Henrik Pontoppidan til Harald Nielsen
Sendt fra Snekkersten. 16. september 1914
den nye Middelalder
Snekkersten.
16d Septb. 14.
Kære Harald Nielsen!
Om Krigen kan jeg i Øjeblikket ikke få mig selv til at skrive. Vi veed jo i Virkeligheden intet pålideligt om vor Stilling. Rigsdagen er inde, men endnu har Zahle ikke følt sig foranlediget til en eneste Erklæring, der kunde skaffe lidt Klarhed over de mange omløbende Rygter. Grey's sidste Udtalelse (offenliggjort i Aften) tyder dog ikke på, at vi i Englands Øjne har opretholdt vor Neutralitet under et falskt Skin. Men det er forsmædeligt, at vi skal søge efter Oplysninger om vore egne Forhold i sådanne fremmede Kommuniquéer.
Til "Ugens Tilskuer" vil jeg gerne sende Bidrag; men jeg føler mig altså√ i Øjeblikket forpligtet til at bære Mundkurv, hvor det gælder Krigen; og om andet kan jeg på den anden Side foreløbig ikke skrive, – så nu ser jeg Tiden an endnu en Stund.
Vi vil sagtens opleve Tysklands Sammenbrud og måske den Revolution, det tyske Folk længe har skyldt Menneskeheden. Men hvordan det så går, vil Socialdemokraterne i alle Lande høste Frugterne af denne Krig – d.v.s. den første Høst. I de oprevne og blødende Sind vil Kirken udså sin Bulmeurt og lægge Grunden til den nye Middelalder.
Sådan sidder vi rundt om og fabulerer, vi, som i vor Afmagt er bleven bare ørkesløse Tilskuere til denne Verdensundergang.
Hvad De fortæller mig om Deres Ægteskabs Opløsning, har overrasket og bedrøvet mig. Jeg veed jo af Erfaring, hvad det koster at overklippe Familjebåndet, om det så er slidt nok så tyndt, og helt befries man jo aldrig for den Del af sig selv, som man skilles fra på den Måde. Det går os hermed som med et amputeret Ben, som endnu efter mange Års Forløb ikke lader os i Ro men stadig "minder" os, i Særdeleshed under alle optrækkende Uvejr.
Jeg ønsker oprigtig for Dem, at De må have fundet en god Erstatning, hvad jo forresten alene Navnet Hauch1 næsten borger for.
Lev nu vel og tag min Tak for Deres Brev. Når jeg engang kommer til Byen, vil jeg søge at få Dem i Tale. Men ingen veed jo, hvordan "Verden og vi" blot til næste Uge har det.
Deres hengivne
H. Pontoppidan.
