Dines Pontoppidan til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 9. december 1874
Vi vente kun Henrik
[9.12.18741]
Min kjære, lille Magrete.
Naar det bliver Søndag, vil jeg tænke paa Dig og bede for Dig. Gaver faaer Du ikke ligefrem paa denne Dag af mig, men ellers har jeg nok, som man fortæller mig, givet Dig en ny Kjole. Idag er Moder bleven lidt upasselig og har ligget mere end sædvanlig i den sidste Tid, men vi haabe, at det ikke skal blive alvorligere. Vi taale heller ikke godt Moder i Sengen i denne Tid, da Inger er borte og Julen med Ferie for Børnene staaer for Døren. Vi vente kun Henrik; I vente jo Knud. Jeg kan glæde 2 mig til, at I faae ham over til Eder; kun at I lade ham gaae i Fred og ikke faae travlt med at faae ham gift; thi Moder troer, at Erik gjerne vilde besøge Eder, men at han som Pest er bange for Kirsten Giftekniv. Han (Erik) er forresten gammel nok til at blive bunden, men ikke i andre Baand end frie og frigjørende.
Morten reiser nok til Kjøbenhavn fra 2den Juledag til d. 9 Januar. Tante Faurschou2 er da nu ogsaa gjemt; jeg jord viede hendes Lig til Jordfæstelse, hvorefter hun det 3 blev ført til Borup Kirkegaard.
Stakkels Onkel Isak3 maa ligge længe og prøve Nedbrydelses Værket af den tidlige Død. Gid Inger maa kunne kaste en Straale ind i hans døende Hjerte; thi han ligger i tause, tyngende Omgivelser.
Hils nu hjertelig fra os. Det er næsten mørkt, saa det koster mig Besvær at faae sat Skik paa disse Linier. Du kjender nok mine Kragetæer og kan see Dig igjennem.
Hils først og sidst Tante Hanne 4 og hendes 2 Børn4 fra
Fader
Onsdag.
