Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 6. december 1887
al den Snak om Usædelighed
den 6te Dcbr [Tirsdag 6.12.18871]
Kjære Margrete!
Jeg kan ikke vente til Søndag med at sige Tak for den deilige Hare, hvormed vi i disse Dage ret delicaterer os. Heldigviis (er jeg nærved at sige) kom den ikke til Søndag; thi saa havde jeg neppe kunnet dye mig for at sætte den frem for mine Søndagsgjæster, der var forøget med Eriks og Tante Hanne. Nu blev den for vor egen Mund og saa er der god Forslag deri; og vi kan ogsaa nok trænge til lidt Forandring paa det evige Oxekjød. Kalvekjød er det endnu knapt med og Flæsk kan vi ikke spise fortiden. De væmmelige Lossepladser2 komme strax i Tanker naar man sætter Flæsket frem; saa 2 før efter Nytaar tør jeg paa ingen Maade komme med det. Det har været en styg Historie og er vel ogsaa et stort Tab for Landet; men jeg under forresten den Svineopdrætning et Knæk; hvorfor skal al det gode Korn3 fyldes i de væmmelige Svin; og fersk Flæsk er bestemt meget usundt.
Det var en lang Tale om Kjød og Flæsk; men da det er saa sjeldent, vi kommer ind paa den Slags, behøver jeg da ikke at undskylde det. Og saa vil jeg til Slut takke end engang for Haren og for alle de deilige Æbler, der er til stor Fornøielse. Naar jeg sætter Oxesteg og Æblegrød frem, saa kalder jeg det en fiin Middag.
Forresten kan Du nok forstaae, at det egentlig ikke er Maden, der fylder mine Tanker i denne Tid, om den nogensinde har gjort det. Nei – saa let slipper jeg ikke – thi jeg kan jo ikke gjøre mig selv hverken døv eller blind eller sløv, og derfor maa jeg frem paa mange krogede og besværlige Veie, naar jeg vil følge min store Flok. Mortens Sag synes jeg nok, 3 jeg næsten har lagt fra mig; men naar jeg saa seer ham igjen saa vaagner den op. Han var herinde i Lørdags4 og da meente han nok, det var virkelig Afsked og var kjendelig betaget af Alt det, han skal føre igjennem; thi den Sorg, han har voldet Vennerne ved sin Artikel om Troes-Ordet5, er jo slet ikke saa let at bære, skjøndt han mener, at om 10 Aar siger de Alle det Samme. Om der offentlig kommer nogen Modstand frem vil vel snart vise sig; men den er ikke den værste. – Det er Mortens Styrke og hans Svaghed, at hvad der staaer for ham som sandt og ret, skal frem, om det saa er gjennem Sidebenene; men jeg synes, han maa roses for, at det skeer med Besindighed og uden Personligheder.
Han havde forresten været i Frederiksborg6 og seet det Værelse, han skulde have, der var lyst og godt, saa Opsynsmanden havde sagt: naar De endelig vil i Fængsel7, kan De ikke faae det bedre; Opsynsmanden var forresten en Underofficer fra Randers.
– Men nu er det Henrik, der har rodet sig ind i noget kjedeligt Avisvrøvl8, som I formodentlig ikke kjender noget til, da Henrik 4 skriver i Politiken og hans Modstandere i Morgenbladet. Anledningen er forskjellige Udtalelser om at danske Bønder lignede ikke franske og at al den Usædelighed i de høiere Klasser kun kunde faae Opreisning ved Bønderne. Dette har Henrik imødegaaet ved at tale om Sædelighedsforholdene hos Bønderne og har aldeles ikke Uret, idet mindste hvad mange Egne af Landet angaaer; men det er skeet paa en aldeles utilbørlig Maade; og nu falder de da ogsaa over ham paa det voldsomste, hele den saakaldte Skolelærerliteratur; saa det, der i og for sig var slemt fra hans Side, bliver mange Gange værre ved at blive taget op og kastet ham i Ansigtet igjen.
Jeg er saa vred paa Georg Brandes og hans Følge som Nogen; men den Maade, hvorpaa der nu drages tilfelts mod ham er ikke god; selv Bjørnsen sparker Støv op omkring sig efter min Mening. – Ja – man veed virkelig ikke, hvor man skal være for al den Snak om Usædelighed9, der fylder Luften; det maa vel have været en forfærdelig Mødding der nu stinker til alle Sider, eller hvad er det Altsammen; jeg maa have gaaet med Bind for Øinene.
