Vilhelm Østergaard til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Store Kro, Fredensborg. 17. januar 1928
fuld og usvækket Arbejdskraft
Fredensborg, 17/1 28
p.t. "Store Kro".
Kære Henrik Pontoppidan!
Det er mig altid saa kært at modtage et Brev fra Dem. Tak for Nytaars- og Fødselsdagsbrevet1.
Jeg tænker ofte paa Dem og Deres Frue. Nu er det heller ikke ukendt for mig at gaa i Bekymring for sin Hustru, men vi (min Kone og jeg)√ er saa meget højere oppe i Aarene og burde vel derfor være saa meget bedre væbnede med Resignation. Dog, ingen kan være mere beundringsværdig tapre end De og Deres Frue.
Jeg kan forstaa, at Dagene gaar stille og stilfærdige for Dem i Svendborg. Samvær med Fru Rose og Vilh. Andersen er altid svært oplivende. For Øjeblikket er jeg her paa "Store Kro" deres nærmeste vis à vis, men V. A. er for Tiden ude paa sin aarlige Foredragstournée og vender næppe hjem før henimod en Maanedstid, Fru Rose rimeligvis noget før.
– Der var god Grund til at ønske Dem til Lykke med 2 Deres Bog. De fik atter udsendt et saa betydeligt Arbejde, der gør Dem saa stor Ære. Alt, hvad jeg har læst af Anmeldelser, yder skyldig Anerkendelse. Dersom der ogsaa har været Misforstaaelser og Tosseri, saa er De saa vist den, der allermindst lægger Vægt derpaa – tossede Mennesker maa man altid være forberedt paa at møde. Det har været til stor Glæde for alle Venner af Dem og Deres Digtning, at De med "Mands Himmerig" har vist fuld og usvækket Arbejdskraft. Maatte nu i den kommende Tid Deres Frues og Deres eget Helbred give Dem ogsaa god Arbejdsro, saa vilde det ikke gøre det bitterste, at De er fyldt de halvfjerds i det forgangne Aar.
Uansét mine smaa Skrøbeligheder har jeg klaret mig nogenlunde indtil de 76. Nu vil Øjnene ikke længere som i tidligere Tid holde ud fra Morgen til Aften, Dag ud og Dag ind. Jeg har været nødt til at søge Lempelse, og de har været meget hensynsfulde mod mig oppe i Forlaget, ikke mindst Frederik Hegel. Har jeg fortalt Dem, at jeg gærne vilde skrive min sidste Homosum Bog, hvis Udarbejdelse i 3 Aarevis har ligget og kriblet mig i Hovedet. Om det vil lykkes mig, véd jeg ikke.
Gid jeg næste Gang maa høre godt nyt fra Dem, kære Henrik Pontoppidan, og Deres Frue, hvis venlige Sindelag mod mig jeg bevarer i taknemmelig Erindring. Alt godt for Dem begge.
Deres hengivne
Vilh. Østergaard
P.S.
Nu har jeg prøvet at skrive "større Bogstaver", men Skriften er vist bleven ujævn, hvad jeg beder Dem undskylde.
Endnu en Gang Tak for Brev og Hilsen.
V. Ø.
