Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 6. marts 1879
Fader ligger vel tilpas i sin Seng
Torsdag [6.3.18791]
Mit elskede Barn!
Nu har dog vel Faders eget Telegram og Tantes2 Brev beroliget Dig fuldstændigt, og jeg kan Gudskeelov! i Dag bekræfte de gode Efterretninger, thi Fader ligger vel tilpas og vel tilfreds i sin Seng og bier paa lidt mildere Veir for at forsøge sine Kræfter med at staae lidt op. Vi forstaae jo saa let, hvor ængsteligt og svært, det har været for Dig, at være saa langt borte og saa afskaaret i denne Tid og jeg har haft saa ondt af Jer kjære fraværende Børn, ikke mindst dem i Vestindien, thi det er den bedste Trøst, at kunne gaae stadigt og pleie og have Omsorg for dem, man ængster sig for; og under al denne Pleie gaae de mange Dage og Uger egentlig saa forunderlig godt for os. – Det maa vel nok have forskrækket Eder, at vi tilkaldte nok en Læge3, men det havde i lang Tid været vort Ønske, da vi syntes Hansen4 gik saa forunderlig indolent ud og ind hver eneste Dag, og var saa farveløs og uklar i sin Færd, at end ikke jeg kunde faae fat paa, hvad Fader havde godt af og Skade af. Derved kom det til en saadan 2 Yderlighed af Appetitløshed og Frygt for at spise, at jeg nok troer, det var paa høie Tid, vi fik Lassen5 fat til at holde paa de svindende Kræfter. Ikke saaledes, at der nogensinde har været en øieblikkelig Fare, men vi kunde dog ikke længere holde ud at see paa den store Afmagren; han havde jo ikke smagt Kjød, knap Æg, siden midt i November. Nu faaer han Æg, hver Formiddag og Kjødsaften smager ham fortræffeligt og i det Hele er der skeet en stor Forandring med Madlysten, saa nu mangler vi kun Sommeren for at det fuldt kan hjælpe paa Kræfterne. Men der vil naturligviis gaae lang, lang Tid før vor elskede Ven vil forvinde denne Vinter og det er ikke at tænke paa, at han nogensinde vil kunne tage sin Gjerning op alene, saa en Capellan6 maae vi have, hvor vi saa faae ham fra. Der er skrevet til Morten for at faae ham til at hjelpe i Paasken; ellers er det hidtil gaaet godt med den velvillige Hjelp i By og paa Land. Værst er det med Confirmanterne, thi dem vil Fader saa nødigt opgive, og de vil ogsaa nødigt slippe ham, saa nu lever han i Haabet om, at kunne faae dem fat midt i Marts og saa først confirmere i Juni.
3 Jeg fik ikke Lov til at skrive mit Brev færdig i Ro, thi først kom Marie og hendes største Pip (med Hilsen og Tak for Chemiserne) og saa kom Lieutenant Schjøtz, ham fra Moesgaard, og vilde have Hilsen med til Vestindien; han gaaer nemlig derover som Lieutenant, hvilket jeg synes er glædeligt, thi han har saa Lidt at forlade.
Men under dette er Tiden gaaet, saa jeg maa slutte hasteligen, hvilket jeg kan saameget lettere, som Fader selv har skrevet.
Tusinde kjærlige Hilsner fra os Alle
ved Din trofaste
Moder
4 [med Dines Pontoppidans hånd:]
Mit elskede Barn!
Tak for Din Kjærlighed, saa øm, at jeg aldrig skal glemme den; men Gud skee Lov, at Du seer mig i Din barnlige Ængstelses Lys: Fader har det meget bedre og Du bør, kjære Barn, ikke glemme at troe Alt, haabe Alt7 og glæde Dig med os som det gaar og maa gaae i denne Kulde. Hils Tante med mange Kys og Vorherres Haand og Aand være hos Eder og os.