Henri Nathansen: Floden

Litteratur

Henri Nathansen: Floden. (Det Nordiske Forlag).

[Af Albert Gnudtzmann]

Hr. Nathansens nye Bog er typisk – typisk for en Litteraturgren, der synes at skulde skyde stedse flere Kviste. Den skyldes en Klasse Forfattere, der utvivlsomt har en Del paa Hjertet og som forsaavidt skriver ud af en indre Trang. men som ligesaa sikkert mangler den Oprindelighed, hvoraf alene god Kunst skabes – Mænd, hvis vaagne Samfundsinteresse kun har kunnet faa Afløb i Litteraturen, fordi de under de nuværende lavloftede politiske Forhold ikke har kunnet faa Anvendelse andetsteds. Det er den Art indeklemt Offentlighedstrang, hvorom deres Bøger bærer Vidne; der er over dem en underlig Bespændthed, en næsten sygelig Trang til at høre sig selv docere, under hvilken det, der skulde være Kunstens Liv og Livets Kunst, voxer blegsottigt frem i en underlig forkuet Vantrevenhed.

Nu "Floden" f. Ex. Den er øjensynlig ret stort tænkt. Den begynder og slutter med, at Hovedpersonerne, en ung Jurist og Forfatter, Tage Brun finder nogle Timers Hvile hos en af Gadens løse Fugle. I Mellemtiden har han saa lidt og stridt; han har elsket en Kvinde og set alt løbe ud i Intethed, sine Digterdrømme kuldkastet, sit Lykkeskib strandet. Nu driver han videre ned ad "Floden" – Livet med dets Tomhed, med dets ormstukne Glæder, vingeskudt og desillusioneret.

Saaledes er Bogen vistnok tænkt som en Dombasun. Desværre er dens Klang bleven spæd og sprød som af en sprukken Klarinet. Kun sjældent faar dens Personer Livets Farve. Det kniber endogsaa med at holde dem ude fra hinanden.

Derfor bliver ogsaa enkelte af dens Skildringer usmagelige. De bæres ikke af en Kunst, der adler dem.

Det bedste i Bogen er utvivlsomt dens satiriske Partier. Der er hist og her en rask og vittig Replik, et veltruffet københavnsk Fysiognomi i let Karikatur. Et Par af de obligate Studentersamfunds-Scener – Festen efter Systemskiftet og Sørgespisningen paa Hørups Begravelsesdag – er ogsaa livfuld gjorte.

Men hver Gang, man tror at have reddet sig op paa en saadan lille Refuge, fører den ubarmhjertige Forfatter atter En ud i Trivialitetens Gadefærdsel, hvor der behandles saa overtrænede Emner som fri Samleven og Ægteskab, og hvor unge let bedærvede Damer og Studentersamfundsmagersvende smisker og smaasynder, uden at der nogen Sinde staar en stor Lidenskabs Brand af disse osende Tander¹.

"Floden" er da bleven en smaatskaaren Bog, saa stort den var tænkt. End ikke Skildringen af et jødisk københavnsk Hjem er lykkedes – end ikke, naar man holder alle Sammenligninger med den tilsvarende i Pontoppidans "Lykke-Per" ude.

A. G.

Lidt om Litteraturens Jøder.

[Redaktionel artikel]

I en Anmeldelse af Overretssagfører Henri Nathansens store, ogsaa her i Bladet omtalte Københavnerroman "Floden" skrev Professor Otto Borchsenius forleden Dag i "Dannebrog", at han ikke kunde bedømme, om de i Bogen optrædende Jøder er rigtig opfattede og skildrede af Forfatteren, og Professoren tilføjede, at det ikke vilde være uden Interesse at høre en Udtalelse fra jødisk Side derom.

Vi bad da en god Ven af os, der hører til det mosaiske Trossamfund, om at læse "Floden" og sige os sin Mening om de jødiske Figurer, Hr. Nathansen opererer med. Vor Ven lovede os at efterkomme vort Ønske og svarede os efter et Par Dages Forløb omtrent saaledes, som vi nedenfor i sammentrængt Form gengiver det.

– Jeg har gjort Dig en sand Vennetjeneste ved at læse "Floden" helt ud, for det er en frygtelig kedelig og forvirret Bog.

Men jeg har gjort det.

De Jøder, Forfatteren beskriver og lader spille med i Handlingen, er ganske uvirkelige og rimeligvis lavede efter, hvad han har hørt fortælle af ældre Slægtninger og efter, hvad han har læst – og næppe rigtigt forstaaet – hos M. Goldschmidt. Det han forgæves stræber efter at skildre, er Jøder, som de var her i Byen for 50–60–70 Aar siden, men absolut ikke som de, der nu lever og færdes her. Den Jargon, Forf. lader dem benytte, er for det første overmaade sjusket og overfladisk gengiven, og dernæst maa jeg bestemt hævde, at dannede Nutidsjøder og, især de unge iblandt dem og specielt de unge Damer, slet ikke bruger de gamle, ofte snurrige Ord og Talemaader længere – og navnlig aldeles ikke, naar de er i Selskab med Folk, der ikke forstaar dem. Ganske ugenert lader imidlertid denne Romanforfatter en yngre Jøde ved et Middagsbord, ved hvilket der kun er en enkelt Person, der kan forstaa Glosen, sige et Vrængord, der betyder "Bagdel" i plat Form, hvilket er saa absolut usandt og ujødisk som vel muligt. Det er en paaklistret Simpelhed, der kun kan være anbragt i den fejlagtige Tro, at dette "uartige" Ord maaske kunde more en og anden udannet jødisk Læser. Det er en Plathed til Galleriets Morskab. Men den særtegner ikke i ringeste Maade den jødiske Art af Vid.

Dernæst lader Forf. Synagogen være et Midtpunkt for Københavns Jøder – i Synagogen tales der om dit og dat angaaende den unge Jødepige, der – uden at der for Resten er noget særligt jødisk ved hende – spiller en vis Rolle i Romanen. Det er fuldstændig usandt. Hvis den beskrevne Familie var meget orthodox og gammeldags – ja, saa vilde Hvisken og Tisken under Gudstjenesten i Synagogen næppe engang nu om Stunder være af Betydning. Men Familien skal gælde for en moderne jødisk og saa er den megen Tale om, hvad "Synagogen" mener, som sagt, fuldstændig Fantasi, der viser, at Forf. slet ikke ved Besked om det, han skriver om.

Lige saa interessant en talentfuld og kyndig Beskrivelse af vore Dages københavnske Jøders Tænkemaade og hele Væren og Væsen kunde blive – lige saa malplaceret er denne jødiske Forfatters afjaskede Opkog af de Goldschmidt'ske Skildringer fra nu længst svundne Dage.

Jeg finder det forøvrigt – om ikke Helligbrøde, saa æsthetisk set næsten en Smule forbryderisk at nævne Goldschmidt i samme Aandedrag som "Floden". Der var kyndige og fine jødiske Læsere, der i sin Tid slet ikke var tilfredse med, hvad Goldschmidt skænkede dansk Litteratur i sine jødiske Fortællinger. Nogle var mildt forargede over denne Udlevering – en aandfuld Trosfælle² af Digteren talte offentlig om det ufine i at "servere sin Bedstemoder i skarp Sauce" for fremmede. Andre fandt Goldschmidts Iagttagelser slaaende sande, hans Fremstilling poetisk forsvarlig og hans Stil fortryllende, men indvendte, at han ganske vist havde faaet nogle af de særligt jødiske Ejendommeligheder med, men ikke dem alle, og at Billedet derfor trods al psykologisk Finsans og trods al sproglig Ynde var og blev fortegnet. I Borgerrepræsentations- og Folkethingsformand H. Triers nysudkomne omfangsrige Skrift³ "Af Dagen og Vejen" kan Du forresten i 2. Halvbind finde et instruktivt Indlæg fra 1871 om, hvor vidt Goldschmidt i sin mesterlige Novelle "Avrohmche Nattergal" har faaet det Centrale i den jødiske Karakter frem. Trier hævder her varmt og veltalende overfor en anden Jøde, at Goldschmidt er gaaet til Værket fyldt af Kunstnerens Sympathi og næsten med en Videnskabsmands Ihærdighed, at han har evnet at fange den jødiske Sprogtone til Fryd for hver Kender, og at han ogsaa har truffet Maaden at tænke paa: især de jødiske Personers stærkt og ensidigt udviklede Virkelighedssans, deres Trofasthed mod det forsvundne, deres Pietet mod Slægt og Tradition og ikke mindst deres inderlige Pligtfølelse. "Der er noget patriarkalsk og oldtidsagtigt i den hele Livsopfattelse, der vækker Sympathi", skriver Trier, men han, ogsaa han, mener, at Goldschmidt ikke er ganske udtømmende i sin udpenslede Skildring. Og tilsidst besvarer Herman Trier det Spørgsmaal: "Hvad Nytte gør slige Fortællinger?" med følgende fortræffelige Ord: Ja, Herre Du milde Gud, hvad Nytte gør al Poesi? Den hælder ikke Vin i Glasset eller stopper Brød i Munden – knap en Gang desværre paa den, der er dens Mester og Herre; og dog kunde det maaske være, at ogsaa den mætter den hungrige og lædsker den Tørstige, den der hungrer efter Skønhed, den, der tørster efter at se Livet behersket af harmoniske Love. …

Men fra Avrohmches klassiske Figurgalleri til "Floden"s Jøder – det er at dejse fra Gadens Liv og Lys ned i en mørk Marskandiserkælder! Goldschmidts kulturhistorisk og poetisk betydelige Smaafortællinger vil blive staaende i vor Litteratur, naar "Floden" forlængst er bleven den grumsede Lethe-Flod, den er.

Jeg er altsaa, som Du ser, ganske enig med "Nationaltidendes"s Anmelder A. G. i, at Hr. Nathansens Jødefigurer er ganske daarlig gjorte. Derimod er jeg ikke enig med Hr. Gnudtzmann, naar han til Gengæld roser Henrik Pontoppidans Jødetyper i "Lykke-Per". For de forekommer mig ogsaa lavede og temmelig usande.

De er naturligvis – Gud bevares, – gjorte med Kunst – det er Hr. Nathansens ikke, og der er, hvad Levemaade og Kultur angaar, satte i det rette Plan, og mangen god Gang maa man tage sin Hat af for vittige Replikker, ægte Betoninger og karakteristiske Træk. Men den jødiske Tankegang finder jeg ikke. Og det er forklarligt nok. Den kan nemlig, tror jeg, kun træffes sikkert af en jødisk Skribent.

Den jødiske Tankegang! Aa, den er noget ganske aparte noget, skal jeg sige Dig. Der er saadan noget eget – noget med "dobbelt Bund", om jeg saa maa sige, ikke just "Trolleri", men dog ikke saadan lige til. Den er vævet sammen af mange Slags fine Traade: drilsk Vid, mandig Sentimentalitet, sund Ansvarsfølelse … I ægte, uforfalskede jødiske Spørgsmaal gemmes halve Svar – og rigtige jødiske Svar har en næppe hørlig Orakelklang … Jeg er ikke Digter og kan derfor daarligt forklare, hvad jeg føler. Men var jeg Digter, Du, og havde jeg beskrevet de Jøder, Pontoppidan fører frem paa Scenen i sin glimrende Nutidsroman, saa var de blevne anderledes. Nu er de saamænd meget interessante, men – de er efter min bedste Overbevisning ikke mere Jøder end det, at Forfatteren siger, at de er det. Den unge Mand, der løber alle Lykke-Pers Ærinder, den evigt geskæftige, sangvinske, en Smule naragtige, paa Bunden skikkelige Københavner – ja, han er jo livagtig, truffen paa Kornet, vi kender ham allesammen; men han er ikke typisk Jøde, han forekommer lige saa ofte i døbt Tilstand. Jeg gaar saa vidt, at jeg paastaar, at hele Pontoppidans Jødefamilie for de samme Penge kunde hedde "Petersen". Men Simon Levi i Goldschmidts "Maser" kunde aldrig hedde Petersen! Voila.

Pontoppidan har havt Brug for den Konflikt, et "blandet Ægteskab" kunde medføre – derfor fik han Jøder med i Legen. Og med sit skarpe Øje har han i al Stilhed luret sine jødiske Medborgere en hel Del af deres Egenskaber af – men ikke nok. Ikke nok til at blive Goldschmidts Arvtager i dansk Litteratur, hvor velsignet klar en dansk Prosa han end er Mester i.

Men om Pontoppidans jødiske Personer har Du jo iøvrigt slet ikke spurgt mig – revenons à nos moutons! De i "Floden" skildrede er altsaa efter min Mening kun "tyndt Øl", Goldschmidtske Reminiscenser, forsimplede, opspædte, fladtraadte. Det er en Skam – især af en jødisk Forfatter – at ødelægge det gode Emne. Der er mere ægte jødisk i Overskous Karrikaturer i "Østergade og Vestergade"⁴. Saadanne Københavner-Jøder, som "Floden"s Forfatter beskriver, existerer slet ikke. Jeg siger som en Gang en blind Trosfælle af mig sagde: "sehen muss ich!" Før vilde han ikke gøre nogen Indrømmelse.

Saaledes svarede vor Ven os omtrent.

Prof. Borchsenius' Bemærkning røbede en lille Tvivl om Hr. Nathansens Skildrings Sandfærdighed. Vor Vens her meddelte Svar synes os at bekræfte Tvivlens Berettigelse.

Vectis