Marie Oxenbøll til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 31. januar 1877
Henriks Examen
Onsdag Aften [31.1.18771]
Kjære Morten!
I Aften er Fader i Aarhuus og holder Foredrag2 over "det Synlige og det Usynlige", efter Opfordring fra Foredragsforeningen der, og Margrete er med ham, saa her er saa forunderligt stille; men derved er der blevet god Leilighed for mig til at skrive og jeg vil derfor sige Dig Tak for Dit rare lange Brev og fortælle Eder lidt om os herovre.
Fader har i denne Uge haft saa mærkværdig meget at besørge, skjøndt det slet ikke er hans Uge, at jeg i Grunden har været noget ængstelig ved at han ogsaa skulde til Aarhuus, men han var saa qvik da han forlod mig i det smukke Veir, at jeg er blevet beroliget. Han har i disse Dage begravet gamle Wachs3, den sindssyge Lieutenant Meier4, Fiskehandler√ Holzemanns Kone5, den lille Skolelærer Hansens Barn6, Allesammen Folk, som Du veed Besked om og som han har staaet nær, hvilket Sidste 2 jo nu i Almindelighed gjælder om Alle dem, der nu lade sig betjene af ham. Med vore andre svage Venner staaer det ved det Gamle, dog vinder Frøken Worm7 lidt Kræfter, medens Fru Hansens lille Emilie8 mister dem meer og meer.
Med Henriks Examen gik det jo ikke saa godt, som han selv havde ventet og vi Alle ønsket, men det gik vel saaledes som det var naturligt og vel ogsaa tjenligst for ham; vi vilde gjerne have haft ham lidt hjem efter det Pust, men han synes ikke at han kan tage fra Byen nu og vil hellere vente til Paaske9. Nu er vel Tiden, hvor der kunde falde nogen Information af til ham om det maatte lykkes. Det synes ikke som han tænker paa at forsøge det en Gang endnu, hvilket han jo godt kunne uden derfor at tabe Tid; og det er jo rimeligt, at han ikke i Øieblikket kan tænke sig paany at tage det afsluttede Arbeide op, men det var utvivlsomt det rigtige, thi han har aabenbart været for ung. Der er jo forresten ingen Nød paafærde, ja man maa vel endogsaa sige, at han har beviist at han er istand til at klare Tingene.
Nu kan vi jo snart vente den kjære Erik10; det vil blive nogle underlige veemodig glade Dage, mens vi har ham imellem os, og svært vil det 3 bliver at sige ham Farvel; men ogsaa der maa vi ikke ansee see paa det Synlige men paa det Usynlige og glæde os over at vide hans Hjerte vendt mod Hjemmet og os.
Vi har i disse Dage læst Børresens11 Tale i Kirketidenden og har jo deraf tydeligt kunnet skjønne, at det er en Mand, der maa kunne bringe Liv i Tingene, at sige paa en Missionsmark, hvor der ikke tiltrænges eller taales stærk Føde, saa jeg synes ikke Du behøver at fortryde at have samlet ind til ham. Det er vist umueligt at udrette noget iblandt Hedninger, der vist altid staae meget langt tilbage i Aandsudvikling, uden at behandle dem som Børn, det vil sige, tage dem udenfra, bringe dem ind under Aandens Tugt gjennem Samfundets Tugt; paa den Maade er det jo altid gaaet i gamle Dage. Man maae også respectere hos Børresen, at han føler Trang til at faae en Theolog over at hjelpe sig. – Jeg vilde nok ønske, at han kom hertil inden han forlader Danmark.
Vi ere Alle raske, ogsaa hos Kampmanns; men vi ere barricaderede af Heste12, da Markedet denne Gang er overordentlig stort. Her er som Følge deraf saameget Gøgl i Byen, at det næsten er forfærdeligt; ja, endogsaa Hr. Epstein13 kan begynde at producere sig igjen. Hvad der imidlertid ærgrer mig meest, det er Haandværkerforeningens Tombola14. Herforth15 saae forleden en Arbeidsmand 4 spille 20 Kroner bort uden anden Gevinst end en Pibespids; man kan jo sige, Manden var forrykt, at han kunde bære sig saaledes ad, men derfor er det ligefuldt uforsvarligt.
Vil du fortælle Julie, at jeg er ved at sye Hampegardiner til Faders Stue, som nok vil tage sig godt ud i de høie Vinduer ved de røde Vægge. Og vil Du hilse Julie mange, mange Gange.
Ja, Hilsen og Godnat fra Eders trofaste
Moder
