Johannes Thrap-Meyer til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Ny-Hellesund, Kristiansand. 19. oktober 1925
skrev jo paa en roman
Ny-Hellesund pr. Kr.sand S.
19 oktober – 25.
Kjære Herr Pontoppidan!
Egentlig burde jeg skrive samtidig med at jeg sendte Dem bogen, min nye bog, men nu føler jeg mig oplagt, og her i min landlige ensomhet, netop i denne nat, har jeg læst "To Portræter"1, saa jeg er kommet til at tænke meget paa Dem. Desuten har jeg litt av hvert at skrive om.
Det er underlig, jeg finder en slags likhet mellem To Portræter og min nye novellesamling Ekstaser2. Det er mennesker slik beskafte, at spiren til tragedien er nedlagt i dem, som under tryk, handler slik og slik, og det tragiske er der.
Særlig betydning har novellen "Kasperfjolla" faat for mig, den er skrevet paa et barndomsindtryk, en gal rødhaaret pike, som gik over bøiden3 hjemme; helt sikker er jeg forresten ikke paa om jeg har set hende, men indtrykket har jeg paa en eller anden maate. Saa er der jo en hel del figurer som i virkeligheten er hovedpersonerne, en gammel oberstløitnant, Adam Paludan, hans datter og svigersøn. Det er en Ringeriksnovelle. 2 Jeg tror det er det beste jeg har gjort hitentil.
Egentlig skrev jeg jo paa en roman, men den blev tilslut bare graut4, og nu for to maanederstid siden tok jeg disse gamle motiver frem, og gjorde dem, som paa kontortid. Jeg arbeider forresten næsten altid som paa kontortid! Nu foreligger korrekturen allerede. Jeg haaber at der er utvikling fra Tusmørke5 til Ekstase.
Saa er der endnu en ting. I sommer har jeg læst Johannes V. Jensen, blandt andre. Og mens jeg læste slog der pludselig et psychologisk kart frem for mig. Lykke-Per.
Nu har jeg længe omgaattes med planen om at skrive om Dem, en studie blir det vel, men nu har jeg faat lysten, at stille J.V.J.√ op ved siden av paa en maate peke paa Lykke-Per, forstaar De hvad jeg mener, ikke for tydelig, men blot som en liten, ondskapsfuld snert, om De vil. Altsaa: Lykke-Per-tragedien, det faldt over mig mens jeg læste.
Tillater De at jeg skriver om Dem?
Saa er det en ting, hvor faar jeg Dem fuldstændig, jeg har sletikke læst alt, og det vilde jeg gjerne ha for haanden, 3 sender Gyldendal mig det eller, hvordan, som medeier i forlag, har jeg en rabat o.s.v.
Men vil De opgi mig den beste utgave naar De engang skriver, naar De har læst min bog, og finder tid og anledning. Jeg er altid saa taknemmelig for et ord fra Dem.
I de siste tre maaneder har jeg bod her i Ny-Hellesund utenfor Kristianssand, det saa kaldte Sørland, som jeg tror er et helt literært navn uten nogen hjemmel i norsk sprogbruk, jeg tror man kan si sørkyst, men ikke Sørland, jeg er nu ikke filolog, desverre, men jeg synes ikke det virker helt egte paa mig.
Jeg bor altsaa her i den ytterste skjærgaard, jeg har aldrig vært her før, jeg gruet mig for at komme hit, landsdelen har en skare grufulde digtere, gjennem hvilke jeg hadde min viden om den, og jeg trodde likesom det var uægte alt her nede, men jeg har befundet den at være helt anderledes og en merkverdig landsdel, her er nemlig daarlige forbindelser, og til trods for disse daarlige digtere, min svigerfar Vilhelm Krag6 iberegnet, han som har git landsdelen navn, saa er her virkelig merkelig, her er noget av det gamle, man kan tvers gjennem 4 Sørlandet gjætte sig til gruelig meget.
Ingen landsdel, blot de avsidesliggende dalfører fraregnet, har en saa fin arkitektur som her. Jeg sitter i et deilig gammelt skipperhus med sjøen utenfor døren, her er jo en høst av den anden verden, speilblankt sund og brun ekeskog opmellem heiene. De svære rundslepne berg, som i maaneskin kan minde om ægyptisk skulptur.
Desuten er her nu hummerfiske, fiskerne klager over at danskerne er begyndt at fiske hummer, en "rein indæstri er det bleve til med dai," naturligvis kommer vor hummer over fra de danske banker, ja vi har vel et vældig opgjør med hverandre efterhvert. Grønland, Island, Færøerne, hummeren, sølvløverne fra Kongsberg, skriftsproget, foreningstiden, som er en pæl i kjødet paa det nationale skryt, det er merkverdig vi overhovedet kan snakkes ved!
Saa er her en merkverdighet til, alkerne, De vet ishavsfuglen, som kommer under kysten paa denne tid. To mand i en motorbaat kan nedlægge en 100 av dem om dagen, og jeg var jo ikke nordmand hvis jeg ikke gik fra 5 forstanden over jagt.
En alkejagt er merkverdig, den ene alke er saa lik den anden at det er som at ligge og skyte en og samme fugl bestandig. Der er næsten noget uhyggelig ved det, man maa tænke paa mennesker, virker vi paa, hvad skal jeg si verdensaltet ganske som en doublet av samme exemplar, saa er det jo ikke saa rart at det gaar som det gaar.
Nu ja, om en otte fjorten dage kan jeg vel sende bogen. Jeg haaber da De vil læse den, og sende mig nogen ord. Jeg reiser herfra i disse dage, og hvis De skriver vil De da sende brevet til Some & Cos Forlag, Tordenskjoldsgt 7, Oslo, for det kan være at jeg er stukket av til Frankrig en liten tur.
Jeg haaber nu at De har det godt og er frisk. Til slut maa jeg faa takke Dem for al Deres venlighet.
Deres ærbødig hengivne.
Johannes Thrap-Meyer
