Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Fr. VI Allé 12. 14. oktober 1918
kommende Aandsdemokrati
Fr. VI Allé 12. 14/10 181
Kæreste G. B.!
Jeg maa endnu en Gang sige Dem en hjærtelig Tak for Deres Kæmpeværk, som jeg nu omhyggelig har læst til Ende. Det er en Rekonstruktion uden Lige af en Tid i Ruiner. Ufatteligt er det for mig, hvorledes De af enkelte Søjler og Fundamenter har kunnet bygge en Verdensby op, ligesaa ufatteligt, hvorledes De af løsrevne Ord og Antydninger har kunnet danne Skikkelser, der staar lyslevende, dybt sammensatte og dog som monumentale Enheder. Jugurtha, Sulla, Mithridates, Clodius, Antonius – Fulvia, Clodia og Kleopatra! Og højt hævet i overlegen Karakterskildring en Skikkelse som Cicero, 2 Prokuratoren for alle Tider.
Denne Del er jo "omkring Cæsar". I snævrere og snævrere Ringe omkreser De ham, alt bringes sammen til Belysning: Afstamning, Omgivelser, Tid og Sted. Beundringsværdig er Byens Liv – man gaar omkring i dens Gader, synes man er hjemme i den som i en By, hvor man engang har levet – i dens Teatre, paa Børsen, i Senatet, i dens Hjem. Gaderne er fulde af kendte Ansigter, Generaler, Skribenter, Veksellerere, Skuespillere. Nu og da skimtes Profilen af Byens skønne og omtalte Kvinder. De unge Lapse vender sig, de gamle Moralister slaar forarget Øjnene ned, og Slaverne bringer Sladderen videre fra Kræmmernes Boder og fra Portene, hvor de unge Slavinder bagtaler deres Herskab. Nu som før.
Nu som før – disse Ord farer En tit gennem Hjærnen ved Læsningen. Og dog – hvilken Forskel! 3 Det er, som om alle Forhold er forstørrede – Højsind, Mod, Handlekraft – Grusomhed, Usselhed, Rovdrift. Undertiden samler det Hele sig til et Orgie af Blod og Vellyst, det er som om en fantastisk Bande af Røvere og Voldsmænd drog forbi, hærgende, plyndrende, et Kraftuddrag af menneskelig Dyriskhed og Last. Og atter afklares Billedet: af den vamle Damp af Blod og Vold stiger overmenneskelige Skikkelser frem, livskraftige og dødsforagtende med en Vælde i Legem og Aand som aldrig før eller siden. De Guder, hvorom vi læser, synes smaa mod disse Kolosser – kun Kolossæum og Renæssancens Billedhuggerværker paavirker os med den samme storladne Vælde.
Og ind imellem denne kæmpemæssige Kraftudfoldelse af et Liv, der taarner sig mod Himlen, gaar Cæsar, endnu større, endnu voldsommere ved sin Lidenskab og Aand. En ensom Skikkelse, der i sig har koncentreret Tidens og Fortidens Kraft og skaber Fremtiden ud af sit Væsens samlede Magt. Denne 4 første Del er som en Akkumulator, der ophober Kraften, før den udlades. Men man aner Voldsomheden af den Eruption, der forestaar – et vulkansk Verdensudbrud af en Aand, der var en Verdensaand.
De har gjort et kæmpemæssigt Arbejde, De vil paany som saa ofte før bringe vores hjemlige Smaaguder til at gulne af Misundelse. De kan bære det. De rager op over Kravlet, den eneste verdensomfattende Aand, vi ejer. Jeg har tænkt meget paa Dem i disse Dage, da en ny, friere Tid synes at banke paa Døren efter den gamles Sammenbrud. De er blandt dem, der indvarslede den nye Tid. Med al Deres Skepsis og Sortsyn véd De godt, at en Verden er gennemradikaliseret, gennemrevolutioneret. De er en af de Aandsaristokrater, der har skabt det kommende Aandsdemokrati.
I gammelt Venskab og Beundring
Deres
Henri Nathansen
