Johanne/Jeanne Nathansen til Henriette Galschiøt f. Wiibroe
26. november 1902
26-11-02
Kære Fru Galschiøt
Min Mands Brev har ligget fra i Gaar; jeg vilde gærne ogsaa skrive et Par Ord, men har ikke kunnet faa Tid før nu. – Jeg sender Dem hermed det omtalte Nummer af "Folkets Avis"1 – jeg tænker, De ligesom jeg vil harmes ved at se den rent ud geméne Maade, de tillader sig at omtale min Mands Bog2 paa. Desværre sér jeg Dag for Dag, at det piner ham mere, end han vil være ved. Det er med ligefrem Uvilje, at han gaar noget Steds hen, hvor han kan træffe Mennesker, der kender ham; i Dag f. Ex. var han nødt til at gaa i Skifteretten, han fortalte mig bagefter, hvor ulideligt det var ham, hvordan han følte Smil i alle Ansigter, næsten før han vendte dem Ryggen, og læste i alles Øjne, at de kendte – og nød – Bladenes Artikler om ham.
2 Jeg synes, det er saa forstaaeligt. – Naar man har sat saa meget ind paa et alvorligt Arbejde, givet noget af sit inderste Selv deri, maa man føle det som en Nedværdigelse, en Ydmygelse, ikke at faa andet Svar end en haanende eller latterliggørende Omtale. Thi alle Bladene ere ret enige, ikke én Stemme udtaler blot den ringeste Anerkendelse – – hvis den Bog havde fundet Genklang noget Steds, skulde man synes, de af blot Retfærdighedsfølelse eller Indignation vilde tage til Genmæle.
Jeg er naturligvis den eneste, der sér, hvordan min Mand i Virkeligheden ødelægges ved den Modtagelse, han faar. – Hans skjulte Achilleshæl har altid været Mangel paa Tillid til sig selv, Tro paa sine Ævner. – Der er dem, der ødelægges ved for megen Ros – men der er ligesaa sikkert dem, der kan ødelægges ved det modsatte – i al Fald naar Fordømmelsen er 3 saa énstemmig som i dette Tilfælde. –
Jeg ser i hans Brev, at han spøgende taler om "sin næste Fiasco" jeg ved desværre bedre, at han foreløbig intet kan og intet har Lyst til. –
Kunde vi blot rejse lidt bortfra det hele, men i den nærmeste Tid er vi jo desværre bundet her til Byen.3
Ja, kære Fru Galschiøt, bare jeg nu ikke har trættet Dem med mine noget egoistiske Betragtninger; jeg er i Øjeblikket alene hjemme, og det foranlediger mig maaské til at brede mig noget mere end jeg skulde, over et Æmne, der naturligvis optager mig en Del.
Hensigten med mit Brev var jo egentlig den, at jeg vilde sige Dem Tak for i Mandags. Vi havde det saa hyggeligt ude hos Dem, at jeg glæder mig til at se Dem igen.
4 Vi vil selvfølgelig med stor Fornøjelse se Dem hos os engang, men jeg kan godt indsé, at De, naar De en sjælden Gang kommer til Byen, har saa meget at udrette, at det vilde falde Dem vanskeligt.
Bare der ikke var saa langt mellem Kjøbenhavn og "Strandhuset"4.
Mange hjærtelige Hilsner til Dem og Deres Mand.
Deres hengivne
Johanne Nathansen
Jeg har nu faaet et Par Udklip fra "Vort Land" og "Nationaltidende", vil De gøre mig den Tjeneste ved Lejlighed at lade mig faa dem igen; jeg vil søge at faa dem alle samlet; Hr. Galschiøt mener jo, man kan have Fornøjelse deraf. – (? !)
