Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 3. oktober 1882

en fornøielig, frisk Luftning fra Samsø

den 3die Octbr *1882 [Tirsdag 3.10.18821]

Kjære Margrete!

Det falder over mig med Rædsel, at Du vist i flere Dage har ventet Svar paa Dit Brev, og jeg begriber ikke, hvorledes det gaaer til, at jeg reent var kommet bort fra, at der var mere for mig at gjøre med Hensyn til Sagen om Michala. Men det er nok forgjæves at jeg venter paa, at nogen Anden skal tage sig af Skriveriet, saa jeg maa gjøre det saa godt, jeg kan og saa længe, jeg kan.

Djørups forstod jo nok, at det ikke laae lige for, at faae Michala til Eder og har opgivet al Tanke derom; men har blot bedet mig sige, at de aldrig havde tænkt sig at faae det billigere. Nu stille de Sagen i Bero for det første, indtil Confirmationen er fra Haanden og vil saa 2 forhaabentligt nok finde godt Sted til hende.

Jeg veed egentlig nok, hvorfor jeg har gaaet og tøvet med at skrive, thi jeg har ventet paa at høre om Ting, der laae mig mere paa Hjerte; deels havde jeg troet, at kunne faae Bud til Zeuthens for at høre om Din Svoger i Kjerteminde2, deels gaaer jeg hver Dag og venter paa Budskab√ fra Henriks Marie; maa Gud give godt Budskab fra begge Steder. Jeg har altid saa meget paa Sinde, at det ofte løber rundt for mig.

I disse Dage har der ogsaa været Uro i Leiren fordi Hans Peter er flyttet ud og Holger ind. Hans Peter blev nemlig saa forstyrret i sit Arbeide herhjemme, at det var bedre, at det blev ham end Holger, der skulde leie hos Fremmede. Nu boer han i Nørre-Farimagsgade, overfor Ørsteds Park. Holger er forresten ikke endnu færdig med sit Krigsvæsen, men haaber paa, at det kun varer faa Dage endnu.

Mathilde er forhaabentlig paa Samsø; Mariane Kampmann er kommet hjem og det har jo været os en stor Fornøielse at pumpe hende ud, og hun bragte en fornøielig, 3 frisk Luftning med derfra. Marie var meget freidig og glad ved det Hele; men Niels var noget mere betænkelig især paa Grund af Boligens Fugtighed. Soveværelserne ere ovenpaa og gode. Marie var glad ved Præsten3, der er en Mand paa over 60 Aar. Den Dag Søndag, Mariane var der blev Grevens 8de Datter4 døbt.

Tak for Hilsnerne fra Boisen5; det interresserede mig at høre om Mødet der. Her kommer jeg aldrig med til Sligt; jeg kan ikke taale det og stormende fuldt er der jo overalt, hvor der er Noget at høre. Inger kan heller ikke komme Nogetsteds uden netop om Søndagen, thi nu er hun jo i fuld Gang med sin Underviisning og med de solide Timer hun giver kan Tiden nok gaae med. I Dag har hun løbet hele Formiddagen for at hjelpe nogle Bekjendte med at see et Instrument ud; og hun har jo ogsaa gode Venner, der gjerne vil have fat paa hende, saa jeg har hende saamæn ikke meget. Det vil rigtignok blive eensomt for mig, naar jeg til næste Vinter skal savne Lisbeth; men jeg glæder mig 4 ligefuldt til, at hun skal være hos Eder, og det gjør hun ogsaa selv.

Veed Du at Jensens i Nykjøbing har faaet en lille Pige6, der er blevet hjemmedøbt og hedder Elisabeth. Jeg veed ikke om Tante Hanne er bekjendt dermed; hun taler aldrig derom, men jeg veed, hun har af og til Brev fra Jensen.

Det maa ikke undre Dig om mit Brev er lidt forstyrret; her er Syjomfru og jeg er træt i Hoved og Tanker; ellers er jeg jevnthen rask og det gjælder ogsaa de Andre. Paa Søndag skulde Inger og jeg til Djørups; Michala er Ingers Guddatter.

Lad mig snart faae Brev og Besked om Tilstanden i Kjerteminde. Hils paa det kjærligste omkring Dig

Eders trofaste
Moder

 
[1] jf. Elisabeth Jensens hjemmedåb. tilbage
[2] Svoger i Kjerteminde: Emils bror Theodor Henrik Bloch Jespersen, f. 1.7.1848. Sognepræst i Kerteminde siden 1878. tilbage
[3] Præsten: Peter Henrik Bech, f. 30.5.1822, sognepræst i Tranebjerg siden 1880. tilbage
[4] Grevens 8de Datter: Ragnhild Danneskiold-Samsøe, datter af grev Chr. Fr. D.-S. til Brattingsborg på Samsø. tilbage
[5] Boisen: antagelig venstrepolitikeren Frede Bojsen (1841-1926), som grundlagde Rødkilde højskole på Møn. Han var søn af præsten F.E. Boisen, som igen var bror til præsten i Bjerregrav Otto Boisen, en af Dines' gode venner. tilbage
[6] en lille Pige: P.G.C. Jensens første barn med sin 2. hustru Anna f. Eggertsen. Barnet blev født 3.9.1882, hjemmedøbt 22.9. af pastor Haar og kaldet Elisabeth (efter Jensens 1. hustru, tante Hannes datter). tilbage