Johanne/Jeanne Nathansen til Henrik Pontoppidan
15. november 1919
Nathansens sygdom
15.11.19
Kære Hr. Pontoppidan.
Egentlig var det min Mand, der skulde skrive dette Brev til Dem, men han er stadig syg og kan ikke holde paa en Pen. Jeg ringede idag til Else for at høre, om De var kommet til Byen og for at faa Deres Adresse – jeg hører desværre, at De ikke er helt rask, men haaber, at Deres Ildebefindende kun er forbigaaende, ellers vil jeg være ked af at gøre Dem Besvær. Thi jeg skal nemlig bede Dem gøre os en Tjeneste. Sagen er følgende:
Min Mand har længe været syg – ja, i Virkeligheden hele dette Aar, selv om det først for Alvor brød ud i Sommer, midt i Juli maatte han lægge sig til Sengs og laa omtrent 2 Maaneder paa Landet, saa fik jeg ham ind paa Kliniken, der laa han atter en Tid, kom saa op – og flyttede her hjem midt i Oktober. Det har nok været for tidligt, men det blev efterhaanden saa forfærdelig dyrt for os altsammen, at det voxede os over Hovedet. Jeg havde jo selv været syg i mange Maaneder, haft 3 Læger og ligget lang Tid paa Klinik.
Nu har han efter mange Betænkeligheder 2 besluttet sig til at søge et aarligt Tilskud paa Finansloven1, hvad han jo hidtil ikke har haft. Det var hans Mening at indgive sin Ansøgning – "slet og ret", men Rung, med hvem jeg har talt om det, mener – og vel nok med nogen Grund – at man fra Finansudvalgets Medlemmer, for en stor Del af landlig Oprindelse, ikke kan vente sig noget indgaaende Kendskab til Litteraturens Mænd, og at de derfor fortrinsvis holder sig til dem, der kan vedlægge gode Anbefalinger2 fra Koryfæerne – og altsaa – kære Hr. Pontoppidan, beder jeg Dem, igennem en Skrivelse, der skulde vedlægges hans Andragende, at give min Mand en saa kraftig Støtte som muligt.
Nu haaber jeg ikke, jeg volder Dem for megen Ulejlighed med denne Anmodning. Jeg skulde gærne op og aflevere min Mands Andragende førstkommende Torsdag, det er jo noget sent, vi har bestemt os dertil, men min Mand er jo ikke meget derfor og det er kun den tvingende Nødvendighed, der har faaet ham til at bestemme sig. Jeg tror, det ligesom vilde lette en Sten fra hans Hjærte, (og forøvrigt ogsaa fra mit) om han kunde 3 opnaa en blot nogenlunde rundhaandet Støtte ad denne Vej, og derfor haaber jeg ogsaa, at De vil støtte ham saa godt, som De paa nogen Maade kan.
Min Mand beder mig skrive, at han forfærdelig gærne vil se Dem, saasnart han er rask nok dertil, men foreløbig maa vi være meget, meget forsigtige med ham. Den ringeste Smule udover det daglige sætter ham i Sindsbevægelse og fremkalder Tilbagefald. Derfor ængster det ham ogsaa saa stærkt, hvordan det skal gaa ham i Fremtiden.
Venlig Hilsen til Dem og
Fru Antoinette fra
Deres hengivne
Jeanne Nathansen