Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Mørdrup. 23. juli 1916

Af Hugo Davids Liv

Mørdrup pr. Espergærde [søndag] 23.7.16

Min kære Herre!

Tro ikke, at jeg er troløs eller glemsom. Jeg er ingen utaknemmelig Egoist, men bliver det, naar Arbejdet kalder. Siden November ifjor har jeg daglig pløjet mig frem gennem de lange Agre, vendt Jorden for at friske den i Sol og Regn. Nu og da stanser jeg et Øjeblik og ser mig tilbage. Saa svinger jeg atter Pisken over Pegasen, og Ploven trækker sin brune Fure over de bølgende Bakker.

Jeg lever meget ensomt herude, men Ensomheden gør mig godt og styrker mine Nerver og mit Sind. Vi er jo nok alle Mennesker, men boer dog hver for sig. Jeg har her fundet mig en lille Plet, der passer til min Natur. Lange rolige Linier med Skov og Sø i det Fjærne. Den Bog1, jeg nu skriver, har jeg længe trængt til at skrive, men det var, som om de rette Omgivelser manglede. Saa stod en skønne Dag Huset her som et Aladdins Slot en miniature. Der manglede ikke et Vindu. Da først kunde jeg begynde. Kommer min Bog til at mangle et eller flere Vinduer, bærer 2 ikke Huset, men Beboerne Skylden. Foreløbig er jeg saa optaget af Udsigten, at jeg ikke har Øje for, om Vinduet mangler eller ej.

Hvor er det dog dejligt at arbejde! Arbejdet vokser og vokser, og man føler det kun, som om man selv vokser derved. I mange Aar har jeg nærmet mig mit Æmne, men jeg følte mig ikke Arbejdet voksen. Jeg hører jo efter Deres Mening til de fødte 40aarige. Paa en vis Maade har De Ret. Men jeg har i Virkeligheden været uhyre langsom i min Vækst. Uhyre usikker og svingende i min Livsfølelse. Jeg vidste nok, at Vejen hed Snærpe, men ikke, hvor den førte hen. Alle mine Samtidige syntes mig voksne Mennesker, mens jeg endnu gik i Gangkurv. Og jeg omgærdede da min Usikkerhed og Umodenhed med Taushed og Vagtsomhed. Nej, kære G. B. – jeg hører dog ikke til de fødte 40aarige – jeg blev først født, da jeg var 40 Aar.

Og derfor er Livet mig saa nyt, og mit eget synes mig saa forunderligt afvekslende i dets Ensomhed – som et Barn indenfor de hjemlige Vægge. Hver Dag har sin Overraskelse, den ene Time ligner ikke den anden, ligesaalidt som jeg ligner mig selv fra Time til Time. Ikke saaledes at forstaa, at jeg forvandles – men jeg udvikles. Jeg ved 3 jo nok, at jeg er 48 Aar, men jeg tror ikke derpaa. Jeg fødtes, da jeg var 40 – 40 fra 48 giver 8 – jeg er otte Aar, kan De med Deres Ungdom stikke den!

Jeg har med Glæde læst Deres Artikel og med Glæde hørt den lovprise. Pontoppidan, som var her igaar, fortalte, at De vistnok udgav Artiklerne som Bog. De medtager vel i saa Fald Deres Tilskuer-Artikler før Krigen, for at alle kan se hvad De saa' før andre saa'. Ak ja – De fik Ret! Hvor længe vil Galskaben vare endnu? Lavinen ruller og stanser ikke, før den knuses i Dybet. Men Verden gaar dog sin Gang. Und ein Narr wartet auf Antwort!2

Foruden Deres Artikler har jeg intet læst. Nogle Digte af Browning, en Bog af Conrad, Tolstojs fjantede Bog3 om Shakespeare og et endnu mere fjantet Indlæg af Shaw, som var bilagt. En lille Bog "Der junge Fritz in Rheinsberg" med Breve fra og til Friedrich4 har jeg løselig gennembladet. Naar jeg faar Tid vil jeg kigge nærmere paa den. Den giver vistnok et godt Billede af det unge Kongsemne. Blot Danmark havde haft én lille bitte Friedrich. Vi fik kun Fredrikker og Kressjaner, den ene større og værre end den anden. Den sidstes Maal er en Tomme højere end den første. Gud give Danmark mange saadanne Sønner!

Hvad mener De, om en Dag at glæde os med et lille Besøg. Vælg selv ved Lejlighed en Dag og send mig to Ord paa et Kort. Saa smider jeg min Hakke, 4 min Skovl og min Spade og iler Dem henrykt imøde. Vi vil da forfriske os i vor snart gamle og prøvede Venskab. Mine Tanker søger Dem ofte under og mellem Arbejdets Timer. Men De ved det selv – Arbejdet er en stræng Herre, der kræver alt. Lønnen er en Biting, som der nu og da staar i Avertissementerne, naar en troende Pige søger Plads.

Lev nu vel og vær hjærtelig hilset fra os begge. Tigeren knurrer i sin Hule. En Dag vover den Springet og slaar Klo i Byttet. Og alle Danmarks Andersener og Vedeler og Paludannemænd5 vil fare op af Søvne i Skræk og Rædsel og raabe: Der Tiger kommt! Og Kai Friis-Møller vil slaa op i Meyers Fremmedordbog og finde de Citater, han har Brug for til Kroniken. Og Cavling vil udraabe: Se, dette Lam, der fik Tigeren til at vende Enden til og trække sig tilbage til sin ensomme Hvile! Og de andre Faar vi bræge: Halleluja, Hosiannah – apage Satanas!6

Og jeg trækker atter den brune Plovfure over de bølgende Bakker: Danmark dejligst Vang og Vænge! En Ko brøler i det Fjærne. Er det min eneste Læser, der venter med Længsel?

Deres hengivne
Henri Nathansen

 
[1] Den Bog: Af Hugo Davids Liv udkom 1917 i fire bind. tilbage
[2] Und ein Narr ...: sidste linie i Heines digt "Fragen" (Buch der Lieder). tilbage
[3] Bog: Leo N. Tolstoj: Shakespeare: en kritisk Studie med Bernard Shaw's Brev i Anledning af Tolstojs Artikel om Shakespeare, 1906. tilbage
[4] Friedrich: den senere kong Frederik II (den Store) af Prøjsen, der som kronprins tilbragte nogle lykkelige år 1736-40 i Rheinsberg med musik og litteraturstudier. tilbage
[5] Andersener ...: de 3 professorer Vilh. Andersen, Vald. Vedel og J. Paludan. tilbage
[6] apage Satanas!: "Vig bort, Satan!", Jesu ord til Fristeren, Matt. 4,10. tilbage