Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 10. september 1885
den underlig tordensvangre Luft
den 10de Septbr *1885 [Torsdag 10.9.18851]
Kjære Margrete!
Mon det i Aften skulde lykkes mig at faae samlet sammen paa mig selv, saa Du kan faae et roligt og ordentligt Brev fra mig? Jeg tør næsten ikke tro det; thi siden jeg forlod Magleby har jeg været saa stærkt optaget af saa mange Ting, at jeg knap kan faae Orden paa mine Tanker og Idrætter. Væsentligst er det vel, fordi jeg bliver gammel og hurtig trættes i enhver Retning, men ogsaa fordi her virkelig stadigt er en heel Deel paafærde; og naar saa dertil kommer, den underlig tordensvangre Luft i borgerlig Henseende, der omgiver En, saa er det ikke underligt om Aandedrættet kan falde lidt tungt. Dette er dog kun billedligt talt, thi jeg er ellers ret flink.
Hvor er det saa, jeg skal begynde, naar jeg skal til at fortælle om os; jeg husker 2 ikke, hvor jeg slap og vil derfor helst begynde bagfra og saa prøve, hvor langt jeg kan række. Det Sidste er, at Mathilde og lille Bodil tog til Hjørlunde2 i Gaar og Holger kom fra Samsø i Morges. Mathilde var straalende tilfreds med sin Norgestour og havde Meget at fortælle og kan ikke slippe Tanken om at faae en Plads deroppe til Sommer. Et er i hvert Fald tydeligt, at hun har nydt sin Reise og sin Frihed i fulde Drag og der vil vel nok gaae lidt Tid hvor før hun atter vænner sig til at staae i Tøier. Men det kan jo ikke skee under bedre Forhold end i Hjørlunde, hvor hun veed sig skattet og paaskjønnet; Julie har det Gudskeelov! godt, men trænger jo ligefuldt haardt til hende og nu faaer Morten ogsaa Frimodighed til at røre sig lidt, som han nok kan behøve. Morten var herinde i Søndags; han er jo tynget af de svære Tider og synes især at Striken3 er saa uhyggelig. Hans Svoger Poul4 siger at han allerede har tabt 20,000, men vil hellere lukke hele Butikken, end lade sig tvinge af Svendene. Det er rene Krigstilstande, hvor det gaaer ud over begge Parter. – Det vil ikke blive let for Holger at faae Noget at tage sig for i den første Tid, men han kan jo ogsaa nok holde lidt Ferie. Nu hører han 3 sig lidt for rundt om og tager saa til Aunsbjerg5 en lille Tid.
Hans Peter lader da til at være kommet godt i Gang hos sin Præst (Jensen6) i Øster-Skjerninge pr. Vester-Skjerninge, og har nu faaet Pult og Bøger og alle sine Sager derover. (Her ligger en Bog, der tilhører Emil, som jeg nok skal sende ved Leilighed.) Hans Peter er foreløbigt meget godt tilfreds med Forholdene; han er blevet venligt modtaget og der lader til at være hyggeligt med en stor Have, der gaaer ned til Ollerup Sø, hvor der ligger Baad. Saa alle disse Ting ere gode nok og da han jo selv ikke har mange Kanter, bliver der for saa vidt neppe Noget iveien. Spørgsmaalet bliver nu, om han kan blive tilstrækkeligt ene med sig selv og sin Gud, saa han kan komme ret tilbunds i sine dybeste Forhold, saa han ikke for hurtigt finder Alting ret og vel. Hans bløde Sind er baade godt og ondt. Men med Guds Hjelp vil det nok gaae, saa han kan voxe frem til at tjene Herren i Sandhed. Begyndelsen har jo da været god; han har selv været glad og bevæget og de Andre give ham ogsaa godt Skudsmaal. Jeg har hans Prædiken liggende; den er sand og naturlig, men man føler jo, at han er ung. Hans Stemme slog godt til i begge Kirkerne. Han prædikede i den ene Kirke i Søndags, men derom har jeg ikke hørt nærmere.
4 Ved Siden af Alt det, der har fyldt mig af mit eget, har jeg ogsaa (og Inger da ikke mindre) været opfyldt af, at stakkels Søster Mathilde har maattet bringe sin Mathilde til Diakonisse-Stiftelse i en utilregnelig Nervetilstand, tildeels bevirket ved en stærk Mave-Catahr. Nu hører jeg, at hun hele Sommeren har været meer og mindre daarlig og jo i det Hele neppe nogensinde har været fuldkommen normal; men nu tog det saadan Overhaand, at hun ikke kunde være hjemme, fordi Moderen og Søsteren led alt for Meget derunder. Det er meget tungt for de Stakler, især har det taget meget paa Jeannette; jeg troer, hun gjør sig Bebreidelser over at have miskjendt Søsteren og ikke taget Hensyn nok til hende. Min Søster tager det roligere; hun har vist længe frygtet noget lignende og var derfor bedre beredt til at tage derimod. Forhaabentlig vil det ikke blive saa slemt og er vel kun forbigaaende; men svagsindet er og bliver hun, saa der kan ikke tages paa hende, som paa et heelt normalt Menneske.
Lørdag.
Dette Brev har ligget hen uden at jeg har kunnet faae sat Slut paa det; nu maa det gjøres i en Fart, at det kan møde som 5 Søndagsbrev med vore allerkjærligste Hilsner. Gid det maa træffe Eder Alle vel og i den kjære, vante Søndags-Stemning. Hils Fru Zeuthen meget; hun hører til i mit Søndagsbillede fra de senere Aar. Herfra Byen vil intet Søndagsbillede for mig forme sig for mig. Jeg naaede dog i Søndags at høre Hostrup7 og var nok glad, men træt og anstrengt af det Hele.
Men nu maa jeg slutte; jeg venter Tante Jensine8 og Thora Aagaard9 til Middag og da min skikkelige Pige ikke er særlig dygtig til Maden, giver det jo adskilligt at ordne.
Lisbeth gaaer og hænger ny Gardiner op i sin lille Stue. Du kan tro hun er henrykt over den; og foreløbigt er der ikke et Gran paa urette Plads.
Desværre skal hun ikke endnu gjøre Plads for Marie Henrik; jeg har nylig haft Brev fra hende; det er aabenbart at hun ikke har Lyst til Noget før Henrik 6 er blevet færdig med sin Bog10 og kommer hjem igjen. Stakkels Marie; hun har det ikke let.
Men nu Farvel. Tusinde kjærlige Hilsner
Moder
Det er ikke godt med Petra.
