Vilhelm Østergaard til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Skagens Hotel, Skagen. 18. december 1922
blot er et Par Ord paa et Brevkort
p.t Skagens Hotel, Skagen
d. 18/12 22.
Kære Henrik Pontoppidan!
Det undrer Dem vel ikke at modtage denne lille "Budstik", dateret Skagen. Saa vidt jeg husker, fortalte jeg i mit sidste Brev, at vi var for udgaaende, først til et Besøg hos min Søn i Viborg, og nu sidder vi heroppe ved Jyllands Nordspids. Jeg længes oprigtig efter at høre, hvorledes De og Deres Frue lever; om De Begge er ved godt Helbred, og alt øvrigt forhaabentlig staar vel til. Indirekte har jeg hørt fra Dem gennem Forfatteren Harry Søiberg (der forbereder sig til sin Anckerske Legatrejse – foreløbig er han vist kun naaet til Hjørring); men det var jo kun et Surrogat for at modtage blot et Par Linier fra Dem selv, naar De en Dag maatte have Tid og Lejlighed dertil.
Den væsentlige Grund, hvorfor vi er taget her op, er den, at min Kones Helbred har været lidet tilfredsstillende i det forløbne Efteraar, og Fritagelse for alle Husvæsensbekymringer var nødvendig. Det har heldigvis allerede hjulpet og staar nu meget bedre til. Her er meget rart at være, elskværdige og opmærksomme Værtsfolk paa Skagens Hotel. For mit eget Vedkommende vilde jeg dog nok√ saa gærne være bleven i Fredensborg, der har sin hjemlige Charme for mig, og vi kunde egentlig ligesaa gærne – naar min Kone skulde være fri for Husvæsen – have søgt ind paa 2 "Christiansro", der er bleven et udmærket Rekreationssted under de nuværende Ejeres Styrelse. Heller ikke mere saa dyrt som før. –
Tiden gaar slidelig for mig med al Hverdagens Arbejde. Det var kun en flygtig Flyvegrille – som jeg vistnok en Gang omtalte for Dem – at jeg et Øjeblik tænkte paa at tage Del i den store Præmiekonkurrence. Det kunde være fristende nok at forsøge paa at efterlade Kone og Børn en lille Kapital. Men den Slags Forsøg hævner sig grumt, tror jeg, og jeg opgav det heldigvis i Tide.
Naa, det er ikke mig selv, jeg vilde tale om. Derimod ligger det mig paa Sinde at vide, hvordan De, kære Henrik Pontoppidan, og hvordan Deres Frue har det; vi ser saa lidt til hinanden, men derfor er De dog ikke ude af mine Tanker. De opholder Dem vel stadig inde i den store urolige By, men Deres christianshavnsk-hollandske Idyl kan man ogsaa have det godt og fredeligt. Der sker saa mange snurrige Ting i Verden, item i vor hjemlige, og jeg synes, det er dejligt at have dem paa Afstand.
Gid De en Dag vilde sende mig, om det blot er et Par Ord paa et Brevkort. Er der Udsigt til, at vi mødes i Fredensborg, naar Foraarets Tid kommer? Jeg synes, man passiarer saa godt sammen i de Omgivelser. Det vilde være glædeligt at vide, at De var her ved vor Hjemkomst til det blide Sjælland.
Og saa alt godt og glædeligt ved Jul og i det nye Aar for Dem og Deres Frue og alle Deres Kære. Modtag de varmeste Ønsker derom og hjertelig Hilsen til Dem Begge fra min Kone og fra
Deres hengivne
Vilh. Østergaard.
[opad i venstre margin:]
P.S.
Jeg har anmodet Forlaget om at sende Dem den lille Børnebog, som det har moret mig at skrive i min bedagede Alder, men jeg har næsten næret Betænkeligheder ved at tilstille Dem en saa beskeden Boggave.
