Henrik Pontoppidan til Alba Schwartz
27. januar 1913
een pudsig Erindring
Gentofte
27.1.13.
Højtærede
Fru Alba Schwartz!
Det gør mig meget ondt, at De er bleven ilde berørt af en enkelt Linje i mit Brev. Jeg er især ked deraf, fordi De har været syg og lidende og under denne Tilstand tilmed har været udsat for uretfærdig Kritik i Anledning af Deres Bog, hvad jeg intet vidste om. Jeg kan huske, at det var Fortællingen om Berthel, som forekom mig lovlig dristig i en Bog af denne Art. Der er jo ikke noget for Skagen særlig karakteristisk ved denne Skildring, og når den ikke var nødvendig, skulde den efter min Mening helst have været udeladt af Hensyn til de mange, 2 der – det veed man jo! – tager Anstød af en så ligefrem Behandling af det erotiske. Derimod galdt mine Ord slet ikke Deres Skildringer af Kunstnerlivet, og har nogen taget Forargelse af dem, finder jeg det ganske tåbeligt. Jeg håber derfor, at De ikke lader Dem afskrække fra at fortsætte, og det så meget mere som De jo nu er nået frem til den Tid, som De kender af Selvsyn og Samleven. De helt selvstændigt forfattede Partier af Bogen synes mig de bedste, – f.Eks. Introduktionen, Byen o.s.v. Jeg venter mig derfor meget af Fortsættelsen; den store Opsvingsperiode for Skagen må ikke savnes i denne By-Beskrivelse, som jo 3 virkelig ikke har sin Lige.
Jeg beder Dem da bevare Deres Mod, kære Frue, og jeg håber, at De snart må være rask og stærk nok til at genoptage Arbejdet.
Jeg husker ikke, om jeg i mit forrige Brev nævnede, at jeg ved Læsningen af Deres Bog pludselig erindrede meget glemt eller halvglemt fra den berømmelige Sommer 1883. Der er nemlig een pudsig Erindring1, som jeg burde have meddelt Dem, da den giver et godt og knapt Billede af dens løsslupne Overgivenhed, – men nu er det for sent. Dersom det er rigtigt, hvad De anfører, at Drachmann første Gang kom til Skagen i 1872, må jeg vistnok have været der samtidigt med ham. Det År 4 gjorde jeg nemlig som Dreng√ sammen med en Skolekammerat (Maleren Johan Rohde) en Fodtur fra Randers til Skagen, og boede her i Deres senere Hjem i Plantagen, hos Borgmester Frick2, der var en Bekendt af min Fader. Jeg har altså også kendt Byen i dens Uskyldighedstilstand.
Med Tak for Deres Brev forbliver jeg
Deres ærbødige
Henrik Pontoppidan
