Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 12. december 1874
han kunde tro og bekjende til det Sidste
Lørdag *1874 [12.12.18741]
Kjæreste Margrethe!
Jeg maa da ogsaa have Lov at være med i den store Flok, som giver Møde paa Din Aarsdag2, og bringe Dig Faders og mine gode Ønsker og kjærlige Hilsner. Ja, Gud give Dig ret megen Naade og Glæde i Dit nye Leveaar og føre Dig ved sin gode, trofaste Haand. Der hviler jo et veemodigt Skjær over disse Dage iblandt hele Slægten og ikke mindst blandt dem, Du færdes hos, men Gud være lovet og priset for al den Velsignelse, der er udgaaet fra hans Dødsleie3, saa han kunde tro og bekjende til det Sidste. At Inger er inderlig glad ved at dog at have naaet til ham paa det Sidste, kan Du nok forstaae. Vi have haft end et deiligt Brev fra hende, der er blevet sendt til Tante Caroline4, men have Intet faaet, siden Telegrammet meldte om hans Bortgang. Jeg vil nu meget gjerne, at hun skal komme hjem inden Juul, meest for hendes egen Skyld. Hans Peter er naturligvis meget bevæget. Fader tænker slet ikke paa at tage til Begravelsen.
2 Ja, din Fødselsesdagsgave har Du faaet, saa jeg møder uden Gratuleerting; senere, naar vi faae Sands derfor, kan du jo fortælle mig, hvorledes det staaer med Din Garderobe og hele Status.
Idag vil jeg ikke udbrede mig videre, men kun tilføie at vi har det Alle godt og at Mathilde er en lille flink utrættelig En, og Pigerne gjøre sig jo al Flid, at det skal gaae godt.
Men Henry5 falder det meer og meer sammen, maatte han dog ogsaa snart sove sødeligt ind.
Din trofaste
Moder
