Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 16. februar 1882

holde os paa Grændsen af Hovedstadslivet

den 16de Februar *1882 [Torsdag 16.2.1882]

Min søde Margrete!

Jeg har maattet høre ilde for mine stadige Bekymringer, da det gjorde mig Uro, at det trak ud inden vi hørte fra Eder; men jeg havde dog Ret og vil nu længes efter at høre, at det er godt igjen. Hils Din Doctor fra mig og sig ham Tak, at han passer paa Dig; nu maa hverken han eller Du for hurtigt blive kjed deraf.

Fra alle Kanter hører jeg om Forkjølelse, fra Randers, fra Hjørlunde, Mathilde og Hans Peter, Altsammen Hoste, medens jeg selv holder mig flink og har haft saa godt af den milde Vinter. I disse Dage skal vi ikke rose Veiret og nu, jeg begynder at see ud efter Erik tuder Stormen dobbelt stygt i mine Øren. Imidlertid er han vel endnu for langt borte til at den nærværende Storm behøver at være hos ham, men saa har han det maaskee strengt 2 fra andre Kanter. Jeg maa nu ansee det som givet, at han er taget med Geiser1, som kan ventes hertil midt i næste Uge. Gud føre ham vel bevaret hertil.

At der nu er blevet et Par juridiske Embeder ledige er som en frisk Brise under den trykkende Stilhed, og jeg kan ikke lade være, at tænke mig Kampmanns i Ringkjøbing. Derved kommer de rigtignok ikke nærmere, men jeg vil dog være glad ved at vide dem der, og er vis paa, det vil være tjenligt for dem. Hammel er jo nok et√ behageligere Sted√ og større, men deels kan han ikke faae det, saa jeg ønsker, han heller ikke vil søge det, og deels vil de der faae saa mange Udgifter med Befordring og Lærerinde, at de blive rodede ind i saameget.

Maatte de nu i Mai kunne drage til Vestkysten med deres store Huus; saa vilde jeg kalde det en stor Lykke. Veed Du, at Marie i Foraaret venter en Lille2? Det er godt, at hun kan beholde sin Mand hos sig indtil det er overstaaet. Jeg haaber, at Inger kan komme derover i Paasken3; det vilde være saa rart for os Alle. – I Hjørlunde (paa Høiskolen) ventes ogsaa en Lille4 ved den Tid. Gud see i Naade til dem Alle!

3 Her gaaer det med Arbeide paa enhver Kant; hver har nok i Sit. Knud5 har faaet meget at tage fat paa, da Overlægen er sengeliggende og Holger er ogsaa godt med, da han har faaet en Deel Tegning at besørge paa en Fabrik, som en af Lærerne ved polyteknisk Anstalt har sat i Gang. Men forresten kan det ikke vare længe, da Holger skal møde paa Logisskibet den 31te Marts.

Lisbeth har ogsaa nok at gjøre og maa have Jernpiller og baiersk Øl for ikke at tabe Culeuren. Jeg passer dog paa, saa godt jeg kan, at det ikke gaaer hende paa og haaber ogsaa vi faae os balancerede igjennem de 2 Skoleaar, som det hele Tiden har været mine Tanker, at hun skulle igjennem hos Frøken Zahle. Og saa er det, at jeg med Glæde tænker mig hende hos Eder, for at samle friske Kræfter for Sjæl og Legeme. Jeg holder lige saa lidt af Skoleluften som af Stueluften for de unge Piger, men man tør jo ikke lade dem voxe op som de vævre Føl paa Marken. – Jeg haaber, det i alle Henseender skal lykkes os, at holde os paa Grændsen af Hovedstadslivet, thi jeg vil meget nødigt ind i det; i Grunden føle vi os ogsaa som boende paa Landet, skjøndt det jo nok lyder lidt komisk. Her er imidlertid næsten ligesaa 4 roligt og uforstyrret.

Fra Knud skal jeg hilse, at han ikke kan trøste Dig med Hensyn til de dyre Læger og mener, der maa være et "Aber" derved. Jeg skal forresten gjøre mit til, at mine Herrer Sønner ikke betragter deres Lægestilling aldeles lig enhver anden Forretning, thi det er absolut galt.

Det er blevet ganske mørkt inden jeg er blevet færdig, saa jeg maa haste med at slutte. Inger er paa Strandveien6, men jeg kan ligefuldt bringe hendes Tak for Brevet. De kjærligste Hilsner til Jespersen, lille Hanne og Dig selv fra Alle her ved Din trofaste

Moder

 
[1] Geiser: dampskibet Geiser, et af Thingvalla-liniens transatlantiske emigrantskibe. tilbage
[2] Marie ... venter en Lille: Marie Kampmann fødte Anne Marie 7.5.1882 i Randers. tilbage
[3] Paasken: påskedag var 9.4.1882. tilbage
[4] I Hjørlunde (paa Høiskolen) ventes ogsaa en Lille: Dines Mortensen Pontoppidan, f. 9.3.1882 i Hjørlunde. tilbage
[5] Knud: var begyndt som reservelæge på Kommunehospitalets 6te afdeling 1.2.1882. tilbage
[6] Inger er paa Strandveien: at give spilletimer for grosserer Heymanns børn. tilbage