Dines Pontoppidan til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 6. juli 1874
Moder har det sommergodt
| [MPs tilskrift øverst:] 1874 | [Lørdag 6.7.18741] |
Kjære Morten.
Det er Løverdag og jeg har gaaet længe med Søndags-Tanker, at det kan være godt, naar jeg lægger dem hen til imorgen tidlig. Morgenstund har altid Guld i Mund, men Søndag-Morgen har dog altid bragt mig det bedste Guld, rensede og klarede Tanker til Guds Folk, saa jeg stoler ogsaa paa Morgenstunden i Morgen til denne sidste Afklaring.
Moder har det sommergodt og er til stor Ferie-Glæde for de mange Unge, som det gjælder om at holde i Aande, ogsaa at holde lidt i Tømme, hvad der kan være sværest. Igaar kom Julies rare Broder2; ved Middagstide traadte en Student Ploug3 ind til os blev hos 2 os til Aften; imorges fortsatte han sin Fodtour Nord paa. Han var et ungt Mske, som jeg kom til at skatte høit, da jeg kunde glemme hans keitede Udseende ved Indtrædelsen.
Jeg har nu frigivet mine Confirmander4 og mig selv til d. 18de August, og det skjænker mig ikke saa lidt Raadighed over mig selv, saa jeg vil see at følge Ungdommen ud paa Landet og i Skovene saa ofte jeg kan. Det er et Spørgsmaal, om jeg kommer til at reise mere; deels koster Livet her hjemme mere i den tørre Trinitatis end i den vaade Vintertid, og deels gjør det mig altid godt at 3 være hjemme og fra Hjemmet gjøre hyppigere Udfarter med Andre. Hanspeter og Gothold5 ere i Helsingør og Sverrige; de kom begge op i 3die Classe (gamle 5te), hvorimod jeg har ladet Holger blive siddende i 1ste Classe 1 Aar endnu for ikke at overanstrænges. Valdemar rykker op i øverste Classe af Forberedelses-Skolen.
Julie har den sidste Tid havt det rigtig godt, synes mig, og været os til voxende Glæde: hun har uden at vide det fæstet sig i vore Hjerters ja jeg troer – i alle deres, som have lært hende at kjende. Det vil blive mig et Savn, naar jeg ikke mere kan see 4 hende og høre paa hende iblandt os; men hun længes nok snart efter at rykke Prøvestenen6 nærmere og gjøre Prøvetiden mildere for Eder Begge. Hun vil nok ellers fortælle Dig Alt herfra, saa dette var mere for min egen end for Din Skyld. Boesen7 i Harritslev havde det i Forgaars bedre igjen; skjøndt han fører et trykket Liv i Kredsen af de mange gamle Qvinder og smaa Børnebørn. Jeg lider meget med ham og længes efter at see hvad Vinteren skal bringe.
Og saa Gudsfred og Farvel, Du kjære Søn: Imorgen skulle vi klinke paa Din Sundhed8.
Fader.
