Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 12. december 1881
jeg lever unægtelig med "stækkede Vinger"
den 12te Dcbr *1881 [Mandag 12.12.18811]
Kjære Margrete!
Det er paa hele mit Huus's Vegne jeg i Dag sætter mig til at skrive, thi fra alle Sider lyder det: ønsk Margrete tillykke fra mig; og Du maa derfor tage tiltakke med at faae disse gode Ønsker i en Hovedsum som den kjærligste Hilsen ved min Haand.
Jeg vil unægtelig længes efter at høre, om Du har været rask paa Din Fødselsdag, thi jeg synes, der har været Fataleteter begge de foregaaende Aar og naar Du først begynder at tale om Ryggen, saa synes jeg let, det bliver langvarigt – dog – jeg haaber det bedste, og vil tænke mig Dig glad iblandt de Kjære, Gud har skjænket Dig.
Da Du nylig har faaet Ingers omstændelige Brev kan Du nok tænke, at jeg har ikke ret meget at skulle have sagt, da der dog heldigviis ikke skeer store Begivenheder hver Dag. Rigtig nok skylder jeg Emil Tak og Svar paa hans 2 Deel af Dit sidste Brev, men min Ryg og (Mave) tillader heller ikke at jeg indlader mig i Dybsindigheder, saa det er bedst at jeg holder mig udenfor de staaende Kampe. I det Hele taget lever jeg unægteligt med "stækkede Vinger"2, hvilket jo i alle Henseender er selvfølgeligt, men naar jeg i Dag nævner det saa gjælder det Helbredet; thi om jeg end har det upaaklageligt godt og næste[n] ikke har Hoste fortiden, saa vil det dog slet ikke lade sig gjøre at flagre lidt og ethvert Forsøg paa at komme ud af de varme Stuer har hidtil straffet sig selv. Anderledes bliver det neppe med mine Vintre her i Verden og jeg er egentlig ogsaa forligt dermed idet jeg er taknemmelig for, at jeg dog, om end i stor Skrøbelighed, kan værne om dem, der hører min Rede til. – Stakkels Inger kan i denne Tid godt behøve, at værnes lidt om, thi hun er jo dybt grebet af Julie Triers Sygdom og Død3 og det er hende en stor Overvindelse at blive borte fra Begravelsen paa Tirsdag (Imorgen) men hun er nødt til at blive ved sit Arbeide og i det Hele reiser man jo ikke saadan udenvidere. Jeg skal sige Dig fra hende, at 3 Din Foræring maa Du vente paa til Juul, thi hun har hverken Tid eller Tanke derfor; men saa skal jeg med det samme hilse Dig saameget eftertrykkeligere. Min Foræring er det ogsaa ynkelig bevendt med, skjøndt jeg allerede begyndte paa den i Sommer. Jeg kan nemlig slet ikke taale, den Slags Bestilling, saa jeg har maattet lade Christine fuldende og derved er det kjedelige skeet at Borten er af en anden Slags Garn; men den kan jo ligefuldt varme Din stakkels Ryg og jeg beder Dig tage tiltakke.
Igaar (Søndag) havde jeg Besøg af de unge Folk; Henrik var straalende glad og Marie saae saa sød ud. Jeg havde tænkt at bede de gamle Tanter4 herhen; men Inger og Hans Peter syntes det var at forstyrre Glæden, da Tanterne jo have Kritiken stærkt oppe. Jeg fortryder det imidlertid, thi det Onde kan kun overvindes ved det Gode. I det Sted var Rhode5 her saa og Thaarup6 kom her om Aftenen og jeg kan nok skjønne, at Henrik har en beundrende Kreds blandt sine Jevnaldrende og her gjelder det vist, som saa tidt, "Gud bevare mig for mine Venner, mine Fjender skal jeg nok selv sørge for". Imidlertid glædede jeg 4 mig ved at høre Henrik sige, at det var godt han igjen skulde ud paa Landet, thi han kunde ikke udholde det æstetiske Vrøvl herinde.
Angaaende Tanterne, da kom den kjærlige, bevægelige Tante Hanne herind i Morges paa zittrende Knæ, fordi hun havde læst om Theaterbranden i Wien7 og syntes, det var der at Knud var. – Det er uvist om Knud kommer hjem til Juul, men jeg haaber det dog; Mathilde kommer og Tante Hanne og Else8 holde Juleaften her i al Stilhed.
Nu maa jeg sige Slut, thi det er dog blevet 4 Sider. Endnu de kjærligste Hilsner ved
Eders trofaste
Moder
