Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 17. oktober 1882
Et sørgeligt Dødsfald paa Universitetet
Tirsdag *1882 Octbr [17.10.18821]
Kjære Margrete!
Tak for Dit rare, glade Brev; det modtog mig netop som jeg kom fra et Sorgens Huus, thi det sollyse lykkelige Djørupske Huus er blevet ramt af et tungt Slag. I har vist allerede seet af Aviserne, at den dygtige og rare Johannes2, (min Gudsøn) pludseligt faldt død om paa Universitetet uden mindste foregaaende Upasselighed. Det har jo været et forfærdeligt Slag for de stakkels Forældre og Sødskende og vi alle ere jo dybt grebne deraf; men det har dog gjort mig godt at være deroppe 2 og føle, hvilken Fred, der dog er i Sorgen, naar vi veed til hvem vi tør sukke og bede og overgive os heelt og fuldt, hvor svært vi end føle det, der er lagt paa os. – Det var under Skriveøvelserne, at han døde, efter at have skrevet en Deel ligetil Punktum, med god Haand og klare Tanker. Han blev ikke ført hjem, da de mange Læger i Familien gjerne vilde at han skulde obduceres, saa han blev klædt og lagt kjønt tilrette paa en Sofa paa Universitetet og der var saa hele Familien henne for at see ham endnu engang, hvilket i Sandhed gjordes Behov, for at de 3 nogenledes kunne komme til at fatte, hvad der var skeet. Nu ligger han paa Kommunehospitalet og skal begraves fra Vartou paa Fredag.
Du kan nok forstaae, at vi har ikke kunnet rumme nogen anden Tanke siden og derfor slutter jeg ogsaa mit Brev, med Tilføielse at vi alle forresten√ har det ved det daglige og med de kjærligste Hilsner
ved Eders trofaste
Moder
