Dines Pontoppidan til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 10. august 1870
større Ret og Opreisning
| [MPs tilskrift øverst:] 1870 | [Onsdag 10.8.1870] |
Min kjære Morten.
Dit Brev idag kom Moder som en kjær Medicin og den lille Hilsen fra Erik udenpaa Brevet lod hende med os Andre formode, at I dog endelig havde truffet hinanden: der var Dissents m.H.t. denne Hilsens Haandskrift, om den var Din eller hans egen? Helst ville vi nu troe paa, at han en af Dagene selv vil svare os paa dette og mange andre Spørgsmaal. Hvad Hjemmet angaaer, da har Moder desværre ligget siden i Løverdags Aften og kan endnu ikke taale at staae op; det er dog i Efterm. meget bedre med Kræfterne. De 4 Store1 leve i een sammenhængende Festivitet i 2 stor Stiil. I Søndags vare de alle om Efterm. og Aften hos Esp. Møllers2, som ude i deres Have havde samlet en Skare; i Mandags, N. Kampmans3 Aarsdag, fiin Middag hos Etatsraadens4; i dette Øjeblik berede de sig til at gaae til Wegeners5, hvor nok hele den fiine Verden samles først til Seilads paa Aaen og derefter til Aften; men her maa Magrethe sige Stop og blive hjemme hos Moder, hvad hun heller næppe føler som et stort Offer. –
Jeg for min Deel er udenfor al denne Bevægelse og des mere inde i Tidernes Tegn, som ere alvorlige nok til at fængsle og tyde svære nok at 3 tyde. Jeg deler med Dig det store Haab, som endnu ikke sees, men just derfor er stort og voxer større, jo mere det skjuler sig. Jo daarligere Franskmændene faae baaret sig ad fra Begyndelsen ved planløs og let Behandling af den tydske Kollos, desmere haaber jeg endnu paa, at de te sig sammen og samle sig til en Afgjørelse, som kan skaffe Sandheden og Friheden, Retfærdigheden og Freden i Europa Seir. Hvad os Smaafolk angaaer, saa hænger jo vor Skjæbne af det Heles Skjæbne, ligesom vi ikke ere istand til at tage Initiativ overfor de fremmede Magter. Men derfor kan vor Time nok komme og den vil vel komme, dersom ikke Stormagterne ere saa sløve og kraftesløse, at de à tout pris6 tilstede en Fred, 4 som ikke skaffer Europa større Fred end Krigen 1864 og ikke skaffer de Smaa større Ret og Opreisning end dengang. Vi ere her særdeles spændt paa at høre om et Hovedslag7, som vel ikke kan udeblive og ikke længe lade vente paa sig. Det franske Blod koger; maae de blot have faaet Folk samlede til en nogenlunde ligelig Bataille; thi at blive ved med 1 mod 3 er Synd og fører vanskelig til Ære Opreisning i Afgjørelsen. –
Alle hilse Eder. Vilhelm og Andersen8 ere vel tilpas med vore egne Smaa. Og saa Farvel, kjære Søn, skriv endelig flittig og send os Erik hjem jo før des kjærere.
Fader.
10 Aug. Efterm.
