Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 31. oktober 1878
gaa mild og kjærlig omkring de Bedrøvede
Torsdag *Nobr 1878 [31.10.18781]
Mit søde Barn!
Du kan tro, jeg tænker meget paa Dig og at jeg i det Hele godt kan sætte mig ind i, hvorledes I have det og ret føler, hvilken mørk Sky2, der ruger over det før saa glade Hjem; saa det maa jo for Eder Alle være trangt nok at trække Veiret. Det kan jo ikke være anderledes; thi trange Tider3 langsomt skrider, men Blomsterne dækkes, jo meer det sneer. – Det havde jo været ønskeligt, om der havde været noget mere Brug for Dine Kræfter, saa Du paa den Kant kunde være dem til gode, thi jeg kan sige mig selv, at Sorgen og Savnet er det eneste, de kan rumme fortiden og i lang Tid, med mindre der skulde komme det der fordeelte Smerten ved at forøge den med en ny Smerte. Saaledes kan jeg huske, at det var en reen Velgjerning for mig, da Moder var død4, at Knud og Marie bleve meget syge, saa jeg blev nødt til at tage mig af dem. – Naa – nu skal vi jo ikke være kloge, men gaae stille og bie paa, at Duen skal komme med Olieblad. Saaledes ogsaa 2 naar vi i disse Dage hver Dag see ud efter Telegram fra Fregatten5, thi efter vor Regning skulde den have været der i den forløbne Uge. Du kan tro, vi tænke paa og tale om dette Møde mellem de kjære Sønner; Gud velsigne det! Om nogle Dage vente vi Brev fra Erik, men om deres Møde kan vi ikke faae Brev før i Overgangen til December. Tante Caroline gaaer ogsaa i Spænding for at høre om Callisens ældste Søn6, der er reist til Rusland, for der at bane sig Vei, som Landmand, saa vi gaae Alle stille, med alvorlige Tanker og med Hjertet fuldt for Alle de kjære Fraværende. – – Tante Caroline bliver her indtil Julen, men har lovet at være hjemme til Juleaften; hun bliver jo saa afløst af Mathilde, som vi nok kan holde paa en god Stund i Midtvintertid, især dersom vi give Afkald paa at have hende hjemme i selve Julen, og naar hun saa er reist, saa tænker jeg ikke, det varer saa længe inden Du kommer tilbage, i det mindste for en Tid. Dersom Tante Hanne bliver rask nok til, at varetage Huset og Børnene, saa vil de maaskee allerhelst være ene, naar Foraaret kommer; og saa kan det jo siden blive et Spørgsmaal med næste Vinter, dog – det er utidigt af mig at ville raade allerede, men saaledes var det kjært for mig – saavidt jeg kan see 3 nu. – Lad mig see, Du er flittig til at spadsere og komme i den friske Luft. Spadserer Du med Tante Hanne? læser Du for hende? Hvorledes gaae Dagene? Hils hende de tusinde Gange og spørg om vi ikke engang faae et lille, bitte Ord fra hende.
Betænk Knud med et Brev; det skal frigjøres med 20 Øre og lægges i en frigjort Konvolut til Overpostmester-Embedet i Kjøbenhavn. Eller maaskee sende det til Erik! – Det er i Dag et forfærdelig uhyggeligt Veir, saa man er glad ved at kunne blive inde og glad ved et godt stort Loftsrum, da vi i Dag hænge en Vadsk paa Loftet. Det kan vel blive tidsnok at sende det rene Tøi og de tilskaarne Natkjoler de første Dage i Decbr? Jeg har fuldt op af Arbeide, især fordi jeg saa hurtig bliver træt, men det gaaer ellers godt, thi Pigerne ere flinke og paapasselige og Inger er ogsaa dygtig til at besørge Kaffe og Thee og Mellemmadssmøren. Tante hjælper med Syning, Læsning og Spadseren.
Vi have i den sidste Tid kun seet lidt til Folk i Byen, ja selv til Marie; det maa komme af, at Tiden forslaaer saa daarligt for Alle; igaar var Børnene her og vare meget søde. Emse Hansen7 har Skarlagensfeber, men i mild Grad; det giver jo Inger en Ferie for lang Tid, og bliver et stort Savn 4 for Lisbeth. – Fra Mathilde have vi nys haft Brev, hun har det rigtig godt.
Nu maa det være nok. Lev nu vel, mit søde Barn! og gaae mild og kjærlig omkring de Bedrøvede, saa gjør Du en god Gjerning.
Fader, Tante og Sødskende hilse kjærligt
ved Din trofaste
Moder
