Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 1. oktober 1879
jeg er paa Reiser med mine Tanker
den 1ste Octbr *1879. [Onsdag 1.10.18791]
Kjæreste Margrete!
Nu er jeg igjen kommet saa vidt, at jeg kan begynde at skrive til Eder, og det er et godt Fremskridt, som jeg imidlertid vist faaer Lov til at nøies med en Stund, thi naar jeg først bliver Indesidder, saa er jeg ikke god at faa i Trit igjen. Jeg vilde rigtignok meget gjerne først have haft Lov til at besøge Eder, I Kjære! i Ørum Præstegaard, men nu maa jeg nøies med det Besøg, jeg har gjort Eder, gjennem mine Børn, og det har været saa oplivende og glædeligt, at jeg nok kan nøies med det en Stund; dog ikke anderledes, end at jeg endelig maa have et Besøg af Eder Alle 3 inden Vinteren; naar først den kommer bliver det saa vanskeligt at samles, thi Ørum ligger i Grunden langt borte. – Du kan tro jeg er paa Reiser med mine Tanker; de vandrer vidt omkring til mine mange fraværende Kjære; Du veed jo nok, at de nærværende ere Stedbørn. Jeg har skrevet saa mange Breve i disse Dage til de fraværende 2 Sønner, der have været saa flinke til at skrive til mig; jeg sender Dig hermed alle deres Breve, at Du engang kan faae en Oversigt over deres Vei. Eriks og Knuds skal gaae videre, som Du vil see paa Omslaget, de andre maa Du sende mig hjem igjen.
Nu er Dine Sager kommet afsted paa Bogskabet nær, som Inger endelig vilde, skulde blive til I kom hertil. Jeg vil gjøre Dig opmærksom paa, at Kasserne gjerne skulde tilbage, ogsaa den som Servantetøiet var i, samt 2 Speilkasser, der tilhøre Nellemann2 og som jeg ellers skal betale temmelig dyrt; den ene var slaaet om Varmings3 Skilderi, den anden om Henriks. De sidste Maatter skulde jo ogsaa gjerne tilbage.
Jeg har forresten kun lidt Tid til at skrive, thi jeg har i Dag faaet Besøg af Maren Lyng4; jeg er meget glad ved hende, thi en saadan levende Hilsen forslaaer dog mere end mange Breve og nu kan hun igjen bringe Bud til de kjære Venner fra Alt og Alle her. Men megen Veemod er der jo ved dette Besøg – dog ogsaa megen Glæde. – Havde det ikke været, at jeg ikke vil, at Brødrenes Breve maatte blive ældre, 3 saa havde jeg ventet med at skrive, til det kunde skee mere samlet. Nu maa Du og Din Husbond blot have en Hilsen med al Kjærlighed
Din trofaste
Moder
