Gabriele Rohde til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Genève. 20. august 1935
Døden det store uudgrundelige
20:VIII:1935 – Aften
2 rue Micheli-du-Crest,
Genève
Kære Onkel Henrik,
Hvor var det dejligt at træffe Dig forleden Dag inden min Tilbagerejse til Genève, og saa kan Du tro, at det glædede mig at finde dig saa rask efter Dit Sommerophold.
Du tænkte sikkert ikke paa, at Du trøstede mig saa meget ved at gaa over til Fars Grav sammen med Mor og mig. – Jeg har i saa mange Aar i min inderste Sjæl gruet for det Øjeblik, da Far og jeg skulde skilles; vi stod jo hinanden saa uendelig nær, skønt jeg i saa mange Aar har boet i Udlandet – og saa kom Fars Død1 og Sygdom saa helt anderledes end jeg havde ventet. – Hele min Barndom og Ungdom har jeg beundret Fars stærke, stolte Karakter og saa oplevede 2 jeg i Vinter, at hverken Smerter eller Sygdom kunde kue den, – Fars Død var afklaret og ren som en græsk Gravstele; – men Savnet, Onkel Henrik, det er der altid. Aa hvor jeg kan længes efter en Time ved Fars Side nede i hans Stue eller en stille Aftentur med ham, efter at vi begge havde endt Dagens Arbejde. –
Du talte forleden saa skønt og forsonende om Døden, om det store uudgrundelige, som ingen af os ved, hvad er – og hvert Ord, som Du sagde gik mig til Hjerte. Jeg tænker saa ofte paa, hvor dejligt det maatte være at have en orthodox Kristentro paa, at man sikkert engang vilde mødes med dem, man har holdt af her paa Jorden. Jeg tror ikke, at de bedste Tanker et Menneske har tænkt her paa 3 Jorden nogensinde dør, men hvor er det svært at tro, at Sjælen lever videre et Sted ude i Universet, og at vi engang skulde mødes med alle de hedengangne. – Den sidste Linie af det dejlige Digt, som Du skrev til Tante Antoinette lyder saa ofte i mine Øren – maaske vi mødes dog tilsidst. – Hvor mange Mennesker tror Du kan lade være med at haabe, selvom de ikke tror?
Men tilgiv disse lange Meditationer – det var slet ikke Meningen. – Du skal nok slippe for flere! Men jeg synes, jeg har været paa Besøg hos Dig i Aften og nu skal jeg fortælle Dig hvorfor. Jeg har efter Far arvet et Portræt, som han har malet af Dig for mange Aar siden; jeg ved ikke naar, men det betyder ogsaa mindre, for Far har gengivet Dig saadan, at jeg næsten har Fornemmelsen af, at Du er i min 4 Stue, – skønt Dit Haar og Skæg er helt brunt, men Dit Udtryk og Blik er det samme nu som dengang. – Du ser saa levende paa mig√ fra Væggen, at jeg synes, du har svaret de Tanker, som er kommet mig i Hu.
— — — — — —
Forrige Sommer paa Fanø tog jeg nogle Fotografier af Far. – Jeg vedlægger et Exemplar, som Du maaske kunde have Lyst til at beholde, jeg synes selv, at det ligner ham godt.
Nu haaber jeg ikke at jeg har trættet Dig. Godnat Onkel Henrik og Levvel.
Din hengivne "soi-disant" Nièce
Gabriele.
