Harry Søiberg til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Pension Dinesen, Rom. 20. april 1923

inde i Depressionsperiode

Rom 20/4 - 1923. Pension Dinesen
Via delle Fiamme 19.1

Kære Henrik Pontoppidan!

Deres Brev til min Kone forleden, som vi forresten modtog her i Rom, har faaet, om jeg maa sige, mit "Hjærtes Bæger" til at flyde over! I Maaneder har jeg nu flakket om og Snese af Gange (for ikke at sige Hundreder) har mine Tanker været hos Dem og Deres – I de første Maaneder var det min aandelige Befindende, som gjorde mig tavs, jeg vilde, naar jeg skrev, være frisk og fornøjet – jeg har saa ofte læsset mine Bekymringer af paa Deres Skuldre, den Gang jeg kunde slippe saa let af med Dem dem√ – men der er jo Omraader, hvor vi Mennesker kun i ringe Grad, eller slet ikke, kan hjælpe hinanden, og i saadanne Tilfælde føler man vist ogsaa oftest Trang til at tie, selv over for dem, der staar En nærmest. Jeg har været inde i en Depressionsperiode af Angst og Modløshed, det er, som Sjælen i mig har vandret ned ad og ned ad, stadig dybere, gennem en mørk, mørk Dal som vilde den føre mig med sig lige ind i Døden! Der har været Dage som for mig har været ligesom at tage Afsked, medens alt i mig netop vilde leve – Tidligere har jeg kun i ringe Grad skænket Døden nogen Tanke, skønt jeg saa ofte i mine Bøger har skrevet om den, den stod mig saa fjernt, det var nærmest som om den ikke havde 2 noget med mig at gøre. Men først gennem Angst for mine Børn begyndte jeg personlig at faa Følelsen af dens Alvor og Herredømme ind paa Livet – og i de sidste Par Aar har jeg nu selv maattet gennemleve dens Sykologi – og jeg har søgt at bøje mig under dens Herredømme, forsone mig med dens Vilje, og dermed naa frem til en endnu højere Harmoni og Glæde over Livet! Og jeg har søgt at finde baade Styrke og Trøst i de gamle Ord: Din Vilje ske! Jeg har i al for høj Grad været optaget af min egen Vilje! Selvom jeg har været en stor Elsker af Livet, saa er det ikke nok, man maa flytte Tyngdepunktet uden for sig selv, man maa, om jeg saa maa sige komme i et troende Forhold til Livet!

Disse Linier er kun fattige Udtryk for mine Følelser og Tanker, jeg har blot søgt at klare et stort Spørgsmaal for mig selv, gøre Livet og Tilværelsen endnu større og rummeligere for mig – De vil sikkert baade forstaa Bevæggrunden og den Styrke, som jeg har søgt! Menneskene er ikke nok, der maa ligesom en støttende Haand til, jeg tænker ikke her paa Gud eller Jesus, men alligevel paa Kræfter som er tilstede i Tilværelsen og som er baade Gud og Jesus lig!

Min Kone og jeg vi sidder her paa Værelsen ved hvert vor Ende af Bordet, hendes Pen flyver afsted, hun har saa mange at skrive til – og vi faar saa lidt Tid tilovers, da vi er saa meget ude for at se Rom og alt det som her er! Vi havde i Gaar en herlig Tur til en By som ligger paa Toppen at en Bjerg, klinet op af Bjergskraaningen, med hele Campagnen, Rom og Havet strakt ud for sig – Ja, Rom er en Oplevelse – jeg har aldrig troet, at jeg var saa videbegærlig som det nu viser sig jeg er – Jeg fortryder 3 at jeg blev saa længe i Tyskland – dette mørke og fortvivlede og hadefulde Land! Jeg var længe om at faa Følelsen af, at det Anckerske vilde blive mig til nogen Glæde; men allerede nu ser jeg at det har haft Betydning for mig – Jeg er bleven frisk, er glad og solbrændt, i fuld Vigør og føler at jeg atter er paa Vejen op ad, at Bølgedalen er sluttet, at jeg ligesom bæres op ad mod Lys, Glæde og Lyst! Jeg skal nok snart forelægge Beviser for at jeg paany gaar en Opgangsperiode i Møde! Jeg har ogsaa skrevet lidt, selvom det er vanskelig at faa noget gjort, naar man er paa Rejsefod – men jeg har endnu flere Smaating som jeg maa have fra Haanden, inden jeg vender hjem!

Ja, alt dette var om mig – og saadan gaar det altid, jeg sætter mig til at skrive til Dem i den Hensigt at bringe Dem en Hilsen om alle de Tanker og Følelser som altid rører sig i mig af Hengivenhed og Taknemlighed til Dem! Baade min Kone og jeg blev saa bedrøvede da vi læste, at Deres Kone var syg og laa paa Hospitalet. Vi var saa henrykte over, at hun var bleven saa rask – og gennem Fru Eilertsen havde vi hørt, at De begge maaske tænkte paa at komme op til Skagen til Sommer! Og nu bliver dette heller ikke til noget! – Jeg tror nu, at De alligevel skulde forsøge at tage nogle Sommermaaneder til Skagen eller til Havet! De ved at min Kone og jeg vil gøre alt, hvad vi kan for Dem og alt hvad De ønsker!

Jeg haaber, at naar√ dette Brev naar Dem er Deres Kone kommen hjem og er frisk! Og ogsaa, at De er rask og har 4 det godt! Og saa ønsker jeg ogsaa, at Foraaret er kommen med rigtig megen Sol deroppe og at vi maa faa en rigtig Sommer med Varme!

Min Kone bliver her saa længe Pengene tillader det, desværre er Rom dyr og jeg har maattet betale baade Gæld og Bidrag til Familiens Underhold af Legatet. Jeg selv maa først komme hjem i Midten af Juni – og Snese af Gange har jeg bandet over den Evighed af Tid!

Lev nu vel, jeg skriver snart igen!

Med mange hjærtelige Hilsner til Deres Kone og Dem fra Deres hengivne Venner

Lene og Harry Søiberg

Her gaar saa mange Breve tabt saa jeg vil for en Sikkerheds Skyld rekommandere dette.

 
[1] Marie Dinesen (1873-1973) havde pensionat her 1907-37. tilbage