Gustav Philipsen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra København. 24. januar 1893

Udsigten til Statsunderstøttelse

24 Januar 3

Kære Hr. Pontoppidan!

Hermed sender jeg Dem en Anvisning paa Banca Generale i Rom stor frcs 1361.85 ¢ i Guld tilligemed en Nota fra Rubin & Bing hvoraf De kan se, at Anvisningen er 1800 Kr. værd imellem Brødre, for hvilket Beløb jeg derfor beder Dem sende mig en Kvittering lydende som antydet i Deres Brev.

Under Forudsætning af, at, Deres Hjemkomst er nærforestaaende, er jeg enig med Dem i at opsætte videre Forhandling om vore Anliggender, til 2 mundtlig Konference kan finde Sted; for Resten tror jeg, at vi sagtens bliver enige ogsaa i Realiteten. Men kom dog bare ikke hjem til vor skrækkelige Isvinter! Da Johan Rohde sagde mig, at De havde frosset i Siena, vil jeg dog fortælle Dem, at vi snart vil mangle Kul i København og saaledes faa en Forsmag paa en Belejrings Rædsler. – Dog er jeg i Øjeblikket mere bekymret for, hvorledes dette Brev skal komme Dem ihænde; Deres Brev til mig var forsinket to eller tre Dage; synes De at De faar nærværende for sent ihænde beder jeg Dem, før De bander mig, se efter Datum og Poststempel.

Det ser jo nu helt lyst ud med Udsigten til Statsunderstøttelsen; jeg kan nu bedre forstaa, at De ikke vil overlade den til mig.

Altsaa med Forbehold af videre Aftaler med venlig Hilsen

Deres hengivne
P.G. Philipsen.