sig Direktør. I sin Ungdom havde han begaaet en lille "Uagtsomhed" med en Pengeforsendelse, hvorefter han i en lang Række Aar havde ført en æventyrligt omflakkende Tilværelse |116| først i Amerika, siden i Indien og Kina, hovedsagelig som Agent eller Rejsende for engelske Firmaer. Efter næsten tredive Aars Fraværelse var han vendt hjem med en mindre Kapital, ved Hjælp af hvilken han endnu i sin fremrykkede Alder tilfulde nød Livets materielle Goder uden nogensinde at trættes af deres Ensformighed. Han plejede overfor Herrer at udtrykke sin Livsanskuelse i de Ord, som han ved en lille Blinken med sine skelende Øjne søgte at give en speciel Anvendelse paa sig selv – at den Mand kunde gaa roligst i sin Grav, der havde "lanceret" de fleste uægte Børn og røget de fleste ægte Cigarer. Om sine Rejser og Oplevelser ligesom om sine Formuesomstændigheder ytrede han sig altid med den Art Forbeholdenhed, der skal lade ane det fabelagtige. Selv overfor sine nærmeste gav han sig Udseende af at hemmeligholde æventyrlige Rigdomme, og han paastod bestandig endnu at være Meddirektør for et engelsk-kinesisk Dampskibsselskab. Iøvrigt levede han i en beskeden tre Værelsers Lejlighed sammen med en gammel Husholderske og var yderst nøjeregnende med enhver Udgift, der ikke direkte bidrog til hans legemlige Velvære. Dog ofrede han en Del paa sit Ydre og bestræbte sig navnlig for at bevare en vis sydlandsk Elegance i sin Klædedragt. Han optog de nye Moder samtidigt med de yngste Herrer i Byen, lod daglig Resterne af sit sorte |117| Haar (det eneste, der nogensinde havde været kønt paa ham) krølle og parfumere hos en Frisør, og bar i sit Skjortebryst et virkeligt Pragtstykke af en Brillantnaal, om hvilken han selv plejede at sige, at han med den "vilde kunne faa en Dronning til at elske ham". Naar hans Niecer vilde drille ham, paastod de derfor, at den var uægte; og mere end en Gang havde han forladt Huset i snerrende Vrede, fordi endog hans Søster og Svoger havde kunnet ytre en lille Tvivl om dens Værdifuldhed.2
Delft spørger da også den rejselystne Per (men først i romanens andenudgave i 1905) om han nogensinde har været i Kina. Nej, vel. Da Per Sidenius er nået til næstsidste station på sin livsrute, provinsflækken Rimalt, omgås han i byens klub sine standsfæller, heriblandt den gamle og navnløse realskolebestyrer, Ballings forgænger i embedet. Pers foragt for ham smitter af på fortælleren – eller også er det omvendt:
Realskolebestyreren var Klubbens prægende Aand. Han var en Mand paa et halvhundrede Aar, et godt Hoved med en Del spredte Kundskaber, som han i en Diskussion forstod at anvende med stor Slagfærdighed. Han var gammel Student og cand. phil., havde ogsaa engang gjort et mislykket Forsøg paa at spille en Rolle som Politiker og var nu havnet i denne Afkrog af Landet som Leder af en Drengeskole med fyrretyve Elever. Det var for denne Mand en personlig Tilfredsstillelse med filosofisk Ophøjethed at kunne forringe Betydningen af, hvad der havde haft det Held at vække Opmærksomhed omkring i Verden. Krigsforviklinger, Nordpolsrejser, betydningsfulde Begivenheder i Videnskabens eller Kunstens Verden, Fagforeningsbevægelsen og Arbejderstandens vældige Opmarsj, alt vakte kun hans overbærende Medynk. Selv Tidens |118| store tekniske Fremgang, som dog Bønderne fulgte med barnlig Undren, imponerede ham aldeles ikke.
"Nu ja", sagde han en Aften, da Aviserne havde bragt en Meddelelse om den nylig opfundne Telefon, om hvis Indretning og Virkemaade Per havde maattet give en nærmere Forklaring. "Det er egenlig ufatteligt, at en saadan Opfindelse ikke er gjort for længe siden. Det er i Grunden aldeles latterligt, at jeg ikke kan sidde her og ganske rolig samtale med en Mand i Kina, ja ikke alene tale med ham, men se ham, føle ham, lugte ham. Og saadan er det jo paa alle Omraader. Vi er syv Døgn om at naa fra Evropa til Amerika. Det er jo aldeles beskæmmende! Vi burde højst være syv Timer om det Stykke Vej. Vi burde med andre Ord kunne komme fra København til New York mellem Frokost og Middag. Først naar vi er naaet saa vidt, tager jeg min Hat af for Naturvidenskaben."3
I Lille Rødhætte optræder en ung pastor Bjerring der føler missionærkaldelse. Hvortil udtrykkes ikke præcisere end "et barbarisk Land i det Indre af Asien". Senere, da det skal gøres klart for kæresten hvad der venter hende, siger han "at det Land, hvortil de skulde drage, kaldtes et Dødens Land for alle hvide Folk, at de store Sumpe udaandede Feber, at Skovene gemte Tigere og Hyæner, og Græsset giftige Slanger, at deres Hjem vilde blive en Straahytte eller et Telt, deres Føde Frugter og tørrede Rødder …""4 Men i tredjeudgaven af den lille roman, der i 1909 havde skiftet navn til Thora van Deken, præciseres landet som Kina. Til kæresten hedder det nu:
De husker vist nok, jeg har fortalt Dem om en Missionspost i Kina, som længe har været ubesat. Det har jo altid været min Lyst at blive Missionær. Især derovre i det store Vankundighedens Rige, som kalder sig selv det himmelske. Ved en uventet Tilskikkelse er det blevet mig forundt at komme afsted. Mit inderligste Ønske har Vorherre nu opfyldt.5
I denne udgave skal kæresten ikke med.
Venlig hilsen
Flemming