Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Espergærde. 30. september 1927

Erindringer fra svundne Tider

Espergærde 30.9.1927

Kære Henrik Pontoppidan!

Tak for Deres Brev1, hvis varme og hjærtelige Tone glædede mig og kaldte mange Erindringer frem fra svundne Tider, da vi boede her ude i hinandens Nærhed og sluttede et Venskab, som har holdt og vil holde, hvor langt vi end er fjernede i Tid og Rum. Hvad jeg skrev om Dem, er et Sammendrag af mange Aars Tanker om Dem og Deres Værk. Nu syntes jeg endelig, det havde klaret sig, og jeg vovede da Forsøget. Mens jeg skrev, følte jeg Deres Øjne heftede paa mig fra den anden Side af Skrivebordet. Hvert Ord, jeg har skrevet, er gennemtænkt og gennemfølt. Om Resultatet maa andre dømme. Glæden over Arbejdet kan ingen tage fra mig. –

De bor nu derovre ad de Kanter, hvor jeg i tidligere Aar har boet – i Troense, i Lohals og Skaarupøre. Jeg har logeret i det samme Højskolehjem, hvor De har slaaet 2 Dem ned – maaske har vi haft det samme Værelse, jeg husker Udsigten over Jernbanen, Havnen og Skibsværftet paa den lille Holm i Sundet. Min Morgentur gik som oftest til Christiansminde, undertiden tog jeg en af de smaa Dampbaade og sejlede rundt i det fynske Arkipelag. Gik fra Borde paa Ærø, Lyø og Thurø. Ak ja, det var dén Gang!

Det glæder mig, at De har arbejdet og, efter Sigende, i fuld "condition"! Jeg har besøgt Galschiøt et Par Gange, sidst iforgaars – vi talte meget om Dem, han er Dem en trofast Ven. Hvor har han dog holdt sig ung, ja rentud sprællevende baade i figurlig og bogstavelig Forstand. Hans Interesse er lige saa varm som før, hans Livslyst og Livsglæde ogsaa. Han er den eneste lykkelige Mand, jeg kender – og han har dog ikke saa lidt mere end lige til Skjorten.5

Jeg arbejder jo saa smaat, som De vel ser2. Det har forfrisket mig at prøve min kritiske Evne og derigennem faa Udtryk for mit Syn paa Mennesker og Kunst. Jeg 3 synes, at vi trænger til en fri og uafhængig Kritik, og jeg har da søgt at klare lidt for mig selv og klarlægge dette mit Syn for andre paa de Omraader, hvor jeg tror at have lidt Indsigt: Teater og Litteratur. Om det har nogen Betydning véd jeg ikke, og det vedkommer mig jo heller ikke. Det har i hvertfald sin Betydning for mig selv – og derigennem sin Berettigelse. Alt andet er i det uvisse. Min Mening er kun en blandt de mange, men den kan dog maaske virke med til at klare de forvirrede Begreber en Smule.

Andet Arbejde optager mig ikke for Tiden. De nævner i Deres Brev "Hugo Davids Liv". Jeg underkastede i Vinter Bogen et Gennemsyn med en Udgivelse for Øje, da den allerede i flere Aar har været udsolgt. Ved forskellige Forkortelser fik jeg bortelimineret godt 200 Sider, saa den kunde rummes i to Bind. Men da jeg foreslog min nuværende Forlægger at udgive den, turde han ikke indlade sig paa et saa farligt Vovestykke. Saa lod jeg den ligge – jeg gider ikke rende rundt og antichambrere hos de Herrer Boghøkere en gros.

4 Herude lever vi fredeligt og jævnt godt. Fru Reumert3, vor gode Veninde fra gamle Dage, har boet her i Nærheden i Sommer med sine Børn. Vi har ofte talt om Dem, som hun bevarer i trofast og taknemmelig Erindring. Poul Reumert sendte mig en Undsigelse i Anledning af mine "Breve fra en øde Ø"4, som havde krænket ham gennem min Kritik af hans Virksomhed. Jeg svarede ham følgende: "Det bedste Tegn paa Venskab er, at man tør sige en Ven Sandheden". Jeg fik intet Svar. Fred være med hans Støv!

Nu ønsker jeg Dem og Deres alt godt. Gid dog Deres Kone kunde blive rask igen, saa De kom tilbage til Byen, og vi nu og da kunde ses som i de gode gamle Dage. Hils hende hjertelig fra os begge og sig hende, at jeg tror paa, at vi alle en Gang skal mødes, berigede gennem dét, vi har maattet prøve. Tænk Dem et Gensyn – man tør næppe tro, at der skulde times En en saadan Glæde.

5 Lev nu vel og glæd mig en Gang imellem med et lille Livstegn. Jeg husker, at De engang for mange Aar siden skrev som Overskrift paa et Brev til mig: Min kære, dybt savnede Ven! Jeg gør Deres Ord til mine.

Deres hengivne
Henri Nathansen

Hils Else mange Gange fra mig. Jeg følte, da vi tilfældig mødtes en Dag i Foraaret, at hun holdt af os som i gamle Dage. Det gjorde os godt.

 
[1] Brev: dette brev er ikke bevaret, men det har takket for HNs dobbeltkronik i Politiken 20. og 21.9., optrykt i samlingen Portrætstudier (1930). tilbage
[2] som De vel ser: HN skrev i disse år, efter sin sygdomspause, Frater Taciturnus-tekster i Politiken, men det kan ikke være dem han her hentyder til. Det er ikke undersøgt om han samtidig skrev kritik og i så fald hvor. HP var vist ikke på dette tidspunkt fast læser i Politiken, eller var det først efter Cavlings afgang at HP gik over til de berlingske aviser? FB tilbage
[3] Fru Reumert: Rigmor Reumert, f. Dinesen, skuespiller, gift 1919-30 med skuespilleren Poul Reumert. tilbage
[4] Breve fra en øde Ø, hvor ?? tilbage
[5] Må det ikke siges at være en lidet jødisk tankegang at formue gør ulykkelig? FB tilbage