Dines Pontoppidan til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 4. august 1870
den spændte Forventning
[MPs tilskrift øverst:] 1870 | [Torsdag 4.8.18701] |
Kjære Sønner!
Alt er endnu saa stille om os og i os: det er den spændte Forventning, som gjør sig gjældende baade i Hjertet og Naturen. At følge Eder er vor staaende Gjerning midt i de mangehaande Gjerninger, som vexle og afløse hverandre; I maae altid sætte os istand til at kunne dette ved stadig at skrive. Du, kjære Erik! maa ikke miskjende eller misforstaae den Taushed fra Hjemmet, hvorover Du har beklaget Dig siden Din Hjemkomst: dine uvisse Stationer gjøre, at vi intet Maal have at sigte efter, og at skyde ud i Luften, det veed Du har intet Opmuntrende. Jeg ønskede dog nok at vide, om Du har faaet 2 Pile fra min Buestreng, den ene stilet til Vedbæk den anden til Kjøbenhavn. Bliver 2 Du permitteret2, om end kun nok saa foreløbig, sætter Du vel nok Kuurs ad St. Morten; her kan Du jo hver Dag eller hver Nat være her frem og tilbage paa den korteste Varsel. Glade ere vi ved Knuds Budskaber fra Eder begge, og glad er jeg ved, at Du, kjære Morten, kom til Kjøbenhavn3 igjen, da Opholdet her sagtens ikke havde været uden Uro og Spørgsmaal. – Moder har været lidt upasselig i disse Dage, dog uden Bekymring for os. Alle vi Andre gaar vor Gang og her er intet Nyt – det skulde da være, at St. Morten4 i Søndags igjen aabnedes paany og at den spraglede Mindesteen iaftes5 afstøvedes: begge Dele gik, troer jeg, til Folks Glæde. Og saa Gudsfred og Farvel, I kjære, kjære Drenge
Fader