Johanne/Jeanne Nathansen til Martinus Galschiøt
Sendt fra Espergærde. 28. december 1923
Espergærde. 28-12-23
Kære Hr. Galschiøt.
Jeg har i lange Tider gaaet med Planer om at skrive til Dem engang igen – men hvor bliver éns gode Forsætter af? Stadig kommer der noget ivejen – og Tiden gaar. Desuden har jeg kun en lille Tid for mig selv i Fred hver Aften, men nu skal det være – inden det gamle Aar løber ud!
Vi vexlede et Par Breve engang, jeg husker ikke, hvor længe det er siden, men det er vel nok et Par Aar. Min Mand var vist ikke kommet paa Hospitalet dengang. Jeg maa da først fortælle Dem, at han laa der i c. 5 Fjerdingaar (med en 14 Dages Afbrydelse) – uden desværre at komme videre. Saa syntes jeg, det kunde være nok og tog med ham ud til Mørdrup i April 2 Maaned og her er vi endnu. Det er gaaet op og ned i al den Tid, men hen paa Efteraaret kom der tilsyneladende en vedvarende Bedring, og jeg turde da ikke flytte ind til Byen, af Frygt for at slaa det hele over Ende igen. Bedringen har heldigvis holdt sig, men det gaar jo rigtignok uhyre langsomt, dog fremad gaar det. Han skal jo holde sig i fuldkommen Ro, det kan man her, og vi har da heller ikke haft Besøg af ét eneste Menneske i al den Tid herude. Det er lidt drøjt undertiden, ogsaa for mig, men kan det bare føre til et godt Resultat, er det jo ligegyldigt. Jeg selv er aldrig herfra, det kan jeg ikke, dog er jeg nødt til engang imellem at tage en hastig Tur til Helsingør, dels til Apoteket, hvor jeg er Stamgæst, dels til forskellige Forretninger der. En Dag saa jeg deroppe en Herre, som mindede mig stærkt om Dem, men 3 dog ikke var Dem, han havde bl. andet ikke Skæg (tror jeg da, for jeg sér jo saa temmelig daarligt). Jeg kom i al Fald til det Resultat, at jeg tog fejl og skyndte mig at tage Øjnene til mig for ikke at fixere ham altfor paafaldende, hvad jeg før har haft Ubehageligheder af. Men jeg tænkte paa: mon De overhovedet var i Helsingør, da jeg aldrig saa Dem, maaske i Udlandet? – – Det vil forhaabentlig dette Brev skaffe mig Underretning om.
Vi sidder altsaa fast her i Mørdrup. Det kniber noget at holde Kulden ude, for vi har jo aldrig beregnet dette Hus til Vinterbrug, hverken i Bygning eller Møblering. Men det gaar dog nogenlunde. Desværre er jeg blot selv blevet saa angrebet af Gigt, som jeg aldrig tidligere har kendt; det kom saa ganske pludselig og der var Dage, hvor 4 det næsten ikke var mig muligt at komme op og ned ad Trappen, jeg var fuldkommen Invalid, saa det var ikke saa let, navnlig da det gærne skulde skjules for min Mand. Men det kommer jeg vel nok over – – jeg frygter egentlig mere, hvis vi skulde faa Tøvejr, for saa kan jeg ikke tænke mig, at Vejene herude paa Landet bliver til at gaa paa, og de to daglige Spadsereture er et Hovedpunkt i min Mands Tilværelse.
Gud give, han nu snart kom over det. Ingen Mennesker, der ikke har oplevet det, enten selv eller med deres nærmeste, gør sig nogen Forestilling om, hvilken frygtelig Sygdom det er. Sikkert den værste af alle. Han fortjente nu at faa noget Solskin og Opmuntring – men vi er vel snart ude over den Alder, hvor Livet har mere at byde paa. Eller er det kun, fordi disse Aar har slidt saa 5 stærkt paa os, baade legemlig og aandeligt, at jeg ser saadan paa det? – –
Nu maa jeg vist holde op at skrive, for nu kan jeg mærke, at jeg er kommet i et forkert Hjørne. Og det er der ingen Mening i – – naar jeg endelig en sjælden Gang skriver til Dem.
De maa tro, min Mand har tit og ofte talt om Dem og ønsket, han kunde besøge Dem engang igen. Men det kan jo ikke lade sig gøre endnu. Jeg sender nu paa begges Vegne en hjærtelig Hilsen, haaber, at mit Brev maa træffe Dem sund og frisk – – og ønsker Dem et godt og glædeligt Nytaar.
Deres hengivne
Jeanne Nathansen
