Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Mørdrup. 27. juli 1916

Hvor haabløst!

Mørdrup pr. Espergærde [torsdag] 27/7 16

Kæreste Herre!

Glad og taknemmelig modtog jeg Deres Bog1, da jeg imorges kom hjem fra min Tur. Jeg lavede mig i den Anledning en Fridag og har nu læst det meste af Bogen i en skyggefuld Krog af min Have. Hvor er det underligt at sidde godt i Ly og Læ med vid Udsigt over bølgende Land af Mark og Skov, mens Sværdtid og Dødstid truer, maner og raser fra Bogens Blade. Engang imellem holder man inde med Læsningen, forfærdes og synes sletikke, man har Lov til at leve i Fred. Og atter fordyber man sig i det indviklede Næt af Løgn og Had og Vold, som kaldes Livet, mens Deres følsomme Fingre løser Knuderne og udreder Traadene for Verdens forblindede Øjne.

Og atter og atter undres man over, at Fornuften ikke er naaet videre og maaske aldrig naaer videre end til Forgaarden i Menneskets Sjæl. Inde i det Allerhelligste brænder Illusionens og Suggestionens evige Ild. Hvad hjælper det, at Voltaire og mange før og efter ham forkynder, at der ikke udrettes noget stort 2 i Verden uden gennem den enkeltes Kamp mod Mængdens Fordomme. Den kompakte Majoritet puster det hele over Ende som et Korthus. Livets ledende Princip: den gensidige Ødelæggelse sejrer i det Smaa som i det Store. Troen paa det menneskelige er lige saa stor Illusion som Troen paa det guddommelige. Forskellen mellem Mængden og den enkelte Store er den, at den sidste véd, at han kæmper forgæves. Han er den personificerede menneskelige Tragikomedie.

Og dog – den mest opløftende Glæde er den Enkeltes Kamp mod Overmagten. De sagde engang til Harden2 i en anden Forbindelse: Sie sind so ein Einziger! Naar jeg ser mig tilbage over mit Liv, staar De som en ensom Fakkelbærer i Mørket. Saaledes vil De staa for kommende Tider. Tak for de Fakler! hørte jeg Dem engang i min Ungdom raabe ud over det osende Mørke. De var Faklen, kæreste G. B., den eneste Fakkel i Mørket – alt andet var rygende Tander!

Naar jeg nu læser Deres Bog og vender mig fra Aarsag til Virkning, saa synes jeg dog, at der lyser et svagt Haab i al Forfærdelsen. Den gensidige Ødelæggelse er ikke Livets eneste Princip, selvom det maaske er det oprindeligste. Er det ikke Goethe, der har sagt, at ingen gider se paa en Regnbue, naar 3 den staar længere end et Kvarter paa Himlen. I den vildeste Galskab slumrer Fornuftens Reaktion. Det er ganske vist kun en daarlig Trøst: at intet er saa galt, at det ikke er godt for noget. Men det gælder nu engang ikke saameget om at haabe som om at trøste sig. I den enkeltes Liv som i alles.

Jeg tror, at det er ligegyldigt, hvem der sejrer i den Strid, der nu raser over Landene. Reaktionen, det udbedrende Princip, vil have nok at gøre med at udbedre Saarene, før Verden atter tænker paa at begynde forfra. Jeg tror som De, at den ene ikke har noget at lade den anden høre. Den Kamp, der kæmpes, er som Advokaternes Kamp for Højesteret. Ingen kæmper for Retten, hver kæmper for sin Ret. Naar Højesteret har afsagt Dommen, saa rykker Theologien frem med den allerhøjeste Ret. Og naar heller ikke den Afgørelse længer kan stanse Striden, saa tager Livet sig selv til Rette. Og Kampen begynder paany.

Hvor haabløst! Og dog sidder vi her, De ved Deres Arbejde, jeg i al Beskedenhed ved mit. Vi ved, at vi kæmper forgæves, og vi kæmper dog. Hvad er der mere at sige! Dumheden overgaar Gudernes Forstand for sletikke at tale om vor. Jeg var forleden i Selskab og hørte, at Etatsraad Glückstadt havde 4 tjent 30 Millioner under Krigen. Hvormeget har De tjent? Hvem tror De, en Folkeafstemning vilde give Prisen som den klogeste? Ach Gott – dét vi anser for Dumhed er maaske Livets dybeste Mening. Er det klogt at rende Panden mod Muren? Det bliver dog vor Pande og ikke Muren, der faar Bulerne.

Men med Panden værkende af de Buler, jeg har indvundet ved ihærdige Stormløb, fryder jeg mig dog ved Synet af Deres Pande. Livet har mærket den med Aand og Skønhed gennem Slagene. Er der endnu et tredie Princip, det endelige, hvis Dybde og Mening vi ikke fatter? Er alt andet Gødning for Aandens blomstrende Træ, der løfter sig højt mod Himlen? Den, der lever, faar det ikke at se.

Endnu en Gang Tak og en hjærtelig Hilsen fra

Deres hengivne
Henri Nathansen

Reumert har opfordret mig til en Fodtur. Jeg tænker, jeg bliver en halv Snes Dage borte. Naar jeg atter kommer hjem, og De gider se herud, vil De blive modtaget med Glæde. Jeg skriver Dem til, naar jeg atter er hjemme.

 
[1] Bog: Verdenskrigen, der udkom 26.7.1916. GBs dagbog 26.7.1916: "Sendt Bøger afsted til Carl S. Petersen, Hjort, Nathansen, Gudrun Drewsen og C. A. Bang." tilbage
[2] Harden: se Nathansens brev 3.2.1912. tilbage