Harald Nielsen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra København. 14. september 1914

Folket tænker kun paa at dukke sig

Harald Nielsen  
København, d. 14 Septbr 1914

Kære Henrik Pontoppidan

Mon De stadigt bor i Snekkersten? Jeg vil i hvert Fald forsøge at skrive dertil, da jeg havde Lyst til at høre fra Dem og til ogsaa at lade Dem høre lidt fra mig. Vi har jo ikke talt med hinanden længe – hvilket for mit Vedkommende har haft sine private Grunde – men jeg antager at vore Tanker i disse Dage kreser om det samme, det ene. Og jeg antager, at 2 De som jeg ikke blot spejder efter, hvorledes det gaar dernede paa de store Valpladser, men ogsaa hvorledes Begivenhederne spejler sig herhjemme.

Mig forekommer det, at vor usle Tilstand, moralsk folkeligt aldrig har været grellere indlysende end nu. Det er øjensynligt for alle, og har sit offentlige Udtryk i, at denne radikale Regering forbliver, og Maaden den forbliver paa, at Folket kun tænker paa eet: at dukke sig. Man bærer sig ad omtrent som en svag Husbond, der godt ved at der bliver stjaalet fra ham, men som for Husfredens 3 Skyld lader som han intet ser, ja hvis det truer med "Opdagelse" hjælper Hustyvene til at undgaa den ved med alvorligt Ansigt at tage deres Forklaring for gode Varer. Vi kalder denne Tilstand udadtil Neutralitet og indadtil Loyalitet. Loyale med Tvetydighed, Usikkerhed, Forsømmelighed og muligvis Forræderi! Overleve vi Krisen paa denne Maade, tror vi, det gaar og kommer der yderligere efter Freden økonomisk Opsving til vil Usselheden blive fed og triumferende.

Jeg ved jo ikke om De deler denne min Opfattelse af Forholdene, men de 4 vaagne og fintmærkende Mennesker, jeg har talt med har været meget bekymrede for Tilstanden, saa det kan ikke blot være min "Skepsis", der tegner den saa mørk. Selv en Mand som Westenholz1, hvem man ikke kan beskylde for Mangel paa den Optimisme, der giver sig Udslag i praktisk Handling, skal se meget mørkt paa det.

Under disse Forhold syntes jeg, det var godt om Folket hørte fra sine aandelige Førere og jeg spørger derfor Dem om De ikke har Lyst til at udtale Dem? De ved, at kort eller langt, ofte eller sjældent er De altid velkommen 5 og kærkommen i U.T. Mig personlig som Redaktør vilde De gøre en Glæde hvis det f. Eks. kunde blive til første Nr. i Oktober Kvartal. U.T. staar jo nu overfor sin femte Aargang, og hvis ikke Kampen helt skal opgives for nogensinde at blive til Folk igen, forekommer det mig, at de Synspunkter U.T. har været Udtryk for er blevet mere nødvendige end nogensinde.

Ingen ved bedre end jeg, hvilke Mangler 6 den har lidt af. Noget har ligget i Situationen, der efterhaanden var blevet fortvivlet, en evig Læsen Lektie i en Sindssygeanstalt, det samme og det samme om igen, og skønt det synes at Galskaben endnu florerer, er man dog ikke længere henvist blot til Ræsonnementer, men har friske blodige Kendsgerninger at pege paa. Det vil dog lette Arbejdet.

Ikke mindst bær jeg selv Skylden til Manglerne ved de Begrænsninger, der ligger i min Natur, men særlig fordi jeg i det sidste Par Aar 7 navnlig har manglet de Kræfter, der skulde til. Og her er jeg ved Grunden til at mine Venner og Bekendte, altsaa ogsaa De, kun har hørt lidet fra mig. Jeg har haft formeget at kæmpe med privat. Nu kan jeg sige det, nu da min Skilsmisse fra min Hustru2 lægger det offentlig frem. Jeg antager at De ved, hvad det vil sige at leve sammen med og holde af et Menneske, som man ikke passer sammen med. Man synes det maa kunne blive godt og støder stadig igen paa Umuligheden og kan 8 alligevel ikke beslutte sig til at bryde, navnlig naar man er fælles om et Barn3, som man elsker. Jeg kan ikke tænke mig noget, der mere pumper En for Glæde og Kræfter end dette. Havde jeg ikke i en Datter af fhv. Rektor Hauch, truffet en Kvinde4, som jeg kunde holde af med fuldkommen Tillid, havde jeg vel heller ikke faaet Kraft til at opgive den forgæves Kamp. Nu er det altsaa sket. I det lange Løb sikkert til Gavn for begge Parter, men Operationen er jo ikke smertefri og foreløbig er det ikke overdaadigt med Kræfter, især da det jo tager Tid, inden man 9 atter kan faa sine Forhold ordnede, hvad jeg ogsaa rent ydre (økonomisk o.s.v.) trænger haardt til.

Men noget af Arbejdsevnen er kommet igen, og dermed den værste Forbandelse taget fra mig. Og de store Begivenheder, der sker, giver ogsaa en ny Lyst til at leve. God eller ond – det er en ny Tidsalder, vi gaar ind i.

Ganske vist forklarede forleden Dag en radikal Folketingsmand, at med Undtagelse af, at de havde 10 taget fejl af, om Krigen kom, var intet forandret. Jeg holder som sagt paa, at alt er forandret. Boblen, der blæstes 1789 er bristet med alle sine Regnbuefarver. Menneskeheden har vist Grundlaget i sit uforanderlige Væsen.

– – – Dette er blevet meget længere end jeg havde tænkt, men da jeg først fik begyndt, syntes jeg, jeg maatte tale lidt med Dem. Hvis De ikke er for langt borte kan der maaske en Dag blive Lejlighed til at gøre det rigtigt. Foreløbig venter jeg at faa et Par Ord fra Dem og høre, om De nu eller senere kunde have Lyst til at skrive.

Med venlig Hilsen,

Deres hengivne
Harald Nielsen

 
[1] Westenholz: Aage Westenholz (1859-1935) forretningsmand der oprettede frivillige korps til Danmarks forsvar. tilbage
[2] Hustru: Nanna Lønborg, f. 1881, med hvem HN var blevet gift 1906. tilbage
[3] Barn: Bodil Nielsen (1907-98) billedhugger. tilbage
[4] Kvinde: Johanne Luise Hauch (1882-1938), HNs 2. hustru, med hvem han blev gift 26.11.1914. tilbage