Harry Søiberg til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Gl. Skagen. 22. juli 1932

Venskab, Lærdom og Ærlighed

Gl. Skagen 22/7 - 32.
Højen St.

Kære Henrik Pontoppidan!

Gerne havde jeg personlig bragt Dem min Lykønskning paa Deres 75 Aarsdag! og trykket Deres Haand og sagt Dem Tak for alt det, De gennem de mange Aar baade menneskelig og digterisk har betydet for mig! For hvert Aar, der gaar, staar det tydeligere for mig, hvor meget jeg skylder Dem og har Dem at takke for!

Til Januar næste Aar er det 25 Aar siden, da De, den smukke Vinterdag, gik herud til Gammel Skagen for at opmuntre og paaskønne en ung og ukendt Digter – Den Gang var De næsten i samme Alder, som jeg er nu. Jeg ser Dem for mig, som var det i Gaar, staar i Forstuen i det lille Fiskerhjem, hvor jeg boede, i Skindhue og Pels, husker vor Tur langs Havet og vor Gang ind til Skagen til Drachmanns Venner.

Fra den Dag har De været mig min bedste 2 Ven, hjulpet mig paa alle Maader, vejledet mig, og givet mig Mod og Holdning til at sætte mig store Maal. Ja, hvor omfangsrigt et Bind vilde det ikke blive, om jeg skulde give Udtryk for Deres Betydning i Venskab, Lærdom og Ærlighed i Arbejdet! Jeg har før sagt Dem, at jeg vanskeligt kan tænke mig, hvordan min Livs- og Forfatterbane vilde have formet sig, om ikke Deres store Indsigt og høje Stræben altid har staaet mig for Øje!

De vil forstaa, at jeg i Dag mer end nogensinde føler mig knyttet til Dem, at det skønneste og værdifuldeste i min Tilværelse har De fuld Del i – og hvor lidt har jeg ikke maattet nøjes med at være for Dem!

Mit Ønske er, at Deres Helbred maa bevare Dem endnu i mange Aar for Deres Familie og Deres Venner! At jeg endnu maa faa Lov til mange Gange at sidde i Deres Stue, baade i hyggelige og alvorlige Samtaler, hvorom jeg altid vil bevare Erindringen. Lene og jeg vil paa 3 Fødselsdagen i vore Tanker deltage i Samværet med Dem og sende Dem mangen bevæget og hengiven Tanke, bedrøvet over at vi maa sidde heroppe mellem Marehalmen og det ret trættende Sommerliv, som nu udfolder sig her!

Hjertelig til Lykke og alle gode Ønsker

fra Deres hengivne
Harry Søiberg