Marie Oxenbøll til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 30. marts 1870

Fader taler af og til om en Foraarsreise

Onsdag [30.3.1870¹]

Mine kjære Sønner²!

I skal ret have Tak fordi I ere saa trofaste til at skrive og vi maa ret skamme os, at vi ikke ^ere√ mere nøiagtige; men det gaaer her som overalt, jo flere Kokke, jo daarligere Mad. Det er da ogsaa i Reglen mig, der maa minde i saa Henseende og jeg har været daarlig til at sandse og samle, da mit Hoved tidt har været daarligt, ligesom det i det Hele har gaaet op og ned med mig og Alting derfor maae gaae, som det kan bedst.

Ikke destomindre taler Fader dog af og til om en Foraarsreise³, som han mener, vi Begge kunne have godt af, saa den er dog ikke heelt opgivet; men jeg kan rigtignok ikke sige, jeg har Mod paa den. Men den Tid, den Sorg, eller Glæde skulde det dog være, og det vilde det jo ogsaa i mange Henseender være. Jeg synes nok, kjære Morten, at Du i saa Tilfælde, kunde huse 2 baade Fader og mig, naar Du flyttede den ene Seng ind i det inderste Værelse og selv beholdt det yderste; jeg kan godt ligge paa Sophaen og vilde jo kunde holde lidt Rede paa det Altsammen. Det er slemt, at skulle besvære Djørups⁴ saa meget, og det er jo meget kostbart at ligge paa Hotel; – men, som sagt – den Tid – den Sorg.

Jeg skal hilse fra Fader, at Du kan gjerne have Ret i, at det vil være overflødigt at hilse paa Moltke⁵, i al Fald haster det vel ikke.

Nu er da Lorenz Slamberg⁶ kommet tilbage fra sin interressante Reise, men har nok faaet Nok af Søen og foretrækker for Fremtiden at blive Forstmand, dersom det ikke lykkes Faderen at faae ham paa andre Tanker. Det var jo ikke at vente, at en saa ømmelig behandlet Dreng skulde kunne finde sig i det Liv; det kan vel være haardt nok for dem, der er vante til at blive hundsede. Forresten er Fru Slamberg⁷ meget svag og det er sørgeligt at see hende; jeg frygter, at hendes Bryst er ulægeligt angrebet.

I have naturligviis læst Brandes’s Nekrolog over Christian Møller⁸; Albrektsen⁹ optog den 3 i Randers Avis med Tilføiende, at det maatte være en Glæde for hans Nærmeste at læse den; jeg synes tvertimod, det maatte være en Sorg, thi deraf fremgik jo, at han var en fuldkommen Gudsfornægter, der aldrig havde faaet Øre op hverken for Vorherres eller Menneskers Kjærlighed. Intet Under, at hans Livsvei var mørk og trang. Seer I nogensinde Noget til Wodschou¹⁰?

Medens vi herhjemme have levet meget stille, har Marie været meget med i Middagsselskaber, men jeg troer nok, hun har faaet Tilstrækkeligt af den saakaldte Selskabelighed; i Dag er hun hos Weilbachs¹¹, hvor der vel er stort Forlovelsesgilde; jeg er dog glad ved at høre, at Fyren skal være dygtig i Jernbanevæsenets Tjeneste, saa kommer han vel nok ilave i det Hele.

Det var jo fornøieligt med Forlovelsen i Nykjøbing¹²; det var jo vel ikke uventet og Erik har jo givet ham et godt Skudsmaal; det har i det Hele gaaet muntert med Forlovelser; jeg vilde dog ikke gjerne, det skulde blive en smitsom Syge.

Siden vi tale om Smitsot, saa kan jeg ikke forbigaae, at jeg er ilde ved Kopperne, der brede sig stærkt, men ere just ikke ondartede; 4 der døer dog Enkelte deraf.

Gid vi nu maatte faae det lidt godt Paasken og Confirmationen¹³ over, og at navnlig jeg maatte slippe for den kjedelige Seng, thi det gjør det saa uhyggeligt for Alle i Huset naar der ingen Huusmoder kan samle det Hele.

Og nu Farvel, I hjertenskjære Sønner! Tak for hvert godt Budskab, men lad os fremfor Alt ogsaa kjende, hvad der ikke er godt. Hils de kjære Djørups.

Eders trofaste
Moder