Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 14. maj 1887
da min kjære Dreng førte sin Brud hjem
Lørdag *Mai 1887 [14.5.18871]
Min søde Margrete!
Det bliver kun et Par Ord, thi Du har og faaer nu saa mange Kilder at øse Beretninger af, at jeg vil nøies med at give Dig Sort paa Hvidt for, at jeg er kommet uskadt over den gode men bevægede Dag, da min kjære Dreng2 førte sin Brud hjem. At jeg maatte lægge mig, da de Andre gik ud til Lykønskning og at jeg ogsaa senere har maattet holde godt ved i Sengen for atter at komme i Lave, er jo selvfølgeligt, men har jo heller 2 Intet at betyde. Og nu ogsaa Kampmanns3 er borte, saa er der Intet, der foruroliger saa Alt kan gaae mageligt. Det var fornøieligt at have dem her ved denne Leilighed; men det var jo lidt veemodigt at sige Farvel naar Reisen er saa lang. Jeg haaber dog sikkert de skal faae det godt med samt deres søde Børn.
Du kan ikke tro, hvor Hanne saae godt ud i Onsdags i sin grønne Kjole med en rød Sløife paa Siden; det morede mig ret at see paa hende. – Vi havde her Bordet heelt fuldt og Erik havde 3 sendt Viin til at drikke Skaal i, saa her var heelt festligt. Det var deiligt for mig, at jeg naaede at komme i Kirke.
Nu glæder Lisbeth sig meget til at komme til Magleby; og jeg under hende den lille friske Luftning. Min Pige er meget flink og kan sagtens gjøre det ud.
I Dag har jeg haft Brev fra Marie Henrik, at hendes Søster Stine4 har faaet en Søn og Alt synes at være gaaet godt. Du veed, det er hende, der har været gift i 9 Aar.
Tag nu tiltakke med dette forjadskede Brev; jeg troer nok det vidner om, at jeg ikke er heelt, som jeg 4 skal være, men er lidt træt baade paa Sjæl og Legeme.
Tusinde kjærlige Hilsner til Dig og Fleta. Tak for Blomsterne.
din trofaste
Moder
