Vilhelm Østergaard til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Fredensborg. 20. oktober 1922
en elendig Sommer
Fredensborg, den 20/10 22
Kære Henrik Pontoppidan!
Det er mig altid til stor Glæde, naar jeg hører fra Dem – og endnu mere naar jeg ser – in persona – Dem og Deres Frue – og jeg vilde straks have svaret paa Deres venlige Brev1. Men De skrev, at Deres Kufferter stod pakkede2, og at De stod i Begreb med at søge ned til de sønderjydske Fjordkyster. Jeg vidste saa ikke, hvorhen jeg skulde sende mit Svar.
Deres Brev indgav mig alligevel et lille Haab om, at De og Deres Frue senere hen vilde slaa Dem ned paa Nordsiden af Sjølunds Sletter. Og da den regnfulde September var til Ende, og det omsider blev Sommer, da vi naaede Oktober, saa voksede mit Haab – men blev desværre skuffet.
Ja sandelig, det blev en elendig Sommer – denne "favre Tid, som vi vented saa længe". Og jeg forstaar, at den har vist sig endnu mere ugæstmild ovre paa "den jydske Højderyg" end her i Fredensborg-Egnen. Forhaabentlig har De dog 2 faaet nogen Erstatning, da De kom ned i Sønderjylland. Og nu? Sidder De atter i Deres hyggelige christianshavnske Domicil med Udsigten fra Deres Vinduer til det lille Stykke Holland med Kanalen og de gammeldags Skibe? Der er udmærket, men alligevel er det Synd, at De og Frue ikke har været herude i Fredensborg i disse Oktoberdage. Gammel Fredensborger, som jeg er, synes jeg, at jeg dog√ aldrig har set Slotsparken i en saadan Efteraarspragt. (Undskyld den knudrede Sætning, den løb mig i Pennen!)
For mit eget Vedkommende gik den regnfulde Sommer nogenlunde slideligt3. Hvad siger De til, at jeg paa mine meget√ gamle Dage har skrevet en Børnebog4! Det er skrækkeligt saadan at kunne lidt af hvert, og det udsætter en stakkels Skribent for at blive sat ned i de meniges 2den Klasse! Derimod var det kun en Flyvegrille hos mig at konkurrere til den store "Guldpræmie5". Jeg fandt, det var saa dejligt at kunne efterlade Kone og Børn en lille Kapital. Men skrive efter Pegepind er ikke godt – jeg har heldigvis opgivet det i Tide, og jeg finder, at man overhovedet ikke skal tage Del i den Slags Lotterispil; thi andet kan det 3 umuligt blive. –
Kære Henrik Pontoppidan, det vilde have været svært hyggeligt at se Dem og Deres Frue herude i disse skønne Efteraarsdage. Er der ikke lidt Mulighed for, at det kunde ske?
I Begyndelsen af November rejser min Kone og jeg efter Bestemmelsen over til det jydske Land for at besøge minvor Søn, der er bleven Rektor i Viborg – et højst kærkomment Avancement, skønt vi naturligvis savner det nære Naboskab, at have Søn, Svigerdatter og Sønnebørn i Hillerød. Min Søn var særlig glad for, at det blev Viborg-Rektoratet, fordi den gamle Katedralskole derovre er mest sikker paa at bevare den klassisk-sproglige Linie. Næst efter Gensynet med Børnene glæder jeg mig til igen at besøge den herlige Egn med Hald Sø og Dollerup Bakker. – I de 10 -14√ Dage, som er tilbage, inden vi giver os paa Vej, vil jeg dyrke Haabet om, at De og Deres Frue dukker op i det endnu efteraarsskønne Fredensborg. Gid det maatte være saa vel, vi vilde tilraabe Dem et meget kraftigt Velkommen!
Ergo: paa Gensyn og de allerbedste Hilsener til Dem Begge fra min Kone og fra
Deres hengivne
Vilh. Østergaard.
