Vilhelm Østergaard til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Fredensborg. 23. juli 1927
mere Gavn af Modgang
Fredensborg, den 23de Juli 1927
Kære Henrik Pontoppidan!
Hvor hurtig dog Aarene skrider! Mødtes vi ikke første Gang ude i Gl. Kongevejs-Kvarteret i Slutningen af 90erne; det var ganske sikkert 1897 eller 98; vi var endnu unge dengang, om end vel hver især prøvet af Liv og Erfaringer. Og nu er De rykket frem til det ærværdige halvfjerdsindstyvende, som jeg allerede forlængst har passeret.
Jeg tænker med Taknemmelighed paa det Venskab, De altid har vist mig. Vel nok kunde der gaa Stunder imellem, uden at vi saa hinanden, og ofte var det "Tilfældet", som førte os sammen; men fra hver eneste Sammenkomst med Dem har jeg gode Minder, som jeg ikke vilde undvære; og hvert Brev fra Dem har jeg bevaret1 blandt dem, jeg helst gemmer.
Nu er det blevet Deres festlige Fødselsdag – 2 festlig ogsaa i den Betydning, at De har naaet en Milepæl paa Vandringen, hvor man er tilbøjelig til at se tilbage paa hele det lange Livsløb… De ytrede en Gang i en Samtale, at man lærer og har mere Gavn af Modgang end af Medgang, og deri har De sikkert Ret – jeg vilde ikke undvære de stride og bugtede Stier, jeg har maattet træde. Men De, kære Henrik Pontoppidan, har samtidig med de – uforskyldte – Sorger, som Aarene har bragt Dem, vundet det store Facit, at alt har tjent til at give Deres Sind voksende Rankhed og Styrke, gøre Vældet inde i Dem selv bestandig rigere.
Man plejer jo at bringe gode Ønsker til festlige Fødselsdage. Allerhelst var jeg den 24de Juli draget til Svendborg sammen med Fru Rose og Vilh. Andersen og været med til at bede Dem modtage et hjerteligt og oprigtigt Haandtryk. Men jeg maa nøjes med 3 at føje til den beskedne fredensborgske Blomsterhilsen de saare fattige Ord: Tak for de svundne Aar og de varmeste Ønsker om gode Fremtidsaar for Dem og Deres kære Frue, Børn og Børnebørn, fra min Kone og fra
Deres hengivne og
taknemmelige
Vilh. Østergaard