Alba Schwartz til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Vestervig. 23. januar 1913

Fripostighed?

Vestervig. Thy. 23-1-13.

Til Forfatteren
Hr. Henrik Pontoppidan!

Jeg takker Dem meget for den Elskværdighed De har vist mig, ved at skrive mig til angaaende Skagensbogen, og haaber De tilgiver min Dristighed, naar jeg beder Dem forklare mig et Ord i Deres Kritik, som jeg ikke ganske forstaar.

I den lange Tid hvor jeg har været syg, har jeg stadigt arbejdet med dette Ord, og kan ikke blive det kvit. – "Deres Fordomsfrihed forskrækkede mig" – skriver De. Men da Fordomsfrihed vel maa henregnes under de gode Egenskaber, har jeg forstaaet at Ordet er valgt for at dække over, muligvis mildne et Udtryk, der for Deres Tanke har staaet med en anden Ordlyd – en skarpere Klang.

Skulde det mon hedde Fripostighed? – eller Mangel paa Ærefrygt for Autoritet og Kunstnere?

I saa Fald maa jeg have Lov til at prøve paa at forsvare – idetmindste mine Hensigters Renhed en lille Smule:

Fra det første Øjeblik Bogen om Skagen blev mig foreslaaet, har Opgaven staaet for mig som ugørlig – ja fortvivlende; og jeg svarede derfor Bojesen, at en saadan Bog efter 2 min Mening, først burde udkomme om 50 – ja hundrede Aar. Udgivet nu vilde den enten opvække Vrede og Forargelse, eller – om der udelades for meget – være ganske uden Værd.

Desværre lod jeg mig overbevise af "kloge" Menneskers Forsikring om, at det saa brillant lod sig gøre, "jeg skulde blot skrive frisk fra Leveren, saa kunde det, som ikke egnede sig til Udgivelse, altid blive slettet."

Naa, frisk fra Leveren, har jeg nu absolut ikke skrevet. Tværtimod har jeg arbejdet særdeles tungt, og under stort sjæleligt Tryk af Ansvar, og Mistro til egne Evner.

Særligt første Del har pint mig meget, da jeg slet ikke selv har kendt Skagen i den gode Tid, eller havt Anledning til paa nært Hold at iagttage Storheds-Perioden, og derfor har maattet nøjes med hvad Kunstnerne – og enkelte andre – har berettet derom.

Hvormeget af dette givne Stof der er udeladt – afglattet! – ja, det véd kun jeg selv og de – desværre altfor faa – som har været saa velvillige, at delagtiggøre 3 mig i deres Erindringer.

Skulde der have været slettet og glattet endnu mere, vilde, efter min Mening, alt Liv og Karakteristik være bleven "glattet ud" af denne overgivent muntre og frodige Tid.

Jeg har tænkt saa alvorligt paa dette – har vaklet – forsøgt om og om igen. Men Resultatet blev dog stedse det, at jeg ikke for min Samvittighed kunne forsvare at lave rene Facade-Figurer ud af denne saa lystige og geniale Flok hvis Uregelmæssigheder, Kanter – undertiden ogsaa Stridigheder – i Virkeligheden bidrog til at gøre dem endnu morsommere og mere individuelle. Dog turde jeg ikke stole helt paa min egen Opfattelse af "tilladeligt eller ikke tilladeligt".

Jeg havde levet mig saa inderligt ind i hin Tid, at det hele forekom mig saa naturligt – saa muntert menneskeligt – ja undertiden næsten barnligt – – og "fordomsfrit".

Jeg bad derfor Forlaget om at lade Bogen gennemgaa kritisk af en erfaren og taktfuld Mand "af den gamle Skole". Han fandt mærkeligt nok intet at slette eller udsætte. Dette ængstede mig – og jeg formaaede derfor Hr. Bojesen til endnu engang, at lade Bogen kritisere 4 – dennegang af en ung moderne, men gennemciviliseret Hjerne.

Samme Resultat – intet at slette!

De maa tro, det var ikke med noget glad Hjerte, at jeg da overgav Bogen til Forlaget.

Kritiken er jo ogsaa regnet ned over mig. Nogle har kastet mig i Snavset – andre til Gengæld rost for meget; men da hver Avis modsagde den anden paa en ganske latterlig Maade, kunde jeg ikke deraf drage nogen Lære.

Derimod er Deres Dom mig særdeles magtpaaliggende! Og om jeg virkelig skulde blive rask igen, og faa Kraft og Mod til at fuldende hvad der mangler af 2den Del, da vilde Deres ganske aabent udtalte Kritik, hvis Rigtighed og Retfærdighed jeg stoler paa, være mig til megen Støtte og Vejledning. Derfor beder jeg Dem vise mig den store Elskværdighed, at forklare mig med rene Ord, hvad Fordomsfrihed betyder, og sige mig hvori jeg har fejlet. Jeg vil da forsøge at gøre det bedre, om Opgaven ikke bliver mig for svær.

Om derimod Deres Mening er slet og ret den, at jeg ikke har havt Evner til at skrive Bogen, da er jeg ganske af Deres Mening – og vil ikke forsøge at forsvare mig. Ingen kan lægge en Alen til sin Vækst, og derfor bør heller Ingen være saa formastelig at forsøge derpaa. Deres ærbødigst forbundne Alba Schwarz.