Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 4. november 1882
oplivende med den store Sønneflok
den 4de Nbr *1882 [Lørdag 4.11.18821]
Kjære Margrete!
Denne Gang havde jeg tiltænkt Dig et Søndagsbrev, men naaede det ikke, saa et Mandagsbrev maa ogsaa være godt og kan nok komme tidsnok for at bringe Orden i vor Correspondance, saa vore Breve ikke gaae paa Tvers af hinanden.
Tak for Dit rare Brev, der satte mig godt ind i de forhaandenværende Forhold saa jeg ret har kunnet følge Eder med Tankerne. Hvorledes gik saa Missionsmødet den 2den? Det var et bedrøveligt Veir hos os den Dag og jeg havde især ondt af Afsløringsfesten i Randers2, men det lader jo til at den, "trods Regn og trods Blæst"3 er løbet af til stor Tilfredsstillelse for alle Parter.
2 den 6te
Det var meget heldigt at mit Brev hverken blev et Søndagsbrev eller et Mandagsbrev thi nu kan jeg takke og svare paa det Brev fra Dig, der nys kom tilhuse, og saa er vi jo i god Orden igjen. Vi kan neppe faa det til at gaae med at skrive en bestemt Dag, thi hver 8de Dag kan jeg ikke overkomme det og gjemme i 14 Dage paa det, man kan faae Lyst til at meddele, det lader sig ofte ikke gjøre, saa vi maa nok fremdeles lade det gaae som det bedst kan. – Nu er jeg kommet lige saa vidt som Du, at jeg har faaet mit Huus i Gang med min nye Pige4 og jeg er hidtil godt fornøiet med hende og haaber det skal vedblive. I disse korte Dage er der jo meget Arbeide for een Pige, men det hjelper svært, naar man spiser saa sildigt, og maa jeg blot selv 3 holde mig nogenledes rask, saa kan det Hele jo nok holdes gaaende. Det er ingen lille Middagsanretning, naar der hver Dag møder 4 sultne Mandfolk, der tilmed stiller lidt Fordring, der maa respecteres, da de jo betale for sig paa Hans Peter nær. I Gaar havde jeg en Oxesteg paa 12 [pundtegn] paa Bordet og Du kan tro, der gik Hul paa den; da var her 1 meer, idet Henrik5 var med i Flokken, hvilket oftere skeer i denne Tid, da han ligger herinde for at læse Correctur paa sin nye Bog. Det første Capitel af Bogen har staaet i "Ude og Hjemme"; det seer ikke meget ud efter at den bliver efter min Smag, men derfor kan den jo gjerne blive en god Bog.
Det er naturligviis meget oplivende med den store Sønneflok, der holder til i mit lille Hjem og jeg takker Gud, at jeg har dette lille Hjem til dem, thi de ere kjærlige og hensynsfulde i enhver Henseende; men ofte synes jeg nok, at jeg bliver heel betagen6 af al den 4 Verdensuro, de fører med sig, og jeg skjønner, at jeg hidtil kun har kjendt lidt til, hvorledes det saae ud, udenfor den fredede Kreds, der omsluttede mit Fædrenehjem og mit eget Hjem. Det er svært at værge sig overfor al det, et Hovedstadsliv fører ind paa os; det er godt, jeg har Inger til at staae paa min Side, thi hun har baade Forstand og Kjærlighed til at tage ret paa Tingene.
Der var ganske rigtig stort Møde paa Falkenstjernes Skole7, og det er ogsaa ganske rigtig, at Morten stødte sammen med Pastor Riemann8, eller rettere, at Riemann følte sig stødt af hvad Morten sagde, men der var Andre, der følte sig meget tilfredsstillede derved. Morten er jo Idealist, og hvor han mener at see Idealet, der gaaer han gjennem Ild og Vand for at naae det, uden at tænke paa om han selv eller Andre virkelig kan komme frem ad den Vei. Dette er hans Styrke og hans Svaghed. Jeg indrømmer gjerne, at de komme videre, der see, at faae det bedst muelige ud af Tingene som de er; men man maa altid respectere den, der jager efter at naae Idealet; Vorherre har nok Brug for dem.
5 [nyt ark, mærket:] Nr. 2.
Hos Djørups gaaer det saa nogenlunde; det har taget meget paa Onkel og Tante; de vente i disse Dage Harald9 hjem fra sin Vestindietour og jeg vil haabe, han allerede er kommet. Derved rives jo Saaret op10 igjen, thi den kjære Dreng kommer hjem uden at ahne noget. Desværre er Veien derind saa lang, at jeg i denne kolde, blæsende Tid, slet ikke kan komme der, og Inger har aldrig Tid. Iaften vilde Inger paa sin Strandveistour see op til Tante Charlotte11, der ligger tilsengs af Aare√ Inflamation i Benet; de boer jo i Havnegade, saa det er ogsaa uoverkommeligt for mig. Det var stakkels Vilhelm12, der maatte bringe sine Forældre det tunge Bud; først Moderen og saa ud at søge Faderen op. Nu bagefter kan man jo nok see, at det egentlig var en smuk Død, netop paa den Plads, hvor han skulde være og midt 6 imellem sine Kammerater, og det er ogsaa en Trøst for Forældrene, at der kan bevidnes, at han ingen Lidelser eller Nød var underkastet. Hvorofte gik han ikke efter Frokosten op paa sit Værelse og de tænkte saa ikke paa ham før til Middagen; dersom de der havde fundet ham død, havde det jo været meget sværere.
Naar jeg nu faaer fortalt Dig om Samsø, saa veed jeg, Du har faaet et langt Brev. Derovre synes de at have det godt, især er Marie glad ved Forandringen, og det kommer vel af, at hun var blevet meget kjed af at være i Randers. Det nye og friske tiltaler hende og da hendes Huus giver hende fuldt op af Arbeide, savner hun jo ikke det selskabelige. Hun skal til at slagte et Faar og en Gris; har faaet 7 Høns og indretter sig i det Hele landligt, alle Børnene have faaet Træsko. For Kampmann13 vil det knibe mere, dersom han ikke kan komme i Gang med ligefrem at studere. Marie er saa glad ved Præsten og det har jo umaadelig meget at sige for hende der paa Stedet. – Blot de maa komme Vinteren over uden Sygdom, saa skal det nok blive godt. Deres Lærerinde læser 5 Timer med Børnene og spadserer saa hver Dag en lang Tour med dem alle 6 Skolebørn√; det kalder jeg al Ære værd. – Dersom det bliver mueligt at naae Samsø i Julen, har Knud og Holger tænkt at tage nogle Dage dertil. De Julereiser ere drøie, saa det bliver neppe, at Du faaer Inger; vi kan virkelig heller ikke undvære hende, thi til daglig Brug har jeg hende slet ikke.
8 Mon Din Høkasse-Begeistring vil blive af Varighed? Jeg synes, de blive saa ubehagelige af Fugtigheden, fulde af Muggenhed og Dyr.
Nu til Slutningen mange kjærlige Hilsner til Mand og Børn fra
Eders trofaste
Moder
