Marie Oxenbøll til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 21. januar 1880

i dette gode Naadensaar

Onsdag [21.1.18801]

Kjære Morten!

Det er paa høi Tid at jeg faaer sagt Dig Tak for Dit gode og kjære Brev, der bragte mig Besked om Henrik og beroligede mig for ham; saa jeg synes, jeg nu er frimodigere med Hensyn til ham, end jeg længe har været. Ja – Gud give, han nu vil lade sig raade og hjelpe, saa han ikke paany bliver borte for mig; thi hidtil har han let sluppet bort for mig. Jeg vil saa gjerne være ham behjelpelig med Alt, hvad han har fornødent, og kan ogsaa gjøre det, i dette gode Naadensaar, uden at trykkes deraf; men det er maaskee ikke saa let at faae ham til at tage derimod, skjøndt det dog maa være klart for ham, at det duer ikke for ham, at lægge Gjæld paa Gjæld. Men see Du nu, at tale ham tilrette paa det bedste, og ordne for ham saa godt, Du formaaer. Jeg venter ham hertil, naar Din Skole hører op, og saa faaer jeg jo Leilighed til, at ordne 2

[side 2+3 mangler]

4 dog enige i, at Scharling er langt at foretrække for dem her er i Forveien. Nu maae vi see, hvorledes vi kan finde os tilrette; mon ikke Basse2 er en god Aqvisition for Egnen? Boesen3 kan ikke blive enig med sig selv, om han skal søge den Afsked eller ei; det er vist meget vanskeligt at faae Capellan.

Jeg er kommet til Slutningen af mit Brev, uden at spørge til dine Skatte, Julie og Børnene. Hils og kys dem og sig Julie Tak for hendes lille Brev. Gud holde fremdeles sin Haand over Eder Alle og give Lyst og Lykke til, at gjøre Gavn, som han det vil4.

Eders trofaste
Moder

 
[1] Datering: dette brev til Morten må være skrevet efter brevet til Margrete 12.1.1880, hvor MO fortæller, at hun har skrevet til Morten og bedt ham råde og trøste sig m.h.t. Henrik. Mortens svar må MO have modtaget. Jf. også Basses nylige udnævnelse. tilbage
[2] Basse: August Frederik Basse, f. 1848, sognepræst i Gimming nord for Randers fra 19.1.1880. tilbage
[3] Boesen: G.F. Boesen, f. 1810, sognepræst i Harridslev-Albæk nord for Randers fra 1867, tog sin afsked 29.11.1881 og flyttede til København. tilbage
[4] Lyst og Lykke til ... : fra 4. vers af Grundtvigs salme Morgenstund har Guld i Mund fra 1853. tilbage