Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 12. januar 1882
Gud give os at takke, saa er vi rige
den 12te Januar 1882 [Torsdag 12.1.1882]
Min kjære Margrete!
Jeg kan ikke huske, hvorledes det staaer til med vor Correspondance, om Du eller vi har skrevet sidst; men i Aften har jeg Lyst til at sende en Hilsen til Magleby og deri indeslutte mange gode og hjertelige Ønsker for det nye Aar. Vi veed jo nok, at Alt er godt, naar det annammes med Taknemmelighed, saa det bliver jo altsaa Hovedsummen af alle gode Ønsker, at vi ret maa kunne takke, og jo længere jeg lever jo bedre skjønner jeg, at det virkelig er saa – altsaa – Gud give os at takke, saa er vi rige.
Jeg har egentlig gaaet saa smaat og ventet paa, at Emil skulde stikke Hovedet ind af Døren, skjøndt jeg jo hellere seer, at han bliver borte, i det Haab at det betyder godt; men i ethvert Fald længes jeg efter at høre, hvorledes det gaaer med 2 Halsen og i det Hele høre om, hvorledes I have overvundet Eders Julefêter. Fra Knud havde jeg et lille Brev, hvoraf jeg kunde skjønne, at han havde haft det fortræffeligt, men ellers sagde det ikke meget. Nu er da Knuds Plads1 endelig opslaaet, saa nu maa der da komme en Afgjørelse.
Fra Tante Caroline2 har jeg mange Hilsner; nu er hun her virkeligt og dog synes jeg, det er meget uvirkeligt, thi det ligner rigtignok ikke de Besøg, vi er vante til at faae af hende. Hun sover her i Almindelighed om Natten, men dermed er næsten ogsaa Alt sagt, thi vil jeg ellers holde paa hende, maa jeg invitere hende høitideligt. I Aften skal der være Familiemøde hos Tante Hanne, men jeg bliver dog hjemme, skjøndt jeg er ret flink og har været en rigtig lille Spadseretour ude i det deilige Veir i Dag. Ingers Travlhed bliver naturligviis ikke mindre under dette Besøg, især da de i Morgen skal sammen i Theatret og paa Lørdag skal ud at see til de Hjørlundere3. Heldigviis har Bendix ogsaa travlt med at componere, saa han ikke kan besørge sine Elever i denne Tid.
I disse Dage er ogsaa Petra4 herinde og har 3 været lidt heroppe. Søsterens Død har taget meget paa hende og saa kommer dertil, at hun har faaet en Masse Tænder trukket ud paa Grund af en Sygdom i Tandkjødet, saa hun var næsten ganske ukjendelig for mig; men det hjelper vel nok en Deel, naar hun faaer Tænderne ind igjen. Ude paa Vallekilde gaaer da Alt sin Gang igjen; der er nogle udmærkede Kvindemennesker, der drager Omsorg for de Smaa og den store Skole tvinger jo Trier bort fra sit Savn.
Vor søde Julie seer saa rask og frimodig ud, skjøndt der i Foraaret venter nok en Lille. Morten har lovet mig, at han ikke skal tage mere end 50 paa sin Skole; thi hvad der gaaer derover er svimlende; de har forresten henved 40. De maa hellere blot lægge 2 Kr maanedlig paa Betalingen.
Det er nu bestemt, at Mathilde til Mai skal til Meieriforpagter Buchardi5 ved Kallundborg, jeg kan ikke huske Gaardens Navn; det er vist i alle Maader et udmærket Sted for hende, saa jeg er meget glad derved. Der skal betales 90 Kr for det første Halvaar. Saavidt jeg veed, er Konen en Søster til Provst Kampmanns Kone. Naar saa Knud kommer til 6te, saa har jeg jo alle mine Børn paa godt Sted; – rigtignok har jeg lidt ondt af Valdemar; men nu har han 4 haft opmuntrende Juleferie i Randers og har jo der truffet Holger, saa jeg tør vel ikke beklage ham; skjøndt han siger rigtignok det er værst, naar han kommer hjem efter en Reise. Holger holder Juul endnu og muntrer sig nok ordentligt blandt gamle Venner, men paa Søndag venter jeg ham dog tilbage. – Stakkels Kampmanns – de faae længe at vente – jeg forstaaer ikke hvor han faaer Tiden til at gaae.
Hos mine Sødskende staaer det godt til, men jeg seer ikke saa meget til dem, da det ikke er saa let, at naae sammen. Mathilde har leiet en smuk Leilighed paa Platanvei6; det er dygtig langt ude. – Hos Djørups er de optagne af Laurits Examen7, men han kommer nok godt igjennem.
Var det dog ikke en sørgelig Historie med Kappen? Knud har formodentlig gjort Grin dermed istedetfor at fortælle, at det virkelig var mig en stor Sorg; og i den Stemning var det, at jeg absolut strax maatte sende Hanne den Taksigelse, der blev til Graad og Latter. Men hils hende nu igjen fra mig og bed hende nu at have lidt Medlidenhed med mig; og saa Tak til dig, Du lille Kjære! for den Kappe, hvoraf jeg kun saae en Flig. Jeg fik rigtignok 3 andre til min Fødselsdag, men dermed er min [fortsættes på hovedet øverst side 1:] Sorg ikke slukket. Nu kun atter de kjærligste Hilsner fra Eders trofaste
Moder
[lodret nedad i venstre margin side 1:] Lisbeth har mange Gange villet skrive for at sige Tak for Tæppet, der fryder hende men hidtil er det blevet til Vrøvl.
