Johanne/Jeanne Nathansen til Henrik Pontoppidan
17. november 1919
et Bid i det sure Æble
Fred. 6. alle 12
17.11.19.
Kære Hr. Pontoppidan!
Først maa jeg takke Dem saa mange Gange for Deres lange og hjærtelige Brev, De kan tro, min Mand længes meget efter snart at se Dem engang igen, men desværre – han taaler det ikke endnu. Her kommer kun et Par ganske enkelte, hans Søster og Broder – og kun én ad Gangen – videre er han ikke. Vi prøvede en Dag at være lidt sammen med Rungs – men det viste sig desværre at være for tidligt. Men han længes meget efter at tale med Dem, og saasnart jeg mener, det kan lade sig gøre, vil jeg gærne have Lov at skrive til Dem.
Hvad nu Deres Anbefaling angaar, forundrer jeg mig saa langt fra over dens "kortfattede og almindelige Vendinger", som jeg netop synes, den er ganske fortræffelig, affattet som den er med Henblik paa de Folk, der skal læse den. Min Mand var meget glad for den og 2 takker Dem mange Gange, men – ja, for der er et lille "men" og det falder mig egentlig lidt vanskeligt at komme frem med det: De gør os en Tjeneste, og saa gør vi Vrøvl, ikke sandt? Men, altsaa – han er lidt ked af, føler sig lidt generet af et enkelt Udtryk deri "en haardt tiltrængt Understøttelse", han synes ligesom, at det reducerer ham for meget, som om han var "lige til Rotterne" – og det er vi dog heller ikke. Jeg er ikke meget glad for at bede Dem rette i Deres Skrivelse, men jeg føjer ham, saa vidt jeg kan – det har han bedst af paa Grund af Sygdommen, der gør ham sensibel – og gør det derfor alligevel.
Først havde jeg tænkt blot at bede Dem overstrege "haardt" og i Stedet for skrive "nu" eller "meget", men da De vel ikke vilde synes om, at vi indsender fra Dem en rettet Skrivelse, turde jeg maaske foreslaa Dem i Stedet for at skrive:
"en i Forhold til hans Alder og Kvalifikationer passende Understøttelse"
Derved opnaar man nemlig, at Opmærksomheden henledes paa, hvad jeg synes, jeg i 3 hans eget Andragende end ikke kan antyde, at der peges paa, at Understøttelsen dog maa have en vis og passende Størrelse, dels for at kunne være af virkelig Betydning i disse dyre Tider, dels for at han kan være bekendt at modtage den.
Ja, nu har jeg altsaa "bidt i det sure Æble" og haaber ikke, De bliver vred paa mig derfor, jeg gør Dem jo ogsaa saa megen Ulejlighed dermed.
Deres hengivne
Jeanne Nathansen
