Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Adelgade 14, Randers. 3. februar 1881
jeg anstrenger mig for at skrive kort
den 3die Februar *1881 [Torsdag 3.2.18811]
Min kjære Margrete!
Det havde rigtignok været mig kjærere igjen at skrive til Dig, dersom jeg først havde hørt lidt fra Dig; men da Iistransporten standser vore Breve saa meget maa jeg see bort derfra og holde mit Ord til Dig, at fortælle Dig om Hedvig. Jeg veed ikke om jeg skal kalde det godt eller daarligt, saaledes som det nu er, thi Krisisen er endt saaledes, at hun synes at vende tilbage til Livet uden at det vil klare over Tankerne og Bevidstheden, saa nu taler hun og giver sin Villie tilkjende paa mange Maader, men dersom hun kjender sine Nærmeste saa er hun i det mindste ikke glad ved dem; saa nu√ ønsker Lassen, at hun kun 2 skal have fremmede omkring sig, hvilket ogsaa er nødvendigt for de Andres Skyld, da de lider saa meget ved at see hende i den Tilstand. Carl Poulsen er her i disse Dage og han hjelper jo godt paa at ordne for dem; der er skrevet efter en Pleierske under det røde Kors2, thi Doktoren frygter, det kan blive langvarigt. Derfor skriver jeg herefter sjeldnere, da vi vel maa være beredt paa, at det staar stille i nogen Tid; det er jo Hjernen, der er angrebet og har lammet hele Legemet. Men hun kan dog folde sine Hænder og sende sine Suk derhen, hvor de ikke lyde forgjæves.
Det er godt, jeg er blevet rask nok til at kunne dele de trange Dage med Inger, thi hun lider jo med alle de kjære derude, og har ved Siden af haft 3 en slem Lidelse selv, idet hendes Finger blev saa slem, at Neglen maatte tages af; efter den Tid gaaer det godt med den, men det vil jo vare længe før den bliver brugelig, saa det seer lidt bedrøveligt ud med Spillet, der netop nu skulde have været taget lidt op igjen efterat min Sygdom reent havde standset det.
Jeg maa da huske at fortælle, at Erik3 allerede er paa Reise til Europa, men det er rigtignok ikke den korteste Vei, da han er begyndt med et længere Ophold paa St Domingo og nærmest tænker paa at gaae over Nordamerika hertil, hvor vi kan vente ham i April eller Mai. Gud hjelpe.
Det er ikke mig men Erik, der leier Tante Mathildes Leilighed; at jeg har beholdt denne her var baade nødvendigt og fornuftigt, men det bliver for vidtløftigt at udvikle, forresten 4 haaber jeg at faae den deelviis leiet ud; Holgers Værelse er allerede lovet bort. – Bjerregaards4 har mistet deres ældste Søn, det er en stor Sorg.
Stakkels Tante Hanne5; hun veed nok ikke, hvor i Verden hun skal hen og finde Fristed i sin Livsaften.
Skjøndt jeg anstrenger mig for at skrive kort, bliver det dog altid for langt; det er jo ogsaa saa længe siden, vi taltes ved; hvor det skal blive frydeligt at mødes.
Gud give mit Brev maa træffe Eder raske, saa veed jeg at Alting er godt hos Eder. Tusinde kjærlige Hilsner fra Alle her ved Eders
trofaste
Moder
Maries Børn ere alle raske
