Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Adelgade 14, Randers. 18. oktober 1880
En Præsteenke er jo forunderlig godt stillet
d 18de Octbr *1880. [18.10.18801]
Min søde Margrete!
Dersom jeg ikke vilde udsætte mig for at vente for længe paa at høre noget fra Magleby, saa maa jeg nok selv sørge for at faae mit bebudede Brev bragt istand, saameget mere som jeg nu har haft Brev baade fra Inger og Erik, og Valdemar√ saa der er ikke mere at vente paa. – Du kan tro jeg har frydet mig over at vide Dig sammen med Dine Sødskende i Kjøbenhavn, men jeg er dog kjed af, at Ingen har sagt mig rigtigt, hvad der var i Veien med Dine Tænder og hvad der blev gjort ved dem. Nu maa Du endelig sige mig, hvorledes Du har det og i det Hele fortælle godt op; jeg kan aldrig høre for meget om det der angaaer Eder, end ikke om Jomfru Olsen og Præstens. Det er godt at mærke, at Du kjender endnu ikke meget til det, man kalder Vrøvlet i Verden; det kan man nu engang ikke blive fri for, men maa passe godt paa ikke at lade det voxe op til noget stort. Et Naadensaar (som det saa mærkeligt kaldes) er altid fuldt af Vrøvl især i Landsbykald; men ogsaa her kan der være Vrøvl nok, saa jeg længes efter en endelig Opgjørelse, hvilken jo ikke kan være langt borte, da den 20 Octbr 2 er Endepunktet. I Onsdags blev Enkepensionen sat af Provst Lund2, Hansen3 og Boesen4; da Kampmann ikke vare hjemme mødte Buhl5 som min Befuldmægtigede og gjorde sine Sager godt. I Penge skal jeg have 702 Kr og saavidt jeg mindes 7 Td Rug 21 Td Byg 19 Td Havre; det vil nok i Reglen være tilsammentaget 1200 Kr; Buhl reserverede tillige min Ret til Pension af den Deel af Accidentserne6, som nu gaaer over til de andre Præster. En Præsteenke er jo forunderlig godt stillet og jeg glemmer heller ikke at takke for, at jeg er istand til at holde et lille Hjem oppe, om jeg end ikke er blind for, at man ikke faaer Pengene til at slaae til saa godt som man tænker sig. I denne Tid gaaer der rigtignok adskillige flere med end der maatte, men Mathilde maa jo udrustes for Vinteren inden jeg lader hende drage af og mit lille Huus ogsaa laves tilrette for at tage mod den strenge Gjæst. I Dag fjorten Dage skulde Mathilde holde Indtog i Hjørlunde og jeg er derfor heel øm over hver Dag vi har tilbage med hinanden; men hun er ved godt Mod og seer freidigt ud i Livet. Naar Mathilde er reist haaber jeg at faae Fru Wodschou7 til at være her indtil Inger kommer; jeg holder ikke af at skulle gaae den hele Dag 3 alene med mine Tanker, skjøndt de egentlig er mig meget kjærere og mere underholdende end hendes Selskab. Dette være dog ikke sagt til hendes Forkleinelse, thi hun er et rart Menneske og med hende kan jeg tale saa meget jeg vil om Eder Alle; hun bliver ikke kjed deraf, især ikke naar det gjælder Mortens Høiskole, Hostrups og Mørchs. – Inger har da nu været i Hjørlunde, og det ikke alene om Søndagen, men ogsaa Tirsdag Eftermiddag og Onsdag Formiddag og har været særdeles glad ved det Alt. Der var mange Mennesker. Der traf hun jo Hostrups og fik talt en Deel med dem om Mørchs8 og blev stærkt opfordret af dem til at tage til Frederiksborg og see til dem; saa hun gjør vist Alvor af en Tour dertil, men tager da ind til Hostrups. Det bliver ikke nogen Fornøielsestour og jeg begriber næsten ikke hvorledes hun vil stille sig foran dem, men jeg kan jo nok skjønne, at hendes Forhold til dem fra tidligere Tid gjør det naturligt.
Jeg fik netop nu Brev fra Hans Peter og lader det følge, da det dog siger lidt mere om Mødet i Hjørlunde9 end Ingers hurtige Linier.
Fra Hedvig kan jeg ikke bringe Dig nogen særlig Hilsen, da hun og jeg har meget 4 svært ved at naae hinanden; jeg veed imidlertid, at hun i Fredags var til Alters sammen med en stor Mængde Mennesker. Jeg kan i det Hele ikke bringe Hilsner uden fra Slægten, thi i denne Tid, Inger er borte mærker jeg kun lidt til Byens Folk. Mathilde har ikke stor Interresse for Randers, dog lader det til at hun med Fornøielse i Aften tager i Selskab og hos Herman Rhodes√.10
– Her blev jeg afbrudt af Scharling, der atter skulle have nogen Besked om Indtægterne; han er en omstændelig Mand, men for mig meget medgjørlig – dog længes jeg efter at være færdig med at tale med ham om Embedet. – Hvorledes fik I saa Eders Heste i Havn? ogsaa Knud spørger mig derom. De stakkels Dyr har nok ogsaa maattet føle at der er en lang Vei til Magleby. – Dog, den overvindes jo nok baade af Mennesker og Dyr og jeg glæder mig ved at høre og vide, at Jespersen har en Præstegjerning derovre, der raader Bod paa alle Savn, og som altid maa blive det første. Hils Manden Din mangfoldige Gange og hils lille Hanne; jeg er bange hun glemmer mig i den lange Tid og hun bliver vel ogsaa saa stor, at jeg knap kan kjende hende. Lisbeth voxer svært og løber reent Barnet af sig.
5 [ark] No. 2.
Fra Erik har jeg haft godt Brev, men der er kjedeligt derovre i denne Sommertid; derimod har de ikke haft særlig Varme. Har Du hørt at Doctor Brønsted11 derovre fra har√ hentet sig en Brud under sit Ophold i Danmark og fører hende hjem i December. Hun er en Lorentsen√ Søster til Pastor Heibergs Kone i Chicago12 og til Axel Larsens Broderkone13.
Dette Brev bliver noget forjadsket inden jeg faaer det færdigt, men Du kommer vel nok igjennem det. Og jeg har vist ogsaa faaet Alt med, naar jeg nu bringer Dig Hilsen fra Kampmanns, der har det godt med alle deres Børn. Eders Enkefru fik sin Pension i rette Tid. Farvel, I Kjære! gid den lange Vinter maae gaae mildt og godt for Eder. Børnene her hilse.
Eders trofaste
Moder
6 Jeg vilde ønske, Du kunde see Grethes Charlotte, der nys er blevet confirmeret, træde op i Din graa silkede Kjole, efter at Lisbeth har slidt den saa√ nær som vi synes, den kunde slides.
